Sagt lige ud

Onsdag i sidste uge fik vi så langt om længe regeringens nye sundhedsudspil. Og det imødekommer i hvert fald fem af Sundhedsstrukturkomisionens seks generelle anbefalinger. Først og fremmest at der kommer flere læger ud, hvor de syge patienter er, og at det nære sundhedsvæsen styrkes
Det bevarer en struktur med et demokratisk valgt organ til at administrere og styre sundhedsvæsenet i Danmark, og vi undgår vildt store transaktionsomkostninger til en radikal omlægning.
De nye sundhedsråd gør, at vi sikrer, at patienten kommer i fokus, og at det er de samme instanser, der har incitament til at forebygge, behandle og forestå restituering/genoptræning, indtil vi har patienten tilbage i eget hjem. Og vi undgår, at patienter havner som kastebolde mellem tre stole, der ikke taler sammen i den såkaldte Bermuda-trekant mellem sygehus, den praktiserende læge og kommunen. Og så får de nye råd altså både magt og penge i modsætning til de tidligere sundhedsklynger, som aldrig nåede at få effekt. Med den nye organisering får vi også koblet regioner og kommuner tættere sammen, og det tror jeg i sidste ende bliver til gavn for borgerne.
Det er også positivt, at de fleste af de vigtige opgaver inden for regional udvikling – forureningsbekæmpelse, råstofudvinding, kollektiv trafik og undervisning – forbliver i regionalt regi og ikke skal varetages i København eller af kommuner, der er for små eller har for snævertsynede interesser.
Det er positivt, at der prioriteres uddannelse af læger også i almen medicin. Flere optages i Aalborg, og i Køge og Esbjerg udvides med højere optag og nu full scale 6-årigt studie med både bachelor og kandidat. Det understreger bare rigtigheden i, at vi nu får startet uddannelsen af almene medicinere på anden del op i Herning/Gødstrup, og det bringer os måske nærmere på den ultimative drøm: en hel lægeuddannelse i det nordvestlige Danmark.
Om Robin Hood-modellen med at lægge den rigeste og den fattigste region sammen i øst er den rigtige, er jeg noget skeptisk overfor, men det positive er, at det i fremtiden ser ud til at blive sådan, at man med en ansættelse på Rigshospitalet eller i Herlev sagtens kan blive sendt på opgaver i både Nykøbing Falster og Holbæk. Og det er noget, jeg tror, man skal til at vende sig til i hele sundhedsvæsenet – ikke kun på Sjælland. Og sådan har det for øvrigt været i Norge gennem generationer.
Jeg har stor tillid til, at der kommer noget godt ud af arbejdet i de nye sundhedsråd – lokalt med repræsentanter fra den vestlige del af regionens seks kommuner. De får alle en plads i det 14 mand store råd, som nu er lig med Gødstrups store geografiske optageområde, og det bliver da også det største af Region Midtjyllands fem sundhedsråd. Det bliver med seks kommunale og otte regionale medlemmer med en repræsentant fra regionen på formandsposten. Men det er vigtigt, at der ikke føres sognerådspolitik i de fem råd, og at der fortsat foregår samarbejde og vidensdeling af best praktice mellem regionens seks somatiske sygehuse, som nu også skal til at arbejde endnu tættere sammen med psykiatrien.
Med den nye organisering tror jeg faktisk, at 31 regionsrådsmedlemmer er et meget godt antal (25 i Nordjylland og 41 i Østdanmark). Men det medfører desværre, at det bliver sværere for os, der kommer fra mindre kommuner og mindre partier, at blive valgt, og derfor skal der gøres en ekstra indsats for at opnå vælgernes gunst.
”Men den nye struktur gør trods alt, at samtlige regionens 18 kommuner får medlemskab og taleret i et af de fem råd, hvilket ikke er tilfældet med den eksisterende organisering. Og dette tilgodeser de mindre kommuner i yderområderne”.
Positive vinde på landsrådet

Og så var det jo i afvigte weekend, at der blev afholdt landsråd for de konservative, og det foregik oven i købet på vores hjemmebane i Herning – nærmere betegnet i Kongrescentret. Det var partiformand Mona Juuls første ordinære landsråd, og man må sige, at hun med sin partiledertale lørdag formiddag bjergtog den ca. 1.000 personer store forsamling. Talen og søndagens oplæg til det nye partiprogram var i den grad en kombination af de bedste traditioner og fornyelse – ikke mindst det nye oplæg på boligområdet, hvor man ikke længere skal brandbeskattes med grundskyld og ejendomsværdiskat fordi man har prioriteret sig den luksus at bo i egen bolig. Beskatningen skal først komme i det øjeblik boligen bliver solgt, hvis det vel at mærke med fortjeneste. Det lyder jo som sund fornuft, og netop sund fornuft er jo i reglen netop god konservativ politik.
Regionsrådsgruppen var repræsenteret med fire konservative medlemmer, og Mette Guldberg fra Herning fik oven i købet den ære, at byde forsamlingen velkommen til hedens hovedstad. På billedet er jeg foreviget sammen med Purnima Erichsen, der er stiller op som nummer to til regionsrådsvalget næste år i november. Et valg der nu ser ud til at blive en realitet, hvis regeringens lovforslag vel at mærke som ventet stemmes igennem.

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen

Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C – spidskandidat til regionsrådsvalget 2025
Medlem af Forretningudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget

På torsdagens debatsider i Midtjyllands Avis blev mine regionsrådskolleger Annette Roed og Martin Jakobsen fra Silkeborg og ikke mindst mig selv udsat for voldsom kritik og skyld for næsten alt muligt ulykke til skade for Silkeborg Sygehus.
Til trods for, at det nok lige præcis os tre, der i den igangværende fase har talt Silkeborg Sygehus dag, og i den grad bidraget til mange positive tiltag i den videre udvikling af fremtidens nichehospital i Region Midtjylland. Men som tidl. landstræner Richard Møller Nielsen udtalte. “Et gammelt fynsk bøgetræ ryster ikke bare fordi nogen gnubber sig op af det”. Det samme er tilfældet med et midtjysk egetræ.
Men det har fået mig til at begå følgende læserindlæg som bringes i MJA lørdag.

—

Mere end småkager men ikke et rigshospital

Jeg var ved at træde ud af pedalerne, da jeg under min morgenspinning i torsdags – i øvrigt i Silkeborg – faldt over Poul Berggrens debatindlæg i Midtjyllands Avis nye morgenudgave.
Her fremgik det, at Silkeborg Sygehus kun har fået småkager i Regions Midtjyllands 2025-budget og, at 5 millioner ikke er for noget at regne.
Jeg må helt ærligt indrømme, at jeg kommer i tvivl. Har Poul Berggren ikke læst budgetforliget? Eller har han ikke forstået det, eller vil han ikke forstå det forlig, som jo blev tiltrådt af samtlige 20 medlemmer, der repræsenterede alle regionsrådets partier – også Venstre, som Poul Berggren jo selv er medlem af. Og på hvis stemmer han nu er kommet ind i regionsrådet. Og som vi må forvente, at han også selv stemmer for, når det kommer for i Regionsrådssalen den 25. september.
Jeg er selv ret ny i parlamentarisk sammenhæng, men i de to år jeg har siddet længere end Poul Berggren, har jeg lært, at hvis man vil øve indflydelse og opnå resultater i politik – også regionalt – er det en nødvendighed at arbejde sammen til flere sider og påvirke konstruktivt og ikke mindst blive ved forhandlingsbordet. Man opnår ikke noget ved at kravle op i et træ som Poul alene i verden.
Fra den nye periodes start var vi i den seksdoblede konservative gruppe enige om, at vi ville være borgerlige stemmer, der arbejdede og søgte indflydelse. Og det synes jeg i den grad vi har levet op til – også i beslutninger omkring Silkeborg Sygehus. Det var os, der stædigt holdt fast i, at de 78 afsatte anlægsmillioner skulle udmøntes her i 2024, og det er på dagsordenen i Udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg allerede i næste måned. Nu er helhedsplanen ved at være klar, og der tegner sig et billede af, hvad hospitalet skal indeholde. På den måde kan vi benytte midlerne bedst muligt til et hospital til fremtiden og ikke til fortiden. Om det så er nok for Poul Berggren og andre er jo svært at sige, men man sidder efterhånden tilbage med en opfattelse af, at der først er tilfredshed den dag Rigshospitalet flyttes til Silkeborg, og det kommer næppe til at ske – heller ikke med en eventuel ny strukturreform.
Ud over de 5 millioner, som hospitalsledelsen nu arbejder intenst med, hvordan man får mest mulig sundhed ud af, så er der også afsat 13 millioner kroner af de såkaldte demografimidler til fordeling mellem Hospitalsenheden Midts fire sygehuse, hvor man allerede nu kan begynde at spore endnu mere samarbejde, tyngde og kritisk masse efter at de to medicinske afdelinger i Viborg og Silkeborg er lagt sammen.
Det er rigtigt at fire hjertelæger fratræder. En går på pension og en rejser af helt andre årsager, Men så skal vi ikke glemme at mange nye dygtige speciallæger frekventerer Silkeborg et par gange om ugen, hvilket gør, at der nu tilses og behandles flere hjertepatienter i Silkeborg end nogen sinde tidligere.
Poul Berggren glemmer også, at der er blevet afsat hele 25 nye millioner til udbygning af det nære sundhedsvæsen, hvor vi oven i købet har nedsat en task force – et såkaldt paragraf 17 stk. 4 udvalg, der skal se på, hvordan vi organiserer os med røntgen, blodprøvetagning og sundhedshuse i det hele taget, så en del af behandlingen rykker tættere på borgerne. Som Sundhedsstrukturkommisionen i øvrigt også anbefaler uanset, hvilken af de tre strukturmodeller regering og Folketing end måtte vælge at gå med.
Jeg synes at tiden er kommet til, at Poul Berggren og andre skal lade de nye tider og det nye set up få en chance og så prøve at spille med og ikke være i konstant opposition til beslutninger, der uanset om man kan lide dem eller ej er truffet på temmelig store demokratiske grundlag. Hospitalsledelsen og de enkelte chefsygeplejersker og cheflæger rundt på afdelingerne har ydet en kæmpe indsats for at få tingene til at fungere – og det kører faktisk rigtig rigtig godt, hvis man bevæger sig rundt på gangene – både i Viborg og i Silkeborg. Men det er der bare ikke rigtig nogen, der står frem og siger. Det gør jeg hermed, og vil gerne give personalet begge steder en anerkendelse for det udførte arbejde i transaktionsfasen, som varer lidt endnu. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, men det ændrer ikke ved, at det er et pragtfuldt sted at opholde sig.
Som Poul Berggren skriver, er alle sygeplejerskerne ikke flyttet med til Viborg – og det er helt OK. Jeg er lige så glad som Poul Berggren for, at stavnsbåndet blev ophævet for mere end 240 år siden, og jeg glædes også over, at tingene er ved at have løst sig, så der ikke er vacante stillinger i Viborg, som mange frygtede. Alle der bliver indlagt på medicinsk afdeling – også borgere fra Silkeborg Kommune – bliver taget godt imod, og bliver både helbredt og lindret, som det er et sygehus fornemmeste opgave at udføre.
Lad os nu komme ned fra skydetårnene og op af skyttehullerne, og så i et konstruktivt samarbejde bidrage til, at Silkeborg Sygehus fortsat udvikles.

Venlig hilsen

B. Bo Jensen

Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Forretningsudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget

Uge 36 har været en både skelsættende og hektisk uge i regionsrådssammenhæng.
Mandag blev jeg formelt udnævnt som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til regionsrådet i november 2025 – hvis der vel at mærke fortsat skal være regioner i Danmark fra 2026 og frem.
Og tirsdag lykkedes det en gruppe på 20 af regionsrådets 41 medlemmer at nå til enighed om budgettet for Region Midtjylland for det herrens år 2025. I modsætning til i fjor ser det ud til, at alle regionsrådsmedlemmer bakker op, med mindre vi mod forventning bliver udsat for en afhopper, når der skal stemmes endeligt ved Regionsrådsmødet lige før jul.

Stolt og ydmyg

Jeg er både stolt og ydmyg over, at såvel regionsbestyrelsen, mine fem gruppefæller i regionsrådet og samtlige 60 fremmødte partigræsrødder ved opstillingsmødet i Silkeborg pegede på mig. Enstemmigt og uden modkandidat. Og jeg sværger ved tro og love på, at jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, selvom min gamle mor altid sagde, at det var en dum ting at sværge.
Jeg håber, vi får et lige så stærkt hold som i indeværende valgperiode, og derfor er jeg glad ved, at Purnima Erichsen, Mette Guldberg og Lau Sørensen har sagt ja til at stille op på de tre følgende pladser.
Og så fik vi godkendt de første 2/3 af det kandidatfelt, der kommer til at tælle mellem 20 og 30 navne. Deres rækkefølge bliver fastlagt i starten af 2025, hvor der også gerne skulle være repræsentanter fra samtlige 19 kommuner i regionen.
Men som nyudnævnt spidskandidat har jeg det lidt som en kastreret hankat, der hyler uden at vide hvorfor. Uvisheden om hvad der skal ske regionalt og i hele sundhedssektoren er ved at brede sig – både politisk og i stabene rundt om på landets regionshovedkontorer, hvor der sidder meget mega kompetent arbejdskraft. Så derfor kære politikere på Christiansborg: Se nu at få taget den beslutning. Det bliver ikke lettere af at udskyde. Tvært imod. Det vil være lettere for Mette Frederiksen og Troels Lund at få det som de og deres parti vil have det, end når Lars Løkke shiner. Det gjorde han ikke lige på TV i tirsdags.

Et robust forlig

Og så lykkedes det, efter lige godt 11 timers forhandlinger, at nå på plads og til enighed om Region Midtjyllands finanser for 2025. Også med de yderste fløje og repræsentanterne fra Silkeborgs opbakning.
Imponerende, at det kan lykkes at nå til enighed blandt så mange regionsrådsmedlemmer, der er valgt på forskellighed. Men det er under disse vilkår, at demokratiet trives optimalt, når alle er villige til at hugge en tå og kappe lidt af hælen for at få så mange af sine egne nøglepunkter prioriteret som muligt.
Og det vidner jo i bund og grund om, at sundhedspolitisk er mere sund fornuft end egentlig partipolitik. Fra begge fløje og indtil os på midten, er der jo enighed om, at det gælder om at holde befolkningen sunde og raske, og få dem behandlet bedst og hurtigst muligt, når hospitalsindlæggelse er en nødvendighed. På nogle sygehuse hvor både patienter og personale kan lide at være og arbejde. Så enkelt er det – bøjet i neon!
Fra konservativ side, har vi fået så mange af vores ønsker og lidt mere til med i forliget, som man kan forvente, når man trods alt “kun” sidder på 6/41 af indflydelsen.
Først og fremmest glæder vi os over, at vi via regionernes nye aftale med finansministeren, får mulighed for at bruge demografimidler på næsten 100 mio. i kapacitetsopbygning til fordeling mellem vores 6 sygehuse og psykiatrien.
Herudover har vi som gode konservative mærkesager fået prioriteret midler til både høreområdet og de mange ældre som stadig står i corona-kø til operation for grå stær.
Og så har vi fået bevilget 5 ekstra millioner, som sammen med de afsatte 78 anlægsmillioner, skal bruges til at sætte fart på den udviklingsplan, vi er ved at færdiggøre for hele det gamle sygehus på bakken i Silkeborg. Og hermed få ført bevis for, at vi ikke afvikler, men udvikler et nyt og lidt anderledes hospital end tidligere – med næsten lige så mange arbejdspladser.
Yderligere fik vi sat midler af til lederuddannelse af de mange læger, der står i spidsen for de mange afdelinger rundt på regionens hospitaler. Det er meget store organisationer de sættes i spidsen for – op til 250 medarbejdere -og så er det altså vigtigt, at man får de teoretiske værktøjer på plads til at lede.

Vi glæder os over, at der er sat midler af til AI. I den konservative gruppe tror vi nemlig på, at dette er et fænomen, der er kommet for at blive.
Hertil er der blevet plads til prioritering af psykiatriområdet, og når vi skal igang med 2. behandling vil vi gøre, hvad vi kan, for at der bliver tonet midler til et par speciallæge-ydernumre – gerne i de tyndt befolkede områder.
Afslutningsvist skal nævnes, at vi sætter 25 mio. af til styrkelse af den nære sundhed. Strukturkomisionen har jo givet et vink med en vognstang om, at en stor del af fremtidens helbredelse, skal ske ude i primærsektoren. Så vi begynder nu at redde op.

Ugen har været en god start på efteråret, og vi kan jo glæde os over, at septembers himmel er så blå, som det så smukt synges.
Lad os håbe det også kommer til at være tilfældet i år. Vi har vist lidt solskin til gode fra den gang det skulle have været højsommer.

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Gruppeformand for liste C
Medlem af Hospitalsudvalget

Efter en veloverstået sommerferie i Skagen med tid til afslapning og hygge med familie og venner og så en kæmpe oplevelse med seks OL-dage i Lille og Paris, er jeg nu kommet tilbage i det regionale arbejdstøj.
Og man må sige, at der i den grad sker noget. I foråret blev jeg udnævnt til formand for den seks mand store konservative regionsrådsgruppe, og her pr. 1. september træder jeg ind i Forretningsudvalget som afløser for Stine Damborg Hust, der nu intensiverer sine byrådsambitioner i Viborg yderligere.
Samtidig med dette har mine gruppefæller og regionsbestyrelsen peget på mig, som ny spidskandidat til Regionsrådsvalget, hvis der vel at mærke stadig skal være regioner i Danmark. Et valg der i så fald skal afholdes i november 2025.
Valget af mig som spidskandidat er dog under forudsætning af, at de menige medlemmer af partiet godkender bestyrelsens prioritering af de fire øverste kandidater på listen, som er vi fire fra det nuværende regionsråd, der har sagt ja til at fortsætte, hvid vi vel at mærke kan opnå genvalg.
Dvs med Purnima Erichsen fra Aarhus, Mette Guldberg fra Herning og Lau Sørensen fra Vinderup på de tre følgende pladser til den opstillingsgeneralforsamling, som finder sted i Silkeborg den 2. september.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er beæret over den tillid og opbakning, der er blevet vist mig fra alle sider. Jeg går så ydmygt som jeg nu kan ind til opgaverne og udfordringerne, og er klar over, at det kommer til at kræve endnu mere tid til mødeaktivitet og forberedelse. Men det er gået i blodet på mig, og jeg har tiden og lige så vigtigt opbakningen på hjemmefronten, selvom der også er blevet mere at se til her.
Vi har nemlig fået en ”plejesøn” på 14 år – en stor frisk dreng fra Broager, der prøver sit målmandstalent af på Guldminen. Han har stof i sig til at blive en ny Peter Schmeichel, og så er han enhver plejemors drøm.
Og så har mit første barnebarn set dagens lys. Det er Bjørn Gunnar, som kom til verden den 14. august i Singapore, og jeg er i skrivende stund på vej ud til ham.
Der er sandt for dyden langt til Singapore skal jeg hilse og sige, men hvad gør man ikke for at komme ud og se, opleve og mærke første udgave af den næste generation?

Indlæg fra konservative til 1. behandling af budget

Inden turen herud nåede vi i Regionsrådet både en 2-dages budgetkonference og så Regionsrådsmøde i onsdags. Her var det vigtige budget for 2025 til 1. behandling, og som jeg lyttede mig til, tror jeg også vi kommer igennem med er relativt bredt forlig denne gang, når forhandlingerne hen over efteråret går ind i de afgørende faser.
Som gruppeformand og ordfører var jeg på med følgende indlæg på vegne af Det konservative Folkeparti:
Der var en gang en der sagde, at det var nemmest for arvingerne at nå til enighed, når der ikke var andet at arve fra forældrene end de tomme flasker. Lidt på samme måde var det i fjor, da vi på samme tid af året stod over for en gigantisk spareudfordring, hvor vi skulle reducere regionens udgifter med i størrelsesordenen 1/4 mia. kr. Her var krybben tom, men hestene bed heldigvis ikke ret meget af hinanden – og det lykkedes jo rent faktisk at få – jeg mener det var 35 af salens 41 medlemmer til at stemme for, det ubehageligt nedskårede budget.
I år er situationen heldigvis anderledes. Dels har de greb og de værktøjer vi tog i brug sidste år virket – også på den korte bane – og dels lykkedes det de forhandlere, der repræsenterede Danske Regioner ved forsommerens forhandlinger med finansministeren og sundhedsministeren, at få forhandlet en aftale igennem, der gav bedre levevilkår og luft i skljortekraven for 2025 og som noget ganske specielt også et her-og-nu-tilskud til regionernes udfordrede 2024-regnskaber.
Selvom der på ingen måde er tale om et økonomisk slaraffenland eller et ta – selvbord, rummer dette års budgetforhandlinger muligheder for politiske prioriteringer, og det er vi fra konservativ side særdeles tilfredse med. Som anført på budgetseminaret for en uge siden, mener vi at tiden er kommet til, at vi fra Regionens side får færdiggjort udviklingsplanen for Silkeborg Sygehus, så vi en gang for alle får understreget, at vi udvikler Silkeborg Sygehus på visse felter, og at institutionen ingen lunde er under afvikling, som det ellers hævdes fra flere sider. Vi skal i samarbejde med hospitalsledelsen og regionens øverste forvaltning have fastlagt, hvilke aktiviteter vi med fordel fremadrettet kan henlægge til og afvikle i Silkeborg – her tænkes på både udvidelse af den ortopædkirugiske aktivitet og eventuel oprettelse af friklinikker med forskellige specialer på flere af hospitalets afdelinger. Når vi har fået dette fastlagt, kan vi også detailprojektere, hvad de afsatte 78 anlægsmillioner skal bruges til. Det skylder vi patienterne, det skylder vi borgerne i Silkeborg, personalet derude og ikke mindst ledelsen af sygehuset og faktisk også os selv. Men for at bevare vores troværdighed, skal vi ikke ud at love noget før, det er lige så sikkert som stjernen på toppen af juletræet den 24. december.

Også plads til andre prioriteringer
Budget 2025 giver også mulighed for kapacitetsopbygning, og uden at sætte konkrete beløb på her i salen i dag, vil vi fra konservativ side arbejde på at først og fremmest høreområdet bliver tilgodeset og i slipstrømmen heraf vil vi også arbejde på, at der tilflyder øgede midler til bekæmpelse af øjensygdomme – ikke mindst dem, der venter på behandling for grå stær. Vi tror ikke på, at corona-puklen er afviklet til nytår, så et par nye millioner vil nok kunne gøre underværker. Og så skal der også findes flere midler til psykiatri, og vi mener at penge er givet godt ud, hvis der kan afsættes penge til sociolance, som kan forebygge en del unødvendige indlæggelser i psykiatrien – de har nemlig mere end rigeligt at se til i forvejen. Og vi håber i øvrigt også, at der i næste års budget kan findes plads til et ydernummer eller to inden for den private psykiatri. Desværre ser det ikke ud til, at behovet er for nedadgående nu vi skriver 2024 – og det bliver det næppe heller i årene frem over.

Med henblik på afvikling af ventelister generelt er vi fra konservativ side pragmastiske. Vi er ikke modstandere af brugen af privathospitaler, men det skal gøres med kløgt, og når der er og kan ses dokumenterbare fordele. Hvis der er en bedre buisnesscase i at udvide vores egen kapacitet inden for egne vægge, ja så går vi selvfølgelig med en inhouse-løsning.

Fra konservativ side glæder vi os over, hvordan man hos hospitalsledelserne på alle regionens 5 eller 6 sygehuse arbejder stålsat og konstruktivt med at komme i mål med besparelser uden patientgener og overholde budgetterne. Der er væsentlig mere lys for enden af tunnelen, end det vi kunne fornemme i det brydsomme år 2023 – her var min personlige frygt, at vi aldrig kom i mål. Denne frygt er heldigvis gjort til skamme – ja man må faktisk sige, at vores syv hospitalsdirektører fejede frygten hen i en krog på sidste uges budgetkonference, og det var måske en af årsagerne til at stemningen var lidt løssluppen under aftenens pause i seminaret. Åget og presset var lige som taget lidt af skuldrene.

Der arbejdes også seriøst med besparelser i Regionens centrale forvaltning her på Skottenborg, men de kan også se mange anvendelsesmuligheder for de nye millioner, der pludselig glimter i horisonten. Regionsrådet blev på budgetseminaret præsenteret for et flot oplæg med mange optimeringer og forbedringer– heri blandt det med ændringer i personbefordringer til behandlinger på sygehuse og hos specialister. Vi konservative er skeptiske for at indtægtsføre alle foreslåede 21 mio. Vi tror man her skal bruge ”vælg klogt begrebet” selvom det normalt anvendes i andre sundhedssammenhænge. Vi tror på en besparelse på omkring det halve, og opfordrer til, at man her vil behandler patienterne lidt forskelligt for at behandle dem ens. Der er forskel på om man bor på Trøjborg eller i Bækmarksbro, og det skal vi forstå at kunne sætte et regelsæt op for, som kan håndteres, og som tager hensyn til de borgere, der har valgt at blive boende i landdistrikterne som vi af forskellige årsager har valgt skulle have længere til sygehuse og specialister – så kan det ikke nytte noget, at vi også forringer, deres transport og befordringsmuligheder.
Og i samme moment, vil vi også her i de kommende budgetrunder undersøge, om der kan findes lidt flere midler til indsatser og sundhedshuse på Djursland. Selv bare en enkelt million vil kunne batte meget her. Eller som man siger – lille årsag – stor virkning.

Venlig hilsen

B. Bo Jensen

Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem ad Forretningsudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget

Det der startede som en “vildmand” for tre år siden, bliver nu en faktuel realitet. Nemlig at man kan uddanne sig som læge i Herning. Ganske vist først fra 2029, kun den sidste halvdel af studiet og primært rettet mod medicinstuderende, der vil have deres uddannede arbejdsliv som praktiserende læger. Men ikke desto mindre er det et stort skridt frem i den rigtige retning, hvis man ikke i fremtiden skal frygte at blive syg, hvis man bor eller bare opholder sig i Midt- og Vestjylland.
En større og større del af behandlingerne kommer i fremtiden til at foregå ude hos netop de praktiserende læger, hvis antal af den grund skal øges fra 3.500 til 5.000 inden for en kortere årrække. Og skal vi lykkes med dette, er uddannelse af nye unge praktiserende læger i vores område en nødvendighed. Ikke mindst fordi det i vores område er et problem, at få generationsskiftet selv gode veldrevne private praksisser – ikke kun i yderområderne men selv i en stor by som Herning.
Derfor er jeg kiste glad og pave stolt over, at mit opråb er blevet hørt og bakket op fra alle ender og kanter. Og dette til trods for, at jeg for nu tre år siden fik skudt i skoene, at valgløfter som disse kun blev luftet af fantaster, der aldrig selv havde haft en fod inden for hverken universitet, sundhedsvæsen eller politik.
Og sådan noget skal man jo ikke sige til mig – det trigger kun min kampgejst til at arbejde for noget, der emmer af sund fornuft og retfærdighed.

Massiv opbakning

Først fik jeg medløb af min partifælle Dina Raabjerg op til Folketingsvalget i 2022. Dernæst mødte vi stor interesse og imødekommenhed fra dekan og prodekan fra det medicinske fakultet på universitetet i Aarhus, som gik ud og fik blotlagt behovet på faktuelle data.
Dernæst lykkedes det at sikre den nødvendige regionale opbakning. Fra aller øverste politiske og administrative ledelse.
Det blev i efteråret forplantet til Region Midtjyllands budget for 2024, og i forbindelse med den endelige sagsbehandling i Regionsrådssalen her i juni, var det samtlige 41 medlemmer repræsenterende alle 10 partier, der bakkede op – ikke kun ved ar stemme for bevillingen af de løbende 4,2 millioner, men også med en række anprisende bemærkninger, som min nu desværre afdøde mor ville være blevet stolt over, hvis hun har siddet og lyttet med.
En sejr har mange fædre og et nederlag meget få mødre – eller er det omvendt? Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke alle der gennem flere år har spillet aktivt ind i denne her proces.

Herning som uddannelsesmetropol

Det gælder også folk i Gødstrup og på NIDO og politikere og topembedsmænd i Herning Kommune, som stålsat arbejder på Herning som uddannelsesby for nordvest-Danmark – også på sundhedsområdet.
Inden for en overskuelig fremtid kan man ane konturerne af en lille håndfuld af nye sundhedsuddannelser i hedens hovedstad, og de vil sammen med NIDO kunne give mærkbare synergier. Og så vil det sammen med byens øvrige videregående uddannelser -bl. a. de tre kandidatuddannelser i Birk gøre, at man ved besøg i Herning fornemmer et synligt uddannelses- og studiemiljø på samme måde som det kan opleves i Aarhus, Freiburg eller Lund og Uppsala i Sverige.
Så bliver det et attraktivt sted som trækker endnu flere studerende til. Og man kunne jo så sent som i sidste uge konstatere, at de unge gerne vil uddanne sig til læger uden for de traditionelle universitetsbyer. Det blev dokumenteret i Køge, hvor man også startede “kun” med anden del. Fra 1. september i år har Københavns Universitet i samarbejde med Region Sjælland oprettet et fuldt seks årigt studieforløb, og der har været markant overtegnet af ansøgere på både kvote 1 og 2.
I Herning er der åbnet op for, at der kan iværksættes et pilotprojekt, så vi kan komme igang lidt før 2029.
Fra regionens og Herning Kommunens side gøres der alt for, at spille bedst muligt sammen med Aarhus Universitet, så vi er en dynamisk og agil samarbejdspartner, og der er mange gode kræfter, der allerede her i sensommeren er i arbejdstøjet for at være en positiv proceskatalysator.

Med ønsket om en god sommer og lidt bedre vejr

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland
Gruppeformand for Liste C
Medlem af Hospitalsudvalget
Medlem af Udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg

Så kom den. Offentliggørelsen af den nedsatte sundhedsstrukturkommisions 650 siders gedigne rapport om, hvordan det fremtidige danske sundhedsvæsen skal styres, organiseres og indrettes.
Rapporten som har været 15 måneder under tilberedelse er udarbejdet af tre vise kvinder og seks slige mænd med direktøren for Kræftens Bekæmpelse og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker i spidsen som formand. Og rapporten var også indhold til mange givende debatter på den netop veloverståede demokratifestival på Bornholm- officielt betegnet som Folkemødet, som igen i år levede op til sit navn og sine intentioner, og som gør en både glad ved og stolt over at være dansker.
Kommissionen lægger op til tre organisationsmodeller, og herud over seks generelle indsatser som anbefales iværksat uanset, hvilken model regering og Folketinget måtte beslutte sig for at vedtage hen over efteråret.
Og hvis vi starter med de seks indsatser mener jeg stort set de alle eller i hvert fald de fem er ramt lige i bulls eye, hvis vi de næste 5-10-20 år skal kunne klare serviceringen af et stadigt stigende antal ældre, der jo i kraft af deres gulnede dåbsattest alt andet lige kommer til at kræve mere behandling, end det vi løser i dag.
Udviklingen kræver, at mere af plejen skal foregå i private hjem og ude hos de praktiserende læger, hvis antal skal sættes op fra 3.500 til 5.000 over en så kort en periode som muligt. Samtidig skal hverken praktiserende læger eller speciallæger have mulighed for at klumpe sig sammen i de fire store universitetsbyer. De skal ud til folket i de egne af landet, hvor patienterne bor og kræver behandling, og derfor er jeg glad ved, at vi fra konservativ side har været forud for vores tid, og lykkedes med at få Regionsråd og Medicinsk Fakultet på universitetet i Aarhus med på, at vi fra næste års studiestart har et pilotprojekt kørende med de første 2. dels studerende i almen medicin i Herning/Gødstrup, som fra 2028 vil kunne tage ud og praktisere i Midt- og Vestjylland. Personligt havde jeg håbet på, at det kunne være gået lidt stærkere, men nu er der hul igennem, og så må vi jo se om det kan accelereres – ikke mindst efter Strukturkommissionens klare udmelding om det gigantiske behov.
Kommissionen anfører også vigtigheden i sammenhængen mellem primærsektoren i det nære sundhedsvæsen og hospitalerne.
Dette vil kræve en voldsom opgradering på IT-siden hos såvel det offentlige sundhedsvæsen, hos kommunerne og hos de praktiserende læger, som frem over skal til at udveksle data i et IT-system, der taler sammen. Det lyder som simpel logik for burhøns, der burde have været indført for mange år siden. Men her minder vi desværre for meget om det vilde vesten. Og det kan ikke blive ved med at gå.
Det med at dele data og journaler med det offentlige bliver en kamel, der skal sluges af PLO, men jeg har nu altså altid betragtet det som rimeligt, at dem der betaler for musiken også er dem, der bestemmer, hvad der skal spilles. Og når vi besøger egen læge ryger regningen jo netop videre direkte til regionen, og så må det også være rimeligt, at sygehusvæsenet – med patientens godkendelse – ved modtagelse har let ved at tilgå og afkode den aktuelle helbredsmæssige status.
Det med at ældre mennesker sat over for personale i hvide kitler og med fine titler skal kunne huske, hvilken medicin de har indtaget for hvad og hvor længe og i hvilke mængder – det skal altså være slut. Vi kan ikke forlange at vore ældre medborgere eller for den sags skyld deres pårørende, skal være vandrende patientjournaler. Det hører ikke hjemme i et oplyst og IT-udviklet samfund, hvor vi nu også skal have inddraget kunstig intelligens.

De tre modeller

Rent organisatoriske lægger sundhedsstrukturkommisionenn som nævnt tre modeller frem i uprioriteret rækkefølge.
Model 1 er en model, hvor man udvider fra 5 regioner til 8-10 sundhedsregioner. Lidt en mellemting mellem de 14 gamle amter og sundhedsklyngesystemet, som har været under indførelse uden held i et par år. Denne model baseres også på demokratisk valgte råd, og skulle så overtage den del af ældreplejen fra kommunerne, der finder sted i vakummet mellem hospitalsindlæggelse og overgang til aflastning, plejebolig eller eget hjem.
Model 2 er en overordnet statsstyring fra København, hvor sundhedsministeren uden nogen demokratisk proces nedsætter en professionel bestyrelse, som sammen med sygehusdirektioner skal forstå ledelse af de enkelte sygehuse. Den såkaldte Lars Løkke-model.
Den tredje og sidste model er en bevarelse af den nuværende regionsstruktur, hvor der nævnes 3-5 regioner, og hvor regionerne overtager lidt færre af de opgaver fra kommunerne, som er skitseret i model 1.
Jeg må helt klart sige, at jeg er tilhænger af model 3 tilsat de først nævnte fem-seks indsatser. Vi har i dag et af verdens aller bedste sundhedsvæsener, og når vi får de sidste kvalitetsfondsprojekter i Aalborg, Odense, Køge og Hillerød gjort færdige mener jeg virkelig, der er lys for enden af tunnellen – også selvom vi bliver flere ældre. Den nuværende reform er 16-17 år gammel og dårligt nok implementeret. Forgængeren fik mere end 35 år på bagen.
Uanset om man vælger model 1, 2 eller man i model 3 ændrer fra fem til tre eller fire regioner, vil det afstedkomme gigantiske transaktionsomkostninger, hvis ikke man gør det klogt vel at mærke. Vi taler milliarder – mange milliarder – som jeg hellere vil bruge på sundhed og forkortelse af ventelister i både psykiatri og somatik. Ved en paladsrevolution kan man frygte forsinkelser, handlingslammelse og forøgelse af ventelisterne, og det var jo ikke lige frem det, der var intentionen.

Er der glemt noget?

Det eneste jeg savner belyst i rapporten er, hvad der skal ske med de ikke uvigtige ting regionerne løser inden for bl.a. forureningsbekæmpelse, råstofudvinding, undervisning, planlægning af kollektiv trafik og ikke mindst specialfunktioner indenfor det sociale område, hvor halvdelens af landets 98 kommuner slet ikke er store nok til at påtage sig opgaven. Jeg ved godt at disse områder ligger uden for kommisoriet for en sundhedsstrukturkommision, men nogen skal jo passende tage sig af det. Nedlægges den nuværende struktur vil ca. 500 årsværk blive flyttet fra Aalborg, Viborg, Vejle og Sorø til København og Aarhus. Og det viser al erfaring, at det ikke bliver bedre og mere nærværende af.
Forureningsbekæmpelse og miljøgodkendelser og tilsyn vil ligge rigtig godt i uvildige regionale fora’er hverken for langt fra eller for tæt på. Det vi har set i Randers de sidste seks måneder viser med al tydelighed, at sådan en sag ikke skal håndteres super lokalt. Og når landets 7. største kommune ikke har ressourcer og kapacitet til det, hvordan skal en lille kommune med 20.000 eller en ø-kommune så kunne håndtere det?

Der bliver virkelig noget at se til på tinge til efteråret, og efter en høringsfase her hen over sommeferien, tror jeg næppe at de 179 medlemmer af den lovgivende forsamling kan vente med at trække i arbejdstøjet til den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget jo har tradition for at møde ind til en ny sæson. Der skal nemlig turbo på, hvis alt skal være klappet og klart til valghandlingen, der jo skal foregå i slutningen af november næste år.
Drt bliver både en spændende og travl tid.

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen

Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Hospitalsudvalget
Medlem af Udvalg for bæredygtighed, teknologi & anlæg

Jeg var ved at få eftermiddagskaffen galt i halsen, da jeg i onsdags i en stort opsat artikel på side 2 i Midtjyllands Avis, kunne læse Brian Holsts artikel om, hvordan verden i følge tillidsrepræsentant Britt Foged, er ved at bryde sammen for 13 sygeplejersker på medicinsk afdeling på sygehuset i Silkeborg, fordi de nu om et lille halvt års tid skal til at beklæde weekendvagt på regionshospitalet i Viborg hver sjette weekend.
Helt ærligt: Jeg kan næsten ikke være i det mere.
Tænk på sygeplejerskerne på de gamle sygehuse i Skive og Holstebro som nu HVER arbejdsdag – sommer og vinter – nat og dag – skal tilbagelægge en endnu større afstand til Viborg og Gødstrup, fordi deres gamle sygehuse lukkede. Eller slagteriarbejdere fra Sæby, som skulle flytte til Herning, for at bevare deres job, da Danish Crown lukkede nord på. Man kan da glædes over, at de medicinske sygeplejersker i Silkeborg ikke havde hyre ved den danske handelsflåde i 1940 – her kom “søens folk” nemlig først hjem mere end fem år senere….
Det er en stor gang klynkeri med klynk på, og et resultat af, at der nu er kommet en ny generation ud på arbejdsmarkedet. Det er dem, som først blev sat på cyklen til skole, da de begyndte at gå til præst. Og blev opdraget med, at problemer, besværligheder og en tue på vejen altid var samfundets eller de andres skyld og altid blev pakket ind i vat og silke.

Man tager en for holdet

Når der flyttes patienter fra Silkeborg til Viborg, er det jo en logisk konsekvens, at sygeplejerskerne også tager sin del af slæbet på denne matrikel, så deres kollegasygeplejersker i Viborg ikke skal belastes med yderligere vagtbyrder. Det hedder at tage “en for holdet” i solidaritetens tjeneste – på samme måde som visse læger fra Silkeborg frivilligt har meldt sig til vagter i Viborg. Det er eksemplarisk og fortjener anprisning.
Det er Folketinget og regeringen i 0’erne med Lars Løkke som sundhedsminister, der skal have skylden eller æren for den nuværende sygehusstruktur og kræftpakker med videre. Det er hverken direktionen i Region Midtjylland, Anders Kühnau eller os menige medlemmer af det nuværende regionsråd, der skal æres eller skoses for dette.
Vi er sat til at drive sundhedspraktik i et set up med større enheder og med en begrænset økonomi. Og der tager vi de stordriftsfordele, som kan høstes samtidig med, at vi gør en faktisk temmelig stor indsats og udviser kreativitet, for at bevare så mange arbejdspladser og så høj en (om end lidt anderledes) aktivitet på bakken i Silkeborg som over hovedet muligt.
Men det kræver altså også, at personalet – fra overlæger til serviceassistenter- tager jahatten på, og begynder at spille med i stedet for at agere en forsmået Rasmine Modsat fordi der kræves små omlægninger af en rutine i arbejds- og familieliv. Og det ser vi heldigvis også på flere afdelinger, men dette bliver sjældent nævnt.

Idékatalog til fri afbenyttelse

Derfor dette lille lavpraktiske løsningsidé-katalog til de 13 sygeplejersker, så deres verden ikke styrter i grus og medfører sygemelding eller opsigelse. Vi vil nemlig rigtig gerne beholde jer:
1. Sig til partneren, at han eller hun kan cykle hver 6. weekend – her er bilen din!
2. Lav samkørsel med en kollega med samme mødetid.
3. Indkvarter dig på Airbnb med en overnatning eller to hver 6. uge – Viborg er faktisk en hyggelig by.
4. Seks kolleger kunne gå sammen om køb af en lille god brugt bil, som kunne disponeres af den, der havde vagten. Der er grænser for, hvad det kan løbe op i divideret med seks, og i vil jo få befordringsgodtgørelse.
5. Der kører stadig rutebiler på den 35 km korte strækning. De er blå nu om stunder. Der er regel god plads, og de vil kunne benyttes ved mange vagter. Transporttid ifølge Rejseplan Danmark: 55 minutter.
Vi skal have alle til at byde ind i kollektivet, hvis vi skal have ventelisterne kortet af og lykkes med at behandle de ældre, som der jo heldigvis bliver flere af, idet den gennemsnitlige levetid jo stiger. Prøv at se på hvor flot Silkeborg IF’s fodboldspillere gjorde det i Parken Kr. Himmelfartsdag. Kent Nielsen formåede at få sine spillere til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Og så blev det et udkomme som silkeborgensere kunne være stolte af, og dette skal også fortsat være tilfældet med det lokale og værdsætte sygehus.
Jeg ved godt, at mit synspunkt ikke er populært i visse kredse i, men nogen skal turde sige det. Der bliver alligevel næppe rejst nogen buste af mig ved siden af Drewsen på Torvet i Silkeborg. Men mindre kan også gøre det: F. eks at der fortsat knejser en vidensarbejdsplads med cirka 825 stillinger på den mest synlige tomte i Søhøjlandets hovedstad.

Det er en spændende tid at arbejde med regionale opgaver og udfordringer.
Hvordan skal fremtidens danske sundhedsstruktur organiseres?
Vi venter jo spændt på den nedsatte Sundhedsstrukturkommission afrapportering, som forventes at komme midt i juni. Efter EU-afstemningen den 9. juni og før Folkemødet den 13. juni. Så den 11. eller 12. juni er nok et kvalificeret gæt.
205 danske regionsrådsmedlemmer har netop været til det årlige topmøde i Aarhus to dage i sidste uge. Der er ikke så meget mediebevågenhed af denne begivenhed, som af KL-møderne i Aalborg. Om det er fordi vi går tidligere i seng, eller det er fordi regionernes opgaver ikke optager befolkningen lige så meget som de helt nære ting, skal jeg være usagt. Men blot konstatere, at der var store og vigtige ting på agendaen – begge dage, som konferencen varede.

Vi var i fornemt selskab med hele den politiske partitop fra Christiansborg med statsministeren i spidsen. Troels Lund Poulsen og Lars Løkke var der også, og de var med i en stor paneldebat sammen med både finansminister Nicolai Wammen, og vores egen nye leder Mona Juul, som funklede ved seancen og overbeviste forsamlingen om, at hun også er skarp på sundhedspolitik og ikke kun på erhverv- og klima-området, som hun ellers er blevet skudt i skoene af visse kommentatorer.
Der var også andre store og vigtige navne med i Aarhus:_
Sundhedsminister Sofie Løhde, direktør i Vive, professor Jacob Kjelberg, der er medlem af strukturkommissionen
og ikke mindst dennes formand Jesper Fisker, der er direktør i Kræftens Bekæmpelse, og inden da var Søren Brostrøms forgænger som øverste mand i Sundhedsstyrelsen.
Jeg havde tilfældigvis fornøjelsen af at spise morgenmad med Jesper Fisker, og ikke en gang på intim tomandshånd var det muligt, at lokke noget som helst ud af ham – ud over at de kommer med mellem 2 og 5 løsningsmodeller.

Vi er udfordrede i regionerne

Vi er udfordrede i regionenerne. Det er det, man hører alle steder fra – og ikke kun i Region Midtjylland.
De primære årsager til at pengene er svære at få til at strække er, at der bliver stadig flere ældre, som over et langt liv når at få opsamlet flere dårligdomme. Det presser systemet helt vildt. Samtidig har vi problemet med tilskudsmedicin – først og fremmest Ozempic, som er Novos fantompræparat, der virker på både fedme og diabetis, og som er blevet udskrevet i alt for stort omfang. Både til patienter som kan nøjes med noget, der koster en fjerdedel, og så nogle brodne kar, som laver direkte svindel og sælger kanylerne på både det grå og det sorte markeder. Og så er der jo alle dem, der i et forsøg på evig ungdom og spændstighed er gået med på den selvbetalte Wigony-bølge. Det er alle os, der uden synderlig effekt har været på slankekur siden vi gik til præst. Der er kommet noget her, der virker, og vi betaler den jo selv, vil mange anføre. Det man bare glemmer, er at det skal ordineres af en læge, og følges op med kontroller og vejninger af læger og sygeplejersker, og selvom det ikke koster patienten noget, så ryger der altså en regning afsted til Regionskontorerne, efter hvert eneste besøg, som måske kun tager 7 minutter. Og merudgifterne til forøget lægebesøg og tilskudsmedicin i det hele taget steg fra 2023 til 2024 med mere en 200 mio. og det er altså broderparten af den kvarte mia. vi i Regions Midtjylland stod overfor at skulle spare, og som vi ikke havde nogen Kina-mands indflydelse på.
Der spares alle vide vegne på det regionale set. Også på sygehusene, og derfor er det vildt glædeligt, at man til stadighed hører om mega stor patienttilfredshed.
I den forgangne uge, hørte jeg sågar om en person, der havde fået så god behandling, at han havde besluttet sig til, at sende en buket blomster og en flaske bobler hjem på privatadressen til en halv snes ansatte, læger, sygeplejersker og Sosu-assistenter, som kvittering for en fuldstændig overdådig behandling han havde fået på ortopædkirugisk afdeling i Gødstrup. Og fra en partikollega, der desværre er ramt af kræft og er i et positivt forhandlingsforløb i både Viborg, Gødstrup og Skejby: Hun vil i weekenden sende en skrivelse til vores politiske ordfører Mette Abildgaard om, at det altså ikke er helt så galt fat, som hun gav udtryk for i kommentar til rigsrevisionens rapport i mandags om kræftbehandling i Danmark.
Patienttilfredsheden stiger kvartal for kvartal også Gødstrup, og når man hører fra folk på sin vej, er det mere end 95-5 i positiv retning – for halvandet år siden var nærmest halvdelen galt. Og det samme med Skejby – så det er heldigvis ikke kun i Silkeborg vi har glade og tilfredse patienter.
Det gælder også på akutafdelingerne, selv efter den nye vagtlægeordning – Vagtlægens Natberedskab – er trådt i kraft. Jeg var bekymret og skeptisk over en nattevagtordning uden læger på hjul, men paramedicinerne, ambulancereddere og specialuddannede sygeplejersker har gjort det fantastisk, siden de overtog opgaven fra de mørkerædde privatpraktiserende læger den 1. marts. Min frygt og skepsis er ganske enkelt blevet gjort til skamme, og det har vel at mærket ikke som frygtet betydet øget pres på hospitalernes akutafdelinger, som jo allerede inden den nye ordning trådte i kraft havde rigeligt at lave.

Bevar og juster strukturen

Personligt tror jeg, det vil være bedst for det danske sundhedsvæsen, at vi fortsætter med regionsstrukturen a la den vi har i dag – selvfølgelig med en justering og med en centralisering af nogle funktioner.
Vi skal have ens IT-system og digital journalføring i alle regioner uanset om, der ender med 4,5 eller 6. Vi kan ikke byde vores borgere – specielt de ældre, at de selv skal være omvandrende patientjournaler. Der skal en ensretning til, og hvis det stod til mig personligt, skulle der også gerne være adgang til journalerne hos de praktiserende læger.
Flere ting kan centraliseredes og effektiviseres – vi behøver ikke sidde fem steder i Danmark at forhandle vagtlægeoverenskomst med PLO, og der kunne måske med fordel laves et landsdækkende taskforce-hold med speciale i store byggerier, så man ikke har utrænede folk til at sidde rundt i regioner og på sygehuse til at styre milliardbyggeprojekter. Det kan de ganske enkelt ikke have tilstrækkelig ekspertice og erfaring i.
Efter sidste uges topmøde er jeg noget mere optimistisk for regionernes muligheder for at fortsætte.
Specielt efter at have hørt Christiansborg-politikernes paneldebat og reaktion på vores formand Anders Kühnaus beretning på vegne af hele bestyrelsen for Danske Regioner.
Det var positivt at overvære. Selv Lars Løkke har lige som stukket sin pibe ind i sin klapjagt på regionerne og det er lidt vigtigt, da jeg sidder inde med en opfattelse af, at han i et vidt omfang spiller Mester Jackel med både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen. Han er jo en demagog og han har to hænder..
Nu må vi vente til 11. – 12. juni. Det er jo trods alt Folketinget og ikke strukturkommisionen, der skal træffe den endelige afgørelse. Sagen kommer i høring hen over sommerferien og skal derefter politisk 1. 2. og 3. behandling i løbet af efteråret og kan næppe være afsluttet før til oktober november – altså kun et år før et evt. valg. Der bliver godt nok travlt ovre i departementerne, hvis det her kan nås, uden at man samtidig skylder verdens bedste sundhedssystem ud med badevandet. Jeg håber godt nok, de når at tænke sig om.

Er vi klar til en ny komunalreform?

Nedlægges regionerne vil det implicit kræve en kommunalreform. Anderledes kan jeg ikke se det.
Halvdelen af landets 98 kommuner vil ikke være i stand til at stå med opgaverne selv.
Kommuner som Struer, Lemvig, Odder, Nord- og Syddjurs, og selv os i Ikast-Brande med 42.500 som sammen med Vejen er de danske mediankommuner, vil ikke kunne løse de mange opgaver – ikke kun inden for sundhed men også indenfor miljø, forurening, råstofudvinding, infrastruktur og på specialområdet.
Så Jakob Lund Poulsen og Mette Frederiksen skal lige har fortalt, halvdelen af deres cirka 80 borgmestre, at de skal ud og se sig om efter et nyt job, inden de eventuelt nedlægger regionerne.
Det er en nødvendighed, hvis der skal være ordentlighed i processen, og det ligger af en eller anden årsag ikke i kommissoriet at nævne reduktion i antallet af kommuner i Danmark.

Er blevet valgt som gruppeformand

Vores gruppeformand i den konservative regionsrådsgruppe gennem den første tid, Stine Damborg, går benhårdt efter at få borgmesterposten i Viborg tilbage på konservative hænder efter næste valg. Og således ikke bare blive Ulrik Wilbeks efterfølger men også den gamle hovedstads første kvindelige borgmester. Det vil være stort, og for at forberede sig bedst muligt på opgaven og for at nå målet, er hun nu indtrådt i rollen som gruppeformand for konservative i Viborg Byråd. Og derfor har hun med enstemmig opbakning fra de fire øvrige bedt mig om at tage over på gruppeformandsposten i regionsrådsgruppen, og det har jeg takket ja til. Efter 2 1/4 år med en stejl læringskurve inden for parlamentarisme og sundhedsvæsen ved de jo, hvad de får, og hvad de går ind til. Jeg er stadig ny i klassen og går ydmygt til arbejdet, og har heldigvis 43 års ledelsesmæssig erfaring som ballast, og den har jeg tænkt mig at drage nytte af i det arbejde, der ligger foran. Både i samarbejdet med de øvrige partier og embedsværket i regionsrådet, men så sandelig også i vores godt samarbejdende gruppe, der supplerer hinanden forbilledligt og frem for alt vil hinanden. Det er vigtigt, når man som os gerne vil være borgerlige stemmer, der både arbejder og skaber resultater.

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C

Efter en lang hvid og grå vinter blev det endeligt forår – og ikke kun ifølge almanakken. Et ophold uden for viser, at Vor Herre har taget det alvorligt. Man kan allerede høre fuglene synge både morgen og aften, og det er den gode tid vi har foran os: To somre og en vinter, som en gammel bekendt engang belærte mig om.

I Regionsrådet har vi haft de to første møder i 2024 og i forbindelse med februarmødet i onsdags fik vi forelagt budgetopfølgning for 2023, som er en forløber for den endelige årsopgørelse som ligger færdig til april. Men tallene var særdeles glædelige, og beviste at de opbremsninger regionsråd og direktion lavede hen over 2. halvår af 2023 både var nødvendige og havde sin effekt, så vi undgik et underskud på mere end 200 mio. kroner.
Økonomien var andet punkt på dagsordenen, og jeg var på med dette indlæg på vegne af den konservative gruppe:

Sagt i regionsrådssalen
Fra konservativ side tager vi også budgetopfølgningen til positiv efterretning. Et underskud på en lille dusin millioner betragter vi som et nulresultat i en forretning med en aktivitet på mere end 33 milliarder.
Det er et underskud på lidt under en halv promille, hvis ellers jeg har rigtigt styr på nulllerne, og det lever vi med. Modsat visse opinionsdannere, her i blandt dele af pressen og et tidligere regionsrådsmeldlem, der nærmest er kede af, at vi imod alle odds i efteråret nåede hjem med et regnskab i balance. Vi oplever nærmest injurierende påstande om, at vores øverste forvaltning laver manipulation med både regionsråd og befolkning.
Tallene viser med al ønskelig tydelighed, at den opbremsning, vi foretog i efteråret var nødvendig – og det samme med det sparekatalog vi desværre måtte vedtage lige før jul. Ellers var vi havnet nede i afgrunden, og det kan vi som en ansvarlig region, der ellers har haft tradition for orden i det økonomiske penalhus, ikke lægge navn til.
Budgetkonference 0, som vi havde i mandags, betryggede os i, at der virkelig arbejdes seriøst med tingende af dygtige hospitalsledelser rundt om på matriklerne. De gør alt, hvad de kan for at overholde stramme budgetter, og frygten efter i mandags er faktisk om udviklingen på vores to supersygehusflagskibe bliver begrænset for meget.
Budgetopfølgningen for 2023 viser også, at vore lagre nu er kørt helt i bund – det kan man mig bekendt kun gøre en gang, og det med udskydelse af bygningsvedligeholdelse er jo som alle ved at tisse i bukserne – bare se på forsvarets bygningsmasse på kasserne med skimmelsvamp, sølvfisk og vinduer der er ved at falde ud – der skal vi ikke hen med vores sygehuse og andre institutioner.
Grundet bl. a. fortsat uharmoniske udgifter til tilskudsmedicin og lægeforbrug bliver vi også pressede i 2024, og den flotte 2023-redning på målstregen skal ikke bruges til at argumentere for, at det vi har gjort for 2024 er forkert.
Vi skoser ikke vores koncernledelse – vi roser den og siger tak fordi de råbte vagt i gevær og havde – undskyld udtrykket – mod nok til at tage grimme ladegreb røv nok i bukserne til at gennemføre de nødvendige beslutninger og besparelser.

Du kan roligt blive syg i nat
Og så er det jo i aften kl. 23, at den nye lægevagtsnatteordning træder i kraft. De praktiserende læger vil ikke længere køre lægevagt om natten, og derfor er denne vigtige sundhedsfunktion fra 23.00 om aftenen til kl. 08.00 om morgenen både hverdag og weekend nu lagt i Region Midtjyllands egne hænder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra konservativ side helst havde set den velkendte og gennemprøvede ordning fortsætte. Med den praktiserende læge kørende rundt på landevejene i nattens mulm og mørke som i doktor Hansens tid. Men når nutidens læger foretrækker, at indrette deres liv og deres forretning på en anden måde, er vi er fra regionens side nødt til at være agile og indrette os derefter.
Lægevagtens Natberedskab hedder det nu – med hovedsæde på Olof Palmes Allè i Aarhus, som det meste af regionsrådet havde fornøjelsen af at besøge i tirsdags. Og jeg må sige, at det gav ro i sindet. Man har på det såkaldte præhospital brugt de sidste tre kvartaler på, at opbygge et kompetent korps af nyansatte læger, sygeplejersker, paramedicinere og efteruddannede ambulancebehandlere til at køre ud i de gule specialindrettede Mercedes’er med alt muligt avanceret udstyr og medikamenter. Og de vil til enhver tid kunne blive supporteret af en uddannet læge inden for almen medicin, som sidder i callcentret med både telefon og videokontakt. Og som noget nyt, vil der nu også være bemandet med et vagtcenter med uddannede læger i Gødstrup, hvilket er en ændring i forhold til tidligere, hvor hele natte-koordineringen er foregået fra Aarhus.
Både jeg og mine øvrige kolleger i regionsrådet blev i den grad beroliget og betrygget. Man kan stadig blive betjent ved akut opstået sygdom om natten, og som noget nyt har lægen i callcentret direkte adgang til patientens journal, så indsatser bliver taget på mere oplyste grundlag. Så man har som borger ingen ting at frygte – og lægevagtsnummeret er fremdeles det samme 70 11 31 31. Og jeg kan forsikre, at det nye korps består af de bedste og mest dedikerede og motiverede medarbejdere, der tager betragter deres arbejde som et kald. Det var i hvert fald det indtryk, vi blev efterladt med i tirsdags.
Men er der sket ulykker eller andre alarmerende ting, skal man selvfølgelig stadig trykke 112 – det er der ikke lavet om på, og det er vigtigt at slå fast – også selvom der er sket nogle justeringer på akutlægebilsområdet.

Et spændende forår
Det bliver en god og spændende tid, vi går i møde. Den 22. april – på min yngste datters 26 års fødselsdag – kommer Strukturkommission med deres oplæg på nogle modeller for, hvordan fremtidens danske sundhedssystem kan se ud. Om det munder ud i, at Folketinget til efteråret beslutter at ændre ved den nuværende regionsstruktur skal jeg lade være usagt, men jeg vil advare mod at lave noget relativt velfungerende om til noget nyt og uprøvet. Danmark er stadig det land i verden, hvor jeg vil være mindst ked af at blive syg. Og det gælder også i Region Midtjylland. Som hospitalsudvalgsmedlem bliver man næsten dagligt kontaktet af folk, der nærmest skamroser sygehusene i bl. a. Skejby, Gødstrup og Silkeborg og så sent som her i dag er Aarhus Universitetshospital blevet udnævnt til Danmarks bedste hospital af det anerkendte fagblad Dagens Medicin. Hvor de dog fortjener det de mere end 10.000 ansatte på Danmarks største hospital, som gennem det sidste år har måttet lægge øre til en voldsom kritik af deres arbejdsplads. Rart at der også er nogen, der har en lidt mere nuanceret opfattelse end den der oftest kommer frem i medierne. Og det, der var galt på MTK-afdelingen, er der nu rettet op på. I hvert fald er vi nu nået op på, at 99,9% af alle patienter med mistanke om kræft kommer til udredning og behandling inden for de lovbestemte tider, så nu er også denne sten ryddet af vejen.

Og på den private front er det jo nu golfsæsonen går i gang. Jeg har kun været afsted to gange siden jul, og begge gange er gået forrygende, så jeg imødeser en meget stor golfsæson og håber på både titler, præmier og pokaler, selvom jeg så mange gange tidligere er blevet skuffet.
Og så går det jo helt forrygende med vores håndboldpiger fra Ikast Håndbold. Det går faktisk ufattelig godt, som Danmarks gennem tiderne bedste statsminister en gang kom til at udtale sig. I ligaen er det blevet til 11 sejre i træk, og dusinet kan blive fuldt, hvis vi undgår at dumme os i Bjerringbro på tirsdag. Og siden nytår er det blevet til 16 kampe i streg uden et eneste nederlag. 15 sejre og en enkelt uafgjort til trods for, at seks af kampene har været mod flere af verdens stærkeste klubhold i Champions League. I den grad respektaftvingende! Hvad kan det da ikke ende med her i dette forår?

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
-valgt på liste C

Inden julefreden for alvor sænker sig, vil jeg benytte lejligheden til at ønske glædelig jul og et godt nytår.

Det har været et hektisk år i regionsrådssammenhæng. Først med mave-tarm-sagen, og dernæst de voldsomme sparekrav vi herefter blev stillet overfor grundet uforudsete udefra kommende merudgifter til tilskudsmedicin og øget forbrug af alment praktiserende læger.

Dette har givet meget tumult – ikke mindst i Silkeborg, men jeg kan kun sige, at hvis ikke vi fra konservativ side havde valgt at være en del af forliget, ja så var det gået markant mere ud over hospitalet i midten. Men nu er jeg næst efter Ander Kühnau udskreget som den største skurk og syndebuk, og hvis der pludselig rejses en buste af mig i Silkeborg ved siden af Drewsen – ja så er det nok fordi, der er sket en fejl.

Jeg har i processen arbejdet alt hvad jeg har kunnet for, at der stadig står en stor vidensarbejdsplads i Silkeborg. Ikke et kommunehospital som i gamle dage, men en højt specialiseret institution. Og det har jeg det rigtig godt med – uanset hvad der bliver skudt mig i skoene i de daglige udgaver af Midtjyllands Avis og diverse sociale medier – for slet ikke at tale om direkte injurierende og truende personlige mails. Dem har jeg ganske enkelt valgt at sætte mig ud over.

Et nej havde været som et slag i luften
Tidligt i forløbet, da vi erfarede hvilken vej dette her ville gå, aftalte min partikollega Martin Jakobsen fra Silkeborg og jeg, at vi delte os op. Han ville stemme imod budget og sparekatalog, og jeg skulle gå med, og forsøge at påvirke tingene bedst muligt indefra.
Jeg kunne godt have fulgt Martin og de to andre frisatte løsgængere, men det ville have været et slag i luften til lige så lidt nytte, som da vi skrev nummerplader op som børn.
Jeg er gået ind i regionsrådsarbejdet for at være realpoitikker. Dette har givet mig en plads helt inde ved forhandlingsbordet. Og her har jeg/vi konservative bl.a. medvirket til følgende:

Konservative fingeraftryk
1) At der fortsat kunne være overnattende på ortopædkirurgisk afdeling i ugens første fire dage.
2) At NISA-afsnittet blev bevaret, hvilket betyder at ca. 40 arbejdspladser bevares
3) At anestesidøgnbemandingen bevares med de muligheder det giver for udvikling af den ortopædkirurgiske afdeling.
4) At akutlægebilen med udgangspunkt fra Kejlstrupvej bevares. Bl.a. takket være ekstra midler fra Christiansborg.
5) Vi arbejdede for, at Silkeborg Sygehus skulle være frihospital med egen ledelse. Dette ville imidlertid besværliggøre muligheden for Silkeborg som fortsat uddannelsesinstitution, hvorfor disse planer blev lagt i skuffen. Til gengæld arbejder vi nu fra konservativ side på, at gøre ortopædkirurgisk afdeling til friklinik med de fordele dette indebærer.
6) Vi havde fået igennem, at den nye specialtandplejeklinik, der skal bygges med ca. 35 arbejdspladser, skulle etableres i den nuværende medicinske afdeling i Silkeborg. Dette blev desværre forpurret – ikke mindst på grund af et håbløst martyrindlæg fra Ulrich Fredberg i Midtjyllands Avis.
Onsdag før jul blev det sidste Regionsrådsmøde i 2023 afholdt, og det var specielt det første punkt på dagsordenen – nemlig vedtagelse af et sparekatalog på 237 millioner kroner, der påkaldte sig mest opmærksomhed. En plan der bl. a. indebærer at 3 af regionens 10 lægeambulancer ændres til akutbiler med paramedicinere, en lang række administrative besparelser og sidst men ikke mindst lukning af 34 medicinske senge på Silkeborg Sygehus.

Specielt det sidste har haft megen mediemæssig bevågenhed i Søhøjlandet, og det var også årsagen til, at små 100 medlemmer af foreningen Støt Silkeborg Sygehus igen i går var mødt op i regionsrådssalen.

Men trods et sidste øjebliks ændringsforslag blev forligspartiernes sparekatalog vedtaget med 33 stemmer for og 7 imod.

Jeg var selv en del af den lange debat omkring det første af dagsordenens 47 punkter, og sagde bl. a. dette i mit indlæg:

Debatindlæg i regionsrådssalen
Det er vigtigt at huske på, at, når vi om lidt stemmer om Sparekataloget sker det på baggrund af en demokratisk proces.

Alle 41 medlemmer her i salen har gennem de sidste fem måneder brugt både døgnets lyse og mørke timer på at vurdere, hvordan vi bedst varetager og forvalter de midler der er stillet til rådighed på bedst mulig måde for alle regionens mere end 1,3 millioner borgere.

I et sådant forløb er det desværre en umulighed, at gøre alle tilfredse, men jeg vil gerne over for samtlige tilstedeværende her i dag præcisere, at ingen af de 34, der formentlig stemmer for dette sparekatalog synes det er særlig sjovt. Men en forbandet nødvendighed.

Men det har været en god demokratisk proces, hvor der på bagrund af analyser, debatmøder, læserbreve, ekspertudtalelser og høringssvar er blevet rettet ind og passet til, så godt som det har været muligt i en dialog mellem borgere, embedsværk, styrelser og os politikere.

Gennem debatten og lidt hjælp fra Christiansborg er det lykkedes bl. a. at bevare en akutlægebil i Silkeborg, tre akutbiler med paramedicinere i Ringkøbing, Lemvig og på Djursland og sidst men ikke mindst NISA-sengene med anestesidøgnbemanding i Silkeborg med de fordele dette i indebærer for den ortopædkirurgiske afdeling.

Det gør at vi også i 2024 og fremover står med en stor og vigtig institution med mere end 800 vidensarbejdspladser i Silkeborg.

Og når dagens beslutning har sat sig, er det mit og den konservative gruppes håb, at man vil kigge fremad og se på muligheder frem for umuligheder – ellers bliver det nemlig mere end svært at bevare Silkeborg Sygehus som den vigtige spiller i regionens sundhedsvæsen vi kender i dag – ganske vist i en tilrettet udgave. Og som den gode arbejdsplads ikke at forglemme. Og med en potentiel udvidelse og udvikling af de funktioner, som bevares på matriklen.

I et forløb som dette kan bølgerne gå højt, men med tid læges som bekendt også sår. Og somme tider sker der det, at når der lukkes en dør, så åbnes der ofte en eller flere nye.

Jeg vil advare interessegrupper og tidligere og nuværende ledende personer på sygehuset i Silkeborg mod at lægge sømmåtter ud på vejen fra Silkeborg til Viborg for den del af vores personale, der bliver bedt om at at flytte med de 35 km mod nord. Og det gælder både i forhold til læger, sygeplejersker og øvrigt personale – vi har brug for jer både nu og i fremtiden – det skal I vide. Men vi anerkender selvfølgelig, at stavnsbåndet blev ophævet i Danmark for mere end 235 år siden.

Det er mit og den konservatives gruppes håb, at julefreden og freden i de hele taget nu vil sænke sig over Midtjylland, og at vi så kan se fremad og tage plads på samme sider af bordet. Det har vi behov for.

Med venlig hilsen
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C

To måneder efter 2. behandling af Regions Midtjyllands budget for 2024 og efter gennemgang af ikke færre end 920 høringssvar på mere end 2.000 sider, og afholdelse af en lang række debat- og borgermøder over den ganske region lykkedes det onsdag aften på et budgetmøde i Skive, at nå frem til at forlig om Region Midtjyllands sparekatalog for 2024.

Syv partier står bag beslutningen om nødvendige besparelser på 237 millioner kroner, og det betyder, at budgettet for 2024 med al sandsynlighed bliver stemt igennem af minimum 34 af Regionsrådets 41 medlemmer, når vi mødes til årets sidste Regionsrådsmøde i Viborg den 20. december.

Siden det oprindelige forslag blev sendt i høring den 6. november, er der foretaget nogle væsentlig ændringer, som et resultat af den demokratiproces, der nu en gang er en del af et budgetforlig, og det med at politikere og embedsmænd ikke lytter til borgere og interessegrupper er i min optik modbevist med det forlig, der er landet.

Heldigvis blev vi lige før gong-gong’en lød hjulpet fra Christiansborg med 10 mio. i 2024 og 15 mio. i 2025 til nære sundhedsforanstaltninger. Og det betød, at vi næsten kunne få finansiering til at fastholde den vigtige 7. akutlægebil i Silkeborg og samtidig finde plads til yderligere tre akutbiler – nu bemandet med en paramedicinere – til Grenå, Ringkøbing og Lemvig. Dette giver glæde og ro – både i regionens næststørste kommune og i vandkantsområderne.

Og så lykkedes det at fastholde det højt specialiserede NISA-intensiv-afsnit i Silkeborg, som tager sig af den første genoptræning af svært hjerneskadede patienter. Det er et nichefelt med landsdelsfunktion som man har varetaget med gennem 15 år, og bevarelsen betyder, at der vil kunne opnås synergieffekter med anæstesilægerne, der også kan tage sig af overnattende patienter på afdelingen for planlagt kirurgi, når dette er påkrævet. Og som vil være en nødvendighed, når aktiviteten her skal øges i forbindelse med påtænkt hjemtagelse af operationer fra privathospitalerne.

Konkret vil det betyde, at der bevares i størrelsesordenen 40 stillinger i Silkeborg, og det indebærer, at den samlede reduktion på Aarhusbakken bliver nu ”kun” på ca. 100 stillinger i forhold til de 915 årsværk vi kender i dag.
Det er beklageligt, men det er det muliges kunst, som er foregået via en demokratisk proces og som vedtages af næsten 83% af regionens folkevalgte politikere.

Og hermed kan Silkeborg Sygehus fortsætte – ikke som det kommunehospital det var en gang – men som en specialiseret niche- og uddannelsesinstitution og stor vidensarbejdsplads lige midt i Silkeborg med mere end 800 årsværk. Men det kræver også, at vi igen kommer i samme båd og i en positiv dialog mellem ansatte på sygehuset, silkeborgensere, forvaltningen i Viborg og os politikere. Pælesidning bidrager som bekendt normalt ikke til bruttonationalproduktet, men den dialog, der er kørt, har været sund, og har også ført ændringer med sig. Men nu skal Silkeborg Sygehus snakkes op og ikke tales i graven med dommedagsprofetier. I så fald risikerer vi, at personalet bliver utrygge og siger op, lige som for få nye tør søge dertil. Så vil vi komme til at opleve en negativ spiral, hvor det bliver umuligt at fastholde det plansatte medarbejderantal og de ønskede speciale-områder, og så får vi først balladen: Med ingen sygehus i byen. Som de i øvrigt har oplevet i andre byer som Holstebro, Skive, Lemvig, Ringkøbing, Odder, Skanderborg, Lemvig og Tarm. Ganske vist ikke byer helt stå store som Silkeborg men med væsentlig større afstand til et supersygehus eller et regionshospital.

Jeg håber af al mit hjerte, at den del af det medicinske personale i Silkeborg, som bliver bedt om at flytte med til akuthospitalet i Viborg tager imod opfordringen, også selvom det indebærer besvær og forandringer. Somme tider skal der lukkes en dør for at der kan åbnes en ny eller to med de muligheder dette giver. Vi var i Regionsrådet tvunget til at finde store besparelser – og så tog vi fat i noget der battede – oven i købet efter Sundhedsstyrelsens anbefaling, al den stund de helst kun ser akutmedicinske sengepladser på sygehuse, der har akutfunktion.

Det var de store punkter i onsdagens spareforlig, og hertil kan nævnes, at de arbejdsmedicinske klinikker i Skive og Gødstrup får lov at fortsætte, ligesom der heller ikke reduceres i åbningstid og kapacitet på øjenafdelingen i Gødstrup.

Det har været en hård men også spændene og lærerig proces at sidde helt tæt på. Jeg er kommet i sundhedsmæssig og parlamentarisk voksenlære skal jeg hilse og sige, men ingen er som bekendt for gammel til både og lære og blive klogere, og ledighed kan jo som bekendt være roden til meget ondt.

Med venlig hilsen
Bo Jensen
Ikast
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C

Efter mere end et halvt år med larm, røg og støv kunne man i fredags om sider vinke farvel til de dygtige brolæggere og andre håndværkere, og indvie Ikasts nye og faceliftede Strøgcenter.
En festdag og en værdig markering af et flot resultat, som vi Ikast-boere og forhåbentlig rigtig mange gæster udefra kan komme til at glæde os over i rigtig mange år. Jeg kunne desværre ikke selv deltage i åbningsfestlighederne på grund af et andet arrangement, jeg havde bundet mig til for en måneds tid siden, men som medinitiativtager til projektet og som formand for udviklingsselskabet Ikast Bymidte i fire år, vil jeg gerne her rette min ros for slutresultatet.
Det blev en smuk svane, men den skulle som bekendt meget igennem, før vi kan glæde os over det endelige resultat. Og i den anledning vil jeg benytte anledningen til at rose kommunens borgmester Ib Lauritsen for, at han vendte rundt og undgik at være dumstædig, da han af Jens Poulsen blev opfordret til at ”gå endnu en runde” og give den ellers vedtagne sag en sidste overvejelse. Og for at han fik Hede Danmark til at gå med på det kompromisforslag, man nu er nået frem til. Og samtidig fik omgjort den vildfarelse udvalgsformanden havde fået mere end halvdelen af byrådet med på. Det er det, jeg forstår ved handlekraft af en mand, der er valgt til at stå i spidsen for at lede et fællesskab, som en kommune jo en gang er. Ud fra devisen om, at hvis man er på vej ud af en forkert vej, så skal man vende om. Og det var det, der skete i tilfældet her, hvor fornuften kom til at sejre.
Det renoverede center er blevet en æstetisk nydelse. PipInvests løsning med den flaskegrønne farve og de nye trælamel-lofter i de lave områder med den afstemte belysning får det til at emme af hygge og miljø. Og så skal vi jo ikke glemme at takke den lokale entreprenør for, at de med deres leverandørgave nu igen har muliggjort det at forrette sin nødtørft på et nyt og indbydende offentligt toilet indrettet i nummer 30, hvor der tidligere var systue.

Halleluja vor strid er endt, men der ligger stadig et stort arbejde forude. Nu har byrådet gjort, hvad de kunne for, at der kan komme tilstrømning af kunder og støvletramp i centret. Så er det op til butiksindehaverne at gøre sig attraktive både med vareudvalg og service, så man kan få kunder ind i butikkerne, og få dem til at handle.
Og så har vi som lokalbefolkning også en forpligtelse til at bakke op næste gang, der skal handles ind. Uanset om det er det daglige indkøb eller det drejer sig om mere langvarige forbrugsgoder. Græsplænen behøver nødvendigvis ikke at være grønnere i Aarhus eller Silkeborg end den er i Ikast.
Vi skal støtte op om vores lokale butikker og give dem gode konstruktive råd om ting, vi synes at mangle, og ting der kan gøres bedre. Det kan ikke nytte noget, at vi som det er set i landsbyerne, først begynder at savne den lokale købmand, den dag han ikke er der mere. Det fører en række ubehagelige konsekvenser med sig – både praktiske og økonomiske, og der skulle vi jo nødig komme ud i en by med mere end 17.000 indbyggere. For Ikast har nu meldt sig i slutspurten af udskilningsløbet om at komme blandt de halvt hundrede provinsbyer, der overlever i kampen om at blive et af fremtidens handelscentre i Danmark. Som i alle andre – også større byer end Ikast – er der stadig en snedkerhåndfuld af butikslokaler, der står ledige – dem skal vi gerne have fyldt op, så det bliver rigtigt forår og sommer – både i 2024 og årene derefter.

Med venlig hilsen
Bo Jensen
Tidligere formand for Ikast Bymidte

..som vi lever i. Sådan skrev salig Kim Larsen, som vi jo desværre mistede for nu fem år siden. Det samme kan man sige om de danske regioners økonomi.
I sidste måned 2. behandlede vi i Regionsrådet et stramt og nedskåret budget for det kommende år. og på oktobermødet i regionsrådssalen i onsdags gav 40 af 41 medlemmer koncerndirektionen mandat og opbakning til ibrugtagning af værktøjer, der kan være med til at gøre, at vi rent faktisk også kommer til at efterleve det stramme 24-budget.
Mest markant var vedtagelsen af det såkaldte “kvalificerede” ansættelsesstop for alle stillinger i regionen fra 25/10 og frem til 31. marts 2024. Og herudover markant tilbageholdenhed for de 30.000 medarbejderes deltagelse i kurser og konferencer i en periode frem til efter sommerferien næste år.
Det er hårdt, men vi kan ganske enkelt ikke bruge penge, vi ikke har, og ovenstående er en nødvendighed både drifts- og lige så vigtigt likviditetsmæssigt, selvom Rose Marie Mollerup fra psykiatrilisten har svært ved at forstå nødvendigheden. Hvis der er en trøst for hende kan jeg sige, at det gør lige så ondt på vi 40 andre, men sådan er realpolitik.

Inden behandlingen af dette emne, var første punkt på dagsordenen budgetopfølgning for perioden januar til august 2023, og her så vi med al ønskelig tydelighed, at en kraftig opbremsning er en notorisk nødvendighed.
På vegne af den konservative gruppe, var jeg på med nedenstående indlæg:

Sagt i regionsrådssalen
Forvaltningens budgetopfølgning er jo deprimerende læsning.
Som tidligere nævnt her i salen håber jeg, vi fremadrettet bliver skarpere på budgetter og ikke mindst budgetopfølgning, så vi undgår de her ubehagelige hovsaer –

-Tal til tiden der stemmer – uanset om de er gode eller dårlige – så der kan opereres og navigeres efter dem, har altid været et mantra i de virksomheder, jeg har beskæftiget mig med, og det vil vi fra konservativ side gerne gøre til et mantra vi også kan adoptere i Region Midtjylland.
Det jeg har oplevet gennen snart to år i regionsrådet giver associationer til min gymnasietid, da Knud Heinesen var finansminister, og vi stod på afgrundens rand eller var det nede i selve kløften. Det var virkelig brydsomt.
Men lige gyldigt hvad – Danske Regioner i almindelighed og sundhedsvæsenet i særdeleshed er under et så massivt pres, at den der med besked til regering og Folketing om at sende flere penge ganske enkelt er en nødvendighed. Selvom vi fra konservativ side ellers gerne vil gøre en dyd ud af, at få de penge vi har stillet til rådighed til at strække.
Der er bare en notorisk konstaterbar umulighed lige nu, og når det så for Region Midtjyllands side er tilfældet, at vi på grund af de historisk vedtagne standarder i udligningsreformen ved regionernes dannelse i 2007 gør, at vi går glip af i størrelsesordenen 1 mia kr. om året i forhold til de fire andre regioner vi med rimelighed bliver benchmarket med. Der svarer til en manco på ca. 3 procent om året – hvert år vel at mærke – og herud over har jeg ladet mig fortælle, at vi al den stund at vi i modsætning til de andre regioner har fået færdiggjort vores kvalitetsfondsprojekter – og det betyder en yderligere forskelsbehandling på op mod nok et par procent.
Det er ikke nok, at det er vores formand, der alene bringer disse skævvridninger til Christiansborg – det kan jo lyde som medynk og misundelse, når det kun kommer derfra. Men når selv sundhedsprofessor Jess Søgaard nævner det af egen fri vilje, må der være noget om snakken, så jeg vil gerne opfordre alle kollegerne her i salen om at gå til deres respektive Christansborgpolitikere og få påtalt dette forhold og ændret på tingene. Ellers kommer vi til at fortsætte den håbløse tur rundt i hamsterhjulet, som vi har set de sidste par år. Og det kan vi ikke byde hverken vore borgere eller os selv som politikere.

Vi starter med Pape
Mit indlæg fik opbakning bredt fra salen, og fra konservativ side starter vi med Søren Pape, når han kommer til medlemsmøde i Herning mandag i næste uge.
Pape er en lydhør mand, og vi vil gøre vores til, at han får det til at brede sig på borgens gange. Det er simpelt hen nødvendigt, at sundhedsminister Sophie Løhde og finansminister Nicolai Wammen sætter sig sammen. Selvom jeg stadig vil påstå, at vi har verdens bedste sygehusvæsen er systemet under pres – og det gælder i alle regioner. Og så nytter det ikke, at finansministeren sætter sig som en gammel sparekassebestyrer på en pengekasse, der er ved at svømme over. I stedet for at give garanterne en procent mere i rente eller i dette tilfælde borgerne lidt mere velfærd. Det er det befolkningen ønsker, og det er deres penge han forvalter.
Ansættelsesstoppet til trods skal vore borgere ikke frygte for, at det kommer til at koste liv og lemmer dette her. Akut- og livstruende sygdomme vil stadigt blive behandlet prompte og med højre hånd, men går man med en nedsunken fod eller et knæ, der skal skiftes, kan det godt ske, at man kommer til at vente et par måneder længere, som vores konstituerede regionsdirektør, Jonas Dahl så glimrende redegjorde for på TV Midt Vest i torsdags.

Det går bedre i håndbold
Økonomisk brydsomhed har vi også oplevet flere gange i de 38 år jeg har været med i bestyrelsen af håndboldklubben i Ikast siden 1981. Men takket være økonomistyring og andre gode indsatser på og uden for banen, ser det ud til, at vi til november kan præsentere det tredje regnskab i træk med sorte tal på bundlinjen. Det sker samtidig med, at de sportslige resultater er bedre end vi nogen sinde har oplevet i en klub, der ellers har spillet på højeste niveau siden 1991 og vundet en snes nationale og internationale trofæer.
Vi ligger smukt og smult nummer 2 i ligaen, og trods lørdagens nederlaget til Ferencvaros ligger vi stadig nr. 1 i gruppen i selveste Champions League. Man skal simpelt hen knibe dig i armen, for at overbevise sig selv om, at det ikke er en drøm. Og som vores tidligere statsminister Poul Schlütter ville have sagt: “Det går ufattelig godt”.
Men vi er ydmyge. Både spillere, trænerstab og os i ledelsen. Vi ved godt, at det er et langt sejt træk, og at de fleste titler og pokaler først skal uddeles, når foråret er ved at gå over i sommer, og der er jo som bekendt lidt tid til endnu. Men man skal tillade sig den luksus at glæde sig i succesen – det har hele organisationen fortjent, og belønningen er også kommet med markant flere tilskuere og bedre opbakning og stemning til hjemmekampene i IBF Arena.
Har du ikke været der skylder du dig selv den oplevelse. Men jeg advarer: Det er stærkt vanedannende…

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C

I forbindelse med 2. behandlingen af Regionens budget for 2024, som foregik på Regionsrådsmødet i onsdags, var vores gruppeformand Stine Damborg optaget af andet politisk gøremål. Og da min gode gruppefælle Martin Jakonsen fra Silkeborg jo ville imod budgettet, pegede pilen pludselig på mig som ordførertaler. Og vel egentlig også rimeligt nok eftersom jeg selv havde siddet med i budgetforhandlingerne den 5. september, hvor forliget var blevet indgået. Jeg har aldrig før prøvet at holde ordførertale, men her kan du læse, hvad jeg forklarede mine 40 regionsrådskolleger og de vel op imod 200 sygeplejersker og venner af støttekredsen omkring Silkeborg Sygehus, som var mødt op til en begivenhedsrig dag i Regionsrådssalen med store mediebevågenhed.

Ordførertalen

Normalt når jeg skal holde tale er det ved festlige lejligheder. Og heldigvis for det. Budgetforliget for Region Midtjylland, der blev indgået natten til den 6. september er ikke lige frem festlig læsning, men desværre en afledt konsekvens af udefra kommende årsager, som vi her i Region Midtjylland ikke har nogen som helst indflydelse på.
Eksponentielt stigende udgifter til tilskudsmedicin – først og fremmest det slankende diabetispreparat, Ozempic , som også afstedkommer vægttab. Og så Novos anden opfindelse i samme boldgade Wigowi-præparatet, som patienterne godt nok selv betaler, men fælles for de to præparater er, at de forøger antallet af besøg hos praktiserende læger og disses sygeplejersker, så Region Midtjylllands meromkostninger på dette område alene på tilskudsmedicin og øget lægeforbrug i 2023 forøges med næsten en kvart milliard – og hertil kommer inflation med prisstigninger, der ikke er set højere end den gang jeg var samfundsfaglig student på gymnasiet i Ikast i 70’erne. Og samtidig har vi en demografisk udvikling, der gør, at der er en stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser, som vi som region skal efterkomme. Hertil kommer, at det, bl.a. p.g.a. den demografiske udvikling inden for en række faggrupper, bliver sværere at rekruttere de rette kompetencer.
Vi har en uholdbar situation, og det er pinedød nødvendigt at foretage svære prioriteringer men samtidig gøre det klogt
Som almindelig dansker er det svært foreneligt, at der på den ene side meldes ud fra regeringen, at vores land flyder i mælk og honning, men samtidig at forholde sig til, at vi ikke kan få enderne til at nå sammen i den regionale husholdningsøkonomi. Det giver forstyrrelser, og det presser sundhedsvæsenet og vores personale – ja, og så får det os regionspolitikere til at fremstå som rablende amatører, der burde have vores skolepenge tilbage, hvad angår matematik og regning.
For at skabe nødvendigt råderum har det været nødvendigt at få forvaltningen til at lave et sparekatalog, og her kan vi så vælge for os af de mere eller mindre spiselige eller uspiselige ”retter” inden den endelige budgetvedtagelse, der skal ske i december.
Med hensyn til de vedtagne punkter fra sparekataloget er det, der har fyldt mest i medierne og i befolkningen været omlægningerne i Silkeborg og reduktion af antallet af lægeambulancer fra 10 til 6.
Hvis vi skal tage Silkeborg først sidder menig borger i regionen og ikke mindst i Silkeborg tilbage med en opfattelse af, at Silkeborg Sygehus bliver om ikke lukket så i hvert tilfælde halveret i størrelse. Det er er en vildfarelse, og det er i hvert tilfælde ikke det vi konservative har stemt for.
Men når der skal findes besparelser på 300 mio. (ud over de ca. 450 mio. som vores 6 hospitaler selv skal finde på egne budgetter), så er vi altså nødt til at tage fat i de greb, der flytter noget. Det hjælper ganske enkelt ikke at gå fra super soft toiliet papir til det glatte 00-sandpapir, der preller af, på regionens mange toiletter. Vi er også nødt til at røre ved noget af det, der gør ondt. Og vel at mærke ondt op os alle.
Sundhedsstyrelsen og Folketinget vedtog i midten af 0’erne den nuværende hospitalsstruktur med de store supersygehuse, og vi er som ansvarlige politikere i en krisetid nødt til at tage de rationaler, denne beslutning muliggør. Men vi vil fra konservativ side gerne bevare Silkeborg Sygehus og den charmerende subkultur og det høje innovationsniveau vi møder der – bare på en lidt anden måde. Der vil når eller hvis budgetforliget vedtages stadig være ca. 835 årsværk mod nu 925 på Århusbakken i Silkeborg, men det er vigtigt at få forklaret lokalbefolkningen og selv borgmesteren, at der ikke er tale om noget kommunehospital, der kan ordne både åreknuder, blodpropper og en togulykke på Chr. 8’s. vej, som det var tilfældet i gamle dage. Man har i Silkeborg – og det skal vi også have i fremtiden – en højt specialiseret vidensarbejdesplads der
1) skal have forøget sin produktionskapacitet indenfor kirugien med speciale i knæ, hofter, ryg – eller hele bevægeapparatet om man vil, som kan blive overløbscentral for regionens andre hospitaler og frem for alt bidrage til, at vi kan hjemflage for mellem 80 og 100 mio af de omkosntinger vi fra regionens side har på privathospitalerne – lige præcis på disse områder – altså knæ og hofter. Og der skal stadig kunne overnatte kirugiske patienter på hospitalet på hverdage.
2)Det succes ombruste diagnostiske center skal fortsætte med alle de specialer, der kan klares med sammedags udredninger. Eventuelt med udbygning af de tilstedeværende specialer, således at man holder et højt fagligt niveau og hjælper med og samarbejder med de øvrige hospitaler i regionen.
3)Silkeborg Sygehus skal forsat være praktikplads for sygeplejestudrende og uddannelseshospital for yngre læger – både inden for kirugi og de medicinske områder.
4) Silkeborg Sygehus får tilført nyt kompetanceområde i form af en fælles regional specialtandpleje, der skaber op mod 40 nye årsværk
5)Der er slået ring som de bevilgede 40 mio, og de afsatte yderligere 36 mio. som var tiltænkt gavlbyggeiret. Disse penge bruges bare på noget andet på samme tomte, og jeg vil gerne pointere, at ingen – hverken i regionens øverste forvaltning eller i salen her i deres vildeste fantasi kunne finde på, at investere op mod 80 mio. kroner, hvis huset på bakken skal lukkes om 2, 5 eller 7 år, som det er blevet antydet.

Det er en fornøjelse, at personalet og borgerne omkring Silkeborg Sygehus er så glade ved og værner om deres store arbejdsplads. Men vi skal passe på ikke at tale det nye set up ned med dommedagsprofetier, så personalet flygter og ingen vil søge derhen i fremtiden, på samme måde som det er lykkedes for Grethe Christensen at skræmme alle danske gymnasieelever fra at søge ind på sygeplejerskolerne. Her får man jo dårligt nok løn, selvom man skal arbejde både juleaften, nytårsaften og sågar også Mortens aften. Og det har jo langt fra bund i virkeligheden
Vores opgave fra regionens side bliver nu at gå i dialog og ikke konfrontation med de dygtige læger og ledelsen og de øvrige personalegrupper i Silkeborg – der skal bygges bro og ikke graves grøfter, og det kræver vilje og et positivt mindset fra begge sider – også i det kvartal der ligger foran os, inden budgettet vedtages endeligt til omkring vintersolhverv – eller mere nøjagtigt den 20. december.

Og så er der den med lægeambulancerne. På grund af vores spredte demografi vedtog vores forgængere i Regionsrådet i 0’erne, at vi skulle dimensioneres voldsomt med lægeambulancer nu da afstanden til akuthospitalerne blev større. På de 15 år der er gået siden da, er der sket store ændrigner – skal vi ikke sige forbedringer på sundhedsområdet.
*Vi har fået et stort antal af hjerteløbere – det er fantastisk og man bliver varm om hjertet af at se denne samfundsmæssige velvillighed på frivillig basis.
*Vi har fået to lægehelipoptere i Region Midtjylland og samarbejde med både Billund og Ringsted.
*Falckredderne er i dag ikke omskolede håndværkere, der har været på AOF-kursus i 1. hjælp og kan lide at køre hurtige end politiet ellers tillader. Det er i højere og højere grad veluddannede paramedicinere, som har en halv doktorgrad i maven, og som er stand til at lave den primære livsvigtige førstehjæps indsats, og i mange tilfælde har løst situationerne inden lægeambulancen når frem.
* Og med 6 lægeambulancer når vi på et antal, der i forhold til vores naboregioner svarer til, hvad de har i forhold til befolkningens antal.

Og ved at placere lægebilerne ved akuthospitalerne sikrer vi, at vi får mest muligt arbejde ud af lægerne, når de alligevel er på arbejde. Det er god lyd i en konservativ øregang, at folk skal arbejde når de får løn, og så skal vi jo lige huske på, at lægeambulancerne i stort omfang vil køre de almindelige ambulancer med patienter og paramedicinere i møde, når behovet er der. Det er min fornemmelse, at mange af vore borgere i yderområderne (og sågar min egen kone) går med den vildfarelse, at der transporteres patienter i lægeambulancer – det er altså ikke tilfældet, og her har vi nok et forbedringspotentiale i regionen rent kommunikativt.

Men når man skal spare ca. 300 mio. skal man altså igennem med den store tættekamp på alle linjer i konto-planen, og det er nødvendigt at skelne mellem need to have og nice to have. Og som politikere er det vores forbandede pligt at prioritere – også når det er upopulære ting, det rammer.

Smalhalsen til trods er det dog lykkedes med plads til enkelte politiske positive prioriteringer i det nye budget

Vi har prioriteret et permanent løft til Gødstrup på i første omgang 40 mio. – det er afgørende, at vi har et stærkt hospitalsvæsen i vest, og vi håber – og forventer, at dette varige løft giver den stabilitet, der skal til for at den meget positive udvikling vi ser i Gødstrup kommer det sidste stykke i mål.

Pulje til kapacitetsopbygning på 25,0 mio – det er til afbødning af eftervirkninger af COVID 19 og indsats på bl. a. kræftområdet.

Robustgørelse af psykiatrien med 20,0 mio. – det er det alle har talt om, men nu gør vi noget ved den

Og så som noget nyt: Mulighed for Uddannelse af almen medicinere med udgangspunkt fra Regionshospitalet Gødstrup. Det er ikke noget der er økonomi i for 2024, men fra 2025 og frem kan det kræve en håndfuld regionale millioner, hvis Århus Universitet skal uddanne i størrelsesorden 30 almene medicinere på 2. del i Herning, på samme måde som KU gør det i Køge og Syddansk gør det i Esbjerg. Det er en nødvendighed, hvis borgere i Videbæk, Hvide Sande, Thyholm og Thyborøn også skal kunne tilses af en privat praktiserende dansktalende læge om 5 til 10 år.

Og så har vi klogt af skade afsat en politisk prioriteringspulje til uforudsete udgifter 60,7, og al erfaring i en omskiftelige verden viser, at også denne post nok skal få ben at gå på.

Så end of the day – Det konservative Folkeparti – i hvert fald 5 af os bakker op om budgetforliget – ud fra devisen om at være konservative stemmer, der arbejder konstruktivt.

Flere brydsomheder

I forlængelse af Regionsrådsmødet fik vi en orientering af direktionen om to trælse forhold. Dels at økonomien på Regionens samlede økonomi ser ud til at mangle yderligere et par hundrede millioner for indeværende finansår, hvilket understreger, at de i budgettet anlagte besparelser ganske enkelt er nødvendige, al den stund at man jo ikke kan bruge penge man ikke har – specielt når vi som regionsansvarlige ikke her retten til at udskrive skatter.
Og dernæst en tilbagemelding fra samtlige regionens sygehuse om, at man er mere udfordret på kapacitet og ventetider, end vi havde troet og håbet i 80% af alle specialer og lokationer inden for somatikken i Region Midtjylland. En analyse som vi i regionsrådet har udbedt os, efter den triste sag om ventetidsoverskridelser på mave-tarm-afdelingen i Skejby. Og en analyse, som ikke er foretaget i landets øvrige regioner. Men belært af erfaring har vi i Regions Midtjylland valgt at gå til bunds og være offensive og på forkant i vores kommunikation, så det kan høres – helt til København. Og det tror vi også de bliver glade ved i de øvrige regioner….
I min optik er flere penge en nødvendighed, men det løser ikke udfordringen alene. Der skal være villighed til at tænke anderledes, og så kommer vi ikke uden om, at foretage en prioritering af, hvad vi som velfærdssamfund skal behandle for. Men det kræver, at nogen tør tage diskussionen, og jeg giver gerne bolden op. Der skal ændringer til, men jeg tror stadig vi kan lykkes med at fastholde verdens bedste sundhedsvæsen, som vi som danske borgere stadig skal huske, vi betjenes af.
Der bliver noget at arbejde med – også i Hospitalsudvalget de kommende uger, inden det endelige budget for 2024 vedtages definitivt den 20. december.

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C.

Nedenstående pressemeddelelse blev udsendt fra Region Midtjylland her til morgen:

Region Midtjylland går i dialog om uddannelse af læger i Gødstrup

Partierne bag budgetaftalen i for 2024 har bedt Region Midtjyllands administration om at få et konkret bud på, hvordan der kan uddannes læger via Regionshospitalet Gødstrup.

Lægeuddannelsen kan deles op i trin. Dialogen handler primært om medicinstuderende (6 år).
Borgernes adgang til praktiserende læger har stor betydning for lighed og ulighed i sundhed. Region Midtjylland går derfor nu i dialog med Aarhus Universitet, praktiserende læger, Videreuddannelsesregion Nord og kommuner i den vestlige del af regionen om en særligt tilrettelagt uddannelse af lægestuderende, hvor der skal være et større fokus på almen medicin.

Bopælen er vigtig
I den forbindelse er Regionshospitalet Gødstrup med forsknings- og uddannelsesfaciliteterne i NIDO tiltænkt en særlig rolle.
– Når det er meget interessant for Region Midtjylland at se på muligheden for, at der i den vestlige del af regionen uddannes læger med et stærkt element rettet mod almen praksis, så er det fordi, nyuddannede læger ofte slår sig ned og finder arbejde i det område, de bor i under uddannelsen. Så ved siden af, at en kandidatuddannelse på det store hospital i Vest også er fantastisk spændende mulighed for hospitalet, så er det i høj grad den geografiske effekt, vi håber på, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Stort forarbejde forude
Det politiske flertal i regionsrådet beder i budgetaftalen om at få forelagt overvejelser om uddannelsens tilrettelæggelse, oplysninger om de fysiske uddannelsesrammer og fakta om de studerendes muligheder for at bosætte sig lokalt under uddannelsen.
Dekan Anne-Mette Hvas fra det sundhedsvidenskabelig fakultet, Health, Aarhus Universitet ser frem til en dialog med Region Midtjylland om mulighederne for at uddanne læger i Gødstrup med et særligt fokus på almen medicin.
– Jeg er glad for, at Region Midt inviterer os til at drøfte disse muligheder. Som universitet skal vi bidrage til at løse de store samfundsudfordringer, og en af dem kan være at afhjælpe fremtidig lægemangel i den vestlige del af vores region. Vi uddanner stærke kandidater i medicin, og det er jeg sikker på, at vi også vil kunne gøre i Gødstrup, hvis de rette betingelser er til stede, siger hun.

NIDO bliver udgangspunkt
Bliver de politiske ambitioner til beslutninger, kommer NIDO | Center for Forskning og Uddannelse ved Regionshospitalet Gødstrup givet til at spille en central rolle. Det kan betyde, at der bliver behov for udbygning af centerets kapacitet.
– Jeg vil gerne på dette meget tidlige stade i afklaringen benytte lejligheden til at kvittere for bred politisk og lokal interesse for at være med til at sikre langsigtet udvikling og lægedækning i hele regionen. Det gælder særligt regionsrådsmedlem Bo Jensen (C), som lægger mange kræfter i sagen, siger Anders Kühnau.
Ved tilblivelsen af det nye hospital samlede region, hospital, kommuner, erhvervsliv, fonde og private donorer i alt 150 mio. kr. til nye og moderne rammer til netop forskning og uddannelse. Resultatet blev 5.000 m2 bygning i tilknytning til Regionshospitalet Gødstrup, hvor NIDO | Center for Forskning og Uddannelse i dag har til huse, og herunder en delt ambition om at lade centret være katalysator for at gro nye uddannelses- og læringsmiljøer i denne del af Danmark.
Forligskredsen bag budget 2024 har bedt om, at regionsrådet bliver præsenteret for et konkret beslutningsoplæg inden sommeren 2024.

Stor lokal betydning
Lykkes det at få etableret studiet – f. eks. som i Esbjerg, hvor der hvert år optages 30 studrende på 2. del af almen medidcin, vil det betyde, at der inden næste årtiskifte, vil komme speciallæger for almen medicin ud fra Herning/Gødstrup, og det vil betyde, at sandsynligheden for, at vi kan fatholde den lokale familelæge – og altså generatiosskifte de øjeblikkelige praksiser i vores område, bliver væsentlig større end nu, hvor der kun uddannes læger i de traditionelle universitetsbyer. Selv i en stor by som Herning har der vist sig problemer med generationsskifte af mindre lægepraksiser. Hvordan kommer det så ikke til at se ud i Spjald, Hvide Sande, Thyholm og Thyborøn?
Jeg har personligt arbejdet med projekt ”Medicinstudie til Herning” siden jeg i 2015 var med i fundrasisingruppen til forskningscenter NIDO, der blev etabeleret i Gødstrup allerede inden hospitalet åbnede.
Og da jeg tog imod opfordringen om, at stille op til regionsrådsvalget, var netop dette et af mine erklærede politiske mål, selvom jeg fik mange steder fik at vide, at det ikke havde gang på jord. Og at jeg var en jubeloptimist.
Da regeringen sidste år i forbindelse finanslovsforhandlingerne fremlagde forslag om at udlægge en række videregående uddannelser til mindre byer, skrev min partifælle folketingskandidat Dina Råbjerg og jeg et læserbrev, som skulle vise sig at sætte gang i en meget stor proces.
Vi blev kontaktet af ledelsen af Health på Århus Universitet og havde et møde med dekan og prodekan, hvor vi fortalte om vores bekymring med at rekruttere læger til yderområderne, når vi kom bare tre til fem år frem. Og fortalte om de gode eksempler fra Nordjylland, som har minimeret deres lægemangel, efter at der nu uddannes op mod 150 læger på AUC om året.
Dekanereiet var meget lydhører og iværksatte en analyse hen over slutningen af 2022, og vi mødtes så igen i starten af dette år.
Her fremlagde de resultaterne af deres undersøgelser, som viste, at vi havde ret i vores frygt/antagelser, og herefter fik vi inddraget regionsrådsformand Anders Kühnau i den videre positive proces. Og hans tilgang var, at når Københavns Universitet kunne gøre det i Køge, og Syddansk i Esbjerg, hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det i Herning?
Dette har gjort, at det er lykkedes, at få projektet indarbejdet i regionens budgetforlig for 2024, selvom der ikke skal bruges egenlige midler allerede nu, men den kendsgernening, at regionsrådet har givet så ensidig en opbakning, gør, at ledelsen af Aarhus Universitets medicinstudie nu kan arbejde videre med de lavpraktiske ting, så som ydre rammer, ledelse, omfang, tidshorisont og økonomi.
Men hvor der er vilje er der som oftest en vej, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at dette her ikke bliver noget. Der er i hvert fald blevet vist vilje til projeket fra alle relevante parter.

Jeg vil gerne her rette tak til alle, der har bidraget til, at vi er nået til, hvor vi er indtil nu. Det gælder bl. a. dekan Anne-Mette Hvas, regionsrådsformanden, forligspartierne og ikke mindst Dina Råbjerg, der har været en terrier gennem et helt år.

Med venlig hilsen

Bo Jensen

Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C

Efter mit lange skriv i sidste måned har flere spurgt mig, om vi da kun arbejder med trælse ting i Regionsrådet. Hertil er svaret nej, og heldigvis for det. Sagen er bare den, at det er fejl og skandaler, der optager pressens interesse og dermed får offentlighedens fokus. Rent faktisk satte vi her i juni på ordinære og ekstraordinære møder i udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg en retning for en række signaturprojekter, der hvis de i budget 2024-2034 endelig godkendes, kommer det midtjyske sundhedsvæsen til gode de næste 50 til 100 år. Det er projekter, der har været talt længe om, og som for nogles vedkommende først er fuldført om en halv snes år. Men det vigtigste er, at udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg nu med sit forslag har påvist, at der vil være penge til disse projekter i indeværende år og i investeringsplanen for Regionens anlæg som rækker frem til år 2031. Hvis altså vel st mærke vores enstemmige forslag fra udvalget kommer til at nyde fremme. Forslaget omfatter først og fremmest 900 mio. kroners projektet, der skal gøre det store regionssygehus i Randers årtusindsvarende, og noget man kan være bekendt at tilbyde borgerne i Danmarks 6. største by og de tre tilgrænsende kommuner på Djursland og Favrskov. Denne investering skulle gøre, at man også rent domicilmæssigt kan leve op til de høje medicinske standarder, man har opnået på hospitalet ved Gudenåens udmunding. Det vi har nu giver assosiationer i retning af det gamle Østeuropa, og det kan vi ganske enkelt ikke tilbyde borgere, der er blevet til patienter i den nordøstlige del af regionen. Psykiatrien i Viborg, har også trængt til en opgradering til det vi kan kalde 2,0, og det sker med et 600 millioners projekt, som opføres smukt beliggende i nye bygninger i Søndersøparken i Viborg samtidig med, at en række af de nuværende psykiatrilokaltioner mageskiftes med andre. Men der bliver altså stadig tale om en vis-a-vis placering med det somatiske regionshospital, så man også i fremtiden kan tage de synergi-fordele, der ligger i det med at have ”en indgang”, som vi også ser det i Gødstrup og på Skejby. Disse to gigantprojekter vil først være færdige, når vi har taget hul på det nye årti, men det vigtigste er at pengene er afsat, projekteringen kan starte, og personalet, patienter og borgere ved, at det går mod lysere, bedre og tidssvarende forhold.

Gavlbyggeriet i Silkeborg
Det bliver der også tale om på vores dejlige nichesygehus i Silkeborg. Her var der i forvejen bevilget 40 mio. i den igangværende anlægsaftale. Dette beløb viste sig så at blive først 74 og nu 78 mio. kroner, og vi i Regionsrådet tør ganske enkelt ikke vente længere. For hvert kvartal der går, stiger prisen med flere millioner, så nu er det med at komme i gang. Nu realiseres det i mange år omtalte ”gavlbyggeri” i sit oprindelige udtryk og med de ønskede faciliteter, samtidig med at man kommer til at opfylde alle byggeregulativer, når vi skriver 2026, hvor byggeri og renovering med aircondition, besprinkling mv. ventes at stå færdigt. Et år senere end oprindeligt projektsat, men til gengæld uden snitsår fra sparekniven. Og det tror jeg selv mine dejlige ”pennevenner” i Silkeborg Sygehus’s venner vil være tilfredse med i en tid, hvor det ikke lige frem flyder med mælk og honning, når vi taler om regionale midler til drift og i dette tilfælde anlæg. Sagen er imidlertid den, at hvor der er vilje er der som oftest også en vej. Og det er et enigt Regionsråd der står sammen om, at vi nu får bygget de tre etager ud mod Aarhusbakken, som giver mulighed for at nedlægge de meget omtalte 4-sengsstuer. Samtidig bliver der en ny og arkitektonisk flot udvendig elevator ud mod hovedindgangen, ligesom faciliteterne i kirurgien får en opdatering og pladsforhold, som man må forvente på et velfungerende dansk sygehus med speciale i bl. a. knæ og hofter. Jeg kan næsten ikke vente på at det bliver 2026 – så vil jeg til indvielsen dele en omgang store fadøl med Aksel Evin Olsen & Orla Madsen og deres idealistiske og vedholdende sjakbejser.. Og minsanten om forslaget ikke også vil rumme midler til en ny sterilcentral i Horsens, til helikopterplatformen i Viborg, som var en del af konstitueringsaftalen og samme sted i etagen lige under, at få den 10. etage på Viborg Sygehus ibrugtaget. Det sidste sker ved hjælp af en lille rest af kvalitetsfondsmidlerne, som jo har været anvendt til Gødstrup, Skejby og Viborg, men der stod heldigvis lige en slat tilbage. Med den disponering af så store millionbeløb som udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg foreslår – ja vi taler jo faktisk om milliarder, bliver der ikke meget at slå til Søren med i de sidste 2,5 år af denne valgperiode. Men vi skal ikke glemme, at vedligeholdelse af Regionens store bygningsmasse er vigtig. Det er i den grad Ebberød Bank, hvis vi lader fast ejendom stå til og forfalde af spsrehensyn. Og så skal vi have set på om nogen af Regionens ejendomme bliver overflødige – så skal vi har dem ud af bøgerne hurtigst muligt.

Små gymnasier står halvtomme
Og så var det jo her i juni, vi skulle se det endelige resultat af Undervisningsministeriets nye måde at fordele gymnasieelever på. Man havde fra regeringens side lovet at der ville blive slået ring om de små gymnasier i udkantsområderne. Det er de ikke sluppet særlig heldigt fra., al den stund at der nu kommer til at stå halvtomme gymnasier i byer som Tarm og Tørring – for lige at nævne de to skoler der bløder mest på stx op til skolestart 2023. STUK (Styrelsen for undervisning og kvalitet) havde ellers med den nye centrale elevfordelingsmodel fået i opdrag at fordele via kapacitetsstyring, men det er de ikke sluppet særligt heldigt fra. Det viser endnu engang, hvor langt der er fra det indre København til midt- og Vestjylland. Mange af DJØF’erne var simpelthen fraværende den uge de havde om Jylland i geografi, og det er derfor det går galt. Og af samme årsag er det også min frygt, hvis fremtidens sundhedsvæsen skal styres helt eller bare delvist fra hovedstaden. Men det skal vi ikke bekymre os om her nu hvor den står på sommerferie lige om hjørnet.

Børnekoloni
For mit vedkommende i Skagen og i Toscana, hvor min ældste datter skal fejre bryllup til august. Jeg har ikke selv børnebørn endnu, men jeg skal øve mig på niecernes børn via en 3 dages feriekoloni for to piger og to drenge, der har det til fælles, at de alle er fem år og ikke længere bruger ble. Der er stort program for alle tre dage – bl. a. med besøg i Fun Farm og Fårup Sommerland, og så er der selvfølgelig godt med vaffelis med guf ad libitum. Jeg får forhåbentlig assistance fra min svoger, hvis han får afhentet sin pletfrie børneattest hos politiet i Skanderborg inden weekenden. Pensionister har meget de skal nå nu om dage, men jeg håber i den grad på at det lykkes, da såvel hans kulinariske og ikke mindst pædagogiske evner klart overstiger mine..

God sommer til alle

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C

Selv om det efterhånden er mange år siden, jeg selv sad på skolebænken, husker man stadig, når lærerens bestemte og højlydte stemme skar gennem larmen i klasselokalet.
Og som oftest hjalp det. Jeg håber så sandelig også, at vi her på tærsklen til 2. halvår får ro i Region Midtjylland. Det trænger vi i den grad til efter et mere end brydsomt 2. kvartal.
Skandalesagen på mavetarmkirugisk afdeling på Aarhus Universitetshospital har nu kostet ni personers afgang i Skejby og Viborg – enten ved frivillig opsigelse eller ved fyring, og i en situation med 307 for sent behandlede mavetarmkræftpatienter, er det jo ikke lige frem det, der har været brug for. Slet ikke i en tid, hvor der er knaphed på både økonomi og menneskelige ressourcer.
De beklagelige afskedigelser, der er gennemført bakker jeg op. Det har lige som været en nødvendighed for at komme videre. Det må aldrig blive personen over holdet = patienterne.
Men vi skal ikke kun sparke nedad. Politikkerne – både dem på Christiansborg og os i regionerne – har også vores del af ansvaret. Folketinget for at stille for store behandlingskrav i forhold til den økonomi, der stilles til rådighed, og os i regionerne for ikke at være dygtige nok, til at gøre tingene endnu smartere.
Men jeg er specielt ked af de to opsigelser, vi har fået i regionsdirektionen i Viborg.
Vores lægefaglige koncerndirektør Helene Probst ville ikke stå model til presset, kulturen og tonen i regionen. Utroligt ærgerligt, når vi nu endelig havde fået den lægefaglige kompetence ind i direktionen, som der længe har været sukket efter. Og vel at mærke en mediciner med afsindig høj kompetence. Men den lugt der bredte sig i bageriet – både i pressen og på det politiske niveau, var altså mere end hun kunne lægge ryg til, også selvom hun med sin tiltrædelse 1. februar i år, hverken havde lod eller del i de fejl, der var blevet begået i Skejby. Hun forsøgte blot at redde kastanjerne ud af ilden ved at arbejde som en besat i 1,5 måned, men denne indsats faldt i gold jord i kredse, som kun ønskede at finde fejl, dække sig selv af og jagte hekse. Det var mere end den milde og sympatiske fynbo ville og kunne stå model til.

Mere brug for hende en omvendt

Med vores Regionsrådsdirektør Pernille Blach Hansens opsigelse forholder det sig lidt anderledes. Hun har jo været her i 4,5 år, og er som øverste chef ansvarlig for, alt det den 30.000 mand store organisation foretager sig. Og hun er også blevet klapjagtet af både presse og opposition for både noget hun i sidste ende er ansvarlig for, og noget hun hverken er ansvarlig for eller har indflydelse på.
Der er en gruppe i befolkningen, som ikke kan lide socialdemokrater i almindelighed og vores regionsrådsformand Anders Kühnau i særdeleshed, og i jagten på ham har de taget hans højst betroede medarbejder Pernille Blach Hansen med i sigtekornet. Fordi hun tilfældigvis har en fortid som socialdemokratisk folketingspolitiker, inden hun skiftede spor til topstillinger i Randers Kommune og senere topjobs som funktionsdirektør i Grundfos og Lego. Det er trods alt ikke bolsjebutikker, vi taler om.
Jeg hører til dem, der mener, at hvis man vil af med Kühnau, så foregår det den tredje tirsdag i november 2025 – hvis der da vel at mærke er noget, der hedder regioner efter januar 2026. Det ligger lige som i det med demokratiet, som vi alle værner om og anpriser i høje vendinger.
Når vi taler topembedsmænd, så skal de måles på deres handlinger, gøren og laden. Jeg har ganske vist kun været i regionsrådsarbejdet i små 18 måneder, men jeg har fra mit første møde på Skottenborg kun oplevet Pernille Blach Hansen som en særdeles kompetent og af personalet yderst vellidt øverste chef, der frem for alt står for ordentlighed i al sin flid, gøren og laden. Det har været hendes karakteristika og DNA siden hun poppede op for første gang i det danske mediebillede og politiske system for en snes år siden. I hendes familie har de ikke fået mange næser og irettesættelser, og 11 og 13-taller har fyldt mere end 6’ere og 7’ere efter den gamle skala. Derfor har den formelle kritik, som hun modtog sammen med de tre medlemmer af whistleblowervurderingskomiteen gjort ondt, og desværre gik det, som jeg havde frygtet. Nemlig at den gik hendes ære og stolthed for nær og sammen med summen af kardemommen drog den nu indtrufne konsekvens. Selvom jeg ikke er socialdemokrat, hører jeg til dem, der mener, at Pernille Blach Hansen bedre kan undvære Region Midtjylland end omvendt. Og heri bakkes jeg op af en lang række af politikere fra hele det politiske spekter, og af topembedsmænd i stat, region og kommuner, som har én ting til fælles: Nemlig at de har indsigt i tingene indefra- og at de ved, hvad de taler om…
Men på dette niveau er der no return. Skårene kan ikke klinkes som i et teenageforhold, det ved Pernille Blach Hansen og det ved vi i Regionen. Begge parter skal videre, og jeg ser fortrøstningsfuldt på konstitueringen af Jonas Dahl som ny regionsdirektør med opbakning fra så godt som enigt Regionsråd. Også selvom han har en fortid som folkesocialist – både med sæde i Regionsrådet, Folketinget og sågar en kort periode som skatteminister. Han har i de seneste år været en velfungerende og kompetent sygehusdirektør i Randers, og han kender ”rumlen” fra såvel den politiske som embedsværks-siden. Og så er han godt begavet, og kan virke på sin nye post fra dag 1, når han tiltræder til august og kører parløb med sin forgænger den første måneds tid.

Et punktum

I denne uge blev det et faktum, at mavetarmkirugisk afdeling på AUH får nye ledelse både læge- og sygeplejefagtligt. Den nytiltrådte hospitalsledelse har strakt sig så langt som muligt og vendt alle sten for at afdække, om der kunne skabes stabilitet uden flere fratrædelser. Det er aldrig rart at ligge under for et pres fra medarbejdere, der truer med at sige op. Det er langt mere sympatisk, når man ”truer med at blive” for at forbedre systemet inde fra. Det var ikke det, der skete her – hverken med den første opsigelse ved årsskiftet – og de to opsigelser her i juni.
Men når vi taler kræft, liv og død går patienternes tarv altså foran principper i en meget kompliceret sociologisk case. Og det er altså ikke rimeligt at klandre den nye hospitalsdirektion, at man har brugt en måned på at afsøge, om der kunne findes løsninger med det eksisterende organisations-setup. Det burde da selv en overprofessor i Syddanmark og en oppositionsleder i Hadsten kunne forstå og have respekt for. Jeg betvivler ikke, at den suspenderede cheflæge er en af Danmarks ypperste bløddelskiruger, men spørgsmålet er om hun også er den bedste til at lede en stor ”virksomhed” med mere en 260 medarbejdere. Men her kommer vi frem til 10 millioner kroners spørgsmålet: Er det ikke bedst at bruge dygtige højtuddannede læger til forskning og udredning og sammen med sygeplejerskerne til helbredelse, lindring og trøst? Og så lade personer, der har studeret ledelse i fem år tage sig at dette? Jeg ved godt, at det er at stikke hovedet i et hvepsebo her ved midsommertid, men jeg vover min hårdhudede pels. Jeg har aldrig været bange for lægens stik, og en skal jo turde starte debatten….
Men nu skal vi lade freden og arbejdsroen sænke sig over AUH og de øvrige sygehuse i regionen, her inden juni bliver til juli. Den megen uro giver stor usikkerhed hos mange patienter (og pårørende) som er i mønsterforløb i en kræftbehandling, og det kræver alt for mange unødige ressourcer at berolige disse. Tid som læger og sygeplejersker meget bedre kunne bruge på at behandle dem, som virkelig trænger.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nr. 4 på liste C

Overskriften på mit majgruk er som læseren nok har gennemskuet en lettere omskrivning af titlen på Hans Scherfigs berømte roman om det forsømte forår. Den synes jeg rent faktisk ikke jeg kunne bruge. For selvom foråret har været forfærdeligt synes jeg faktisk ikke, at jeg og andre ansvarlige i Region Midtjylland-systemet har forsømt at gøre alt, hvad der var i vores magt for at få rettet op på de meget triste fortrædeligheder, der har fundet sted på mavetarmkirugisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Fortrædelighederne som blev afdækket i marts og ratificeret i april kostede den 1. maj to direktører på Skejby deres stillinger. Den øverste direktør for ansvaret for en forfejlet ledelseskultur, og den lægefaglige direktør for uretslig adfærd. Forstået på den måde, at han vendte det blinde øje til afdelingens nødråb om hjælp, og ligeledes mangelfuld og fejlbehæftet information til såvel Regionsdirektionen i Viborg som Sundhedsstyrelsen.
Samtidig har regionens wistleblowerordning i den grad vist sig dysfunktionel, og det foranledigede i onsdags regionens forretningsudvalg til at udtrykke misbilligende kritik af vurderingskomiteen bestående af tre direktionsmedlemmer, samt af regionsdirektøren, som jo i sidste ende er ansvarlig for, at tingene fungerer retsmæssigt og ordentligt i den 30.000 mand store organisation.
Jeg bakker 100 procent op om de beslutninger, som et i øvrigt enigt forretningsudvalg på 17 mand traf den 1. og 24. maj, og så håber jeg ellers, vi kan komme videre. Først og fremmest med behandling af mavekræftspatienter og i øvrigt andre patienter på Skejby og på regionens andre sygehuse, og lige så vigtigt, at det ikke gentager sig med operationsforsinkelser, og at vi frem over holder os på kræftbehandlingens smalle og ret letforståelige sti.
Og mit fromme håb er, at de for sent behandlede patienter og deres pårørende efter bedste evne kan tilgive. Flere fyringer løser simpelt hen ikke problemet. Vi betaler i forvejen rigeligt i fratrædelse til afgåede direktører, som langt bedre kunne bruges på borgernes sundhed, og fortsætter vi med fyringer i Skejby og Viborg skaber det så meget skræk og rædsel i hele organisationen, at ingen tør gøre noget af frygt for at lave fejl, og at ingen personer med høje kompetencer fremadrettet tør søge job i vores regionale organisation.

Slut med Ronaldo-kontrakter

Når det igen bliver “fredstid”, skal vi have set på de Ronaldo-kontrakter, der indgåes med regionale og i det hele taget offentlige topfolk.
Jeg er helt enig i, at de skal honoreres godt for det kæmpe job og det ansvar og de risici de tager på sig. Men det kan ikke være rigtigt, at man pr. automatik skal have udløst fratrædelsesgodtgørelse, når man har udvist uretsmæssig adfærd, som der direkte står i kammeradvokatens rapport.
Det har det eksterne univers og portøren på Fredetikshavn Sygehus, som jeg spillede golf med i bededagsferien simpelt hen svært ved at forstå. Det var lige før, han ikke ville spille videre med os på de sidste 12 huller, da han havde erfaret, at jeg sad i regionsrådet i Region Midtjylland. Og vendelboer er normalt ellers sindige individer, men han blev da heldigvis mere mild i sind, da han erfarede, at jeg til fulde delte og forstod hans forargelse.
Jeg har italesat dette horrible forhold i Danske Regioners Løn & Praksisudvalg, hvor vi tilfældigvis havde møde i torsdags. Og havde til min udelte glæde meningsfæller og forståelse i både rød og blå lejr, og den skal nok blive fulgt til dørs, lover jeg.

Ikke ledelsesløse

En Tholstrup-ost tager den tid en Tholstrup-ost tager. Eller er det den fra Klovborg?
Det gør det også, når man skal caste direktionsmedlemmer til regionshovedkvarteret i Viborg, og på regionens hospitaler. 6 til 8 måneder og mere til er helt normalt, og det er mere end, hvad jeg har været vant til fra min erhvervskarriere, men her skal man altså gennem en møjsommelig proces, inden der er hvid røg op gennem skorstenen. Som oftest med en konstituering som mellemregning.
Efter afskeden med de to direktører på AUH var min frygt, at vi var mere eller mindre ledelsesløse med de 8.000 mand.
Hospitalsudvalget kom for første gang – og i øvrigt alt for sent i min optik – ind i sagen på vores møde i fredags. Her fik vi en detaljeret gennemgang af procesforløbet, og hvad der aktuelt sker af den nye lægefaglige direktør og den sygeplejerfaglige direktør. Og jeg må sige, at det skabte en vis fortrøstning i udvalget – i hvert tilfælde hos mig. De har fat om nældens rod, og jeg tror og håber på, at de kommer til bunds. Specielt på MTK-afdelingen. Men efter det vi har været igennem de sidste to måneder, er der altså ikke noget kvik-fix, der virker. Det er et langt sejt træk og et opgør med måden at lede på, og læger er sandt for dyden ikke noget let folkefærd at lede.

Den gode tid

Men nu skal vi videre, og vi kan glæde os over, at det er den gode tid, vi har foran os. Kun en vinter og hele to somre, hvoraf den første starter på torsdag, og det ser ud til at klimaet har valgt at følge almanakken.
Jeg håber også på bedre tider og mildere vinde i organisationen i Viborg. Efter at Danske Regioner har landet aftale med finansministeren for 2024, ligger det fast, at vi skal evne at få mere ud af det samme for ikke at sige mindre. Efter sidste tirsdags pressemøde havde man måske naivt sat næsen op efter, at der kom til at tilflyde bare en lille smule mere mælk og honning til de sundhedsadministrerende regioner, men Frederiksen, Løkke og Løhde havde gjort regning uden Nicolai Vammen. Finansministeriet er ikke længere nogen gi-butik, som det har været under tidligere kassemestre på denne post.
Han gav ganske vist 1,3 mia til deling mellem de fem regioner, og med den inflation, der er på bl.a. medicin og energi sammenholdt med den demografiske ældreudvikling batter beløbet desværre som en skrædder et grimt sted.
Den med send flere penge går altså ikke, så vi skal være effektive skal vi, og i alle led af organisationen skal vi til at tænke nyt, smartere og anderledes, så vi til stadighed kan være en del af et af verdens bedste sundhedssystemer.
Skal vi det, kræves det, at vi giver regionens ansatte opbakning og tillid, og lever de ikke op til det, så har vi jo bl.a. en wistleblowerordning, som træder i kraft. Og den skal vi have til at fungere hurtigt og effektivt, og vi vil fra konservativ side arbejde hårdt for, at vi får en person med lægefaglig baggrund med i vurderingskomiteeen. Når der klages over ting, der omhandler liv og død, skal det ikke alene håndteres af lægfolk og en ekstern advokat. Her skal vi have en uindviet læge fra det eksterne univers med ved bordet. Fire måneder fra indsigelse til handling – man føler sig helt hensat til Finn Søborgs tid, hvor han bl.a. skrev romanen “Her går det godt”. Det gjorde det bare ikke på MTK i Skejby, men det kommer det til igen.
Det er mit store håb, at de mere end 30.000, der er ansat i regionen igen finder stolthed ved deres arbejdsplads. Og det gælder også de 8.000, der arbejder på Danmarks største sygehus Skejby. Selvom det er en højst uheldig timing, under jeg dem i den grad den gennem lang tid planlagte fest, de skal have her i starten af juni. Her markerer de sammenlægningen af de to universitetshospitaler og adskillige udvidelser, og samtidig kvitteres der for den enorme og tapre indsats alle ansatte leverede under coronaen, hvor de satte helbredet på spil uden helt at vide, hvor alvorlig sygdommen egentlig var.
Og de har rent faktisk noget at være stolte af på AUH. Den trælse sag til trods på MTK, er hospitalet de facto det 15. bedste i konkurrencen med alle hospitaler i Europa. På hospitalsudvalgsmødet i fredags fik jeg øjnene op for det nye vanvittigt ambitiøse MOMA-projekt med individuelt udviklet medicin til effektiv hindring af kræft hos både børn og voksne i meget tidligere stadier.
Når man hører om sådan noget, og de resultater det fører med sig, er det lige før man hellere vil betale en halv procent mere i skat frem for en halv procent mindre. Også selv om man er konservativ….

Vi går efter bronze og Champions League

Nu bliver det juni, og jeg håber i den grad at vi kan komme til fejre DM-bronze med vores håndboldpiger, og med 75 procent sikkerhed oven i dette kvalifikation til næste sæsons Champions League. Efter tre Final4-deltagelser i træk var en forløsning med den 6. europæiske titel i Ikast-håndboldens historie, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ville have været i den DM-finale, som vi var så snublende tæt på. Jeg håber virkelig, der kommer mange i IBF Arena tirsdag aften og bakker pigerne op.
Og senere i juni gælder det hele Danmarks demokratifestival med Folkemødet i Allinge på Bornholm. Jeg havde fornøjelsen at deltage i fjor, og når man så har gjort det to gange, håber jeg, der er skabt en længere varende tradition.
Og apropos tradition er det jo også en dejlig tid, når studenterne springer ud til Skt. Hans. Jeg glæder mig til at uddele formandens legat til dimissionsfesten på Ikast-Brande Gymnasium. Bedre dansk sommerbebudende og livsbekræftende tradition finder man ikke mange andre steder.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen

PS: Og så lige en glædelig ting mere. På min flyrejse fra Karup til København i torsdags var der kun hhv 6 og 3 ledige sæder over og hjem.

Lad os håbe, at passagertilstrømningen fortsætter, så vi også kan få sat et par afgange ind om fredagen. Det er da mange steder en stor rejsedag…

Jeg kunne fristes til at skrive mit navn med prikker på dette påskebrev. Jeg er nemlig flov over og berørt ved, at jeg som et af 41 regionsrådsmedlemmer – oven i købet med sæde i Hospitalsudvalget – står som ultimativ ansvarlig for, at 293 patienter er blevet behandlet i snit knap 13 dage for sent for deres kræftlidelser, og at de heller ikke har fået den information om muligheder, som de havde krav på.

Jeg tænker selvfølgelig på den ulykkelige situation på mave-tarm-kirurgisk afdeling på Skejby, som har fyldt de danske medier de sidste to uger, og som havde mega-fokus i forbindelse med Danske Regioners årlige topmøde, som meget apropos blev afviklet i Smilets by i den forgangne uge.
Netop fordi situationen er så alvorlig, gælder det om at holde hovedet koldt.

Jeg har plæderet for følgende handlingsplan, som jeg også fornemmer vinder opbakning bredt politisk som på øverste regionsledelsesniveau:

1) Det gælder om hurtigst muligt, at få et præcist overblik over katastrofens aktuelle omfang. Taler vi 10, 20, 30, 40 eller 100, og hvor meget har de ventet for længe.
Vi skulle få svaret her på kvartalets sidste dag.

2) Hvordan og hvornår får vi de arme patienter hurtigst muligt opereret og er det i Skejby, Gødstrup, Randers, Horsens, Viborg, Aalborg, Odense, København, Hamborg eller et 10. sted. Alle sten og muligheder skal vendes og forsøges.

3) Dernæst må hospitalsledelsen i Skejby og sundhedsdirektionen i Viborg bruge påsken på at sikre, at gentagelsestilfælde aldrig som i aldrig nogen sinde kommer til at forekomme.

4) Efter påske kan der så bruges ressourcer på, at finde ud af, hvordan dette her over hovedet kan finde sted. Og at der skal rapporteres ens og troværdigt for at de ansvarlige øverste embedsmænd og politikere kan agere i tide, inden og ikke når tingene er gået galt.

5) Og så er vi i sidste ende nød til at finde frem til de ansvarlige, og så tage stilling til, hvad konsekvensen skal være.

Jeg har det bedst, når beslutninger af denne karakter foregår på fuldt oplyste grundlag. Vi skal ikke til at lave standret her op til langfredag. Vi skal gøre tingene ordentligt, men omvendt må der heller aldrig gå tæt på fire måneder fra en whistleblower henvender sig via den anonyme advokat-gate, til den kommer til øverste direktion og regionsrådets kendskab. Slet ikke i sager, hvor vi taler patientsikkerhed eller mere direkte: liv og død.

Ikke Komiske Ali
Jeg ville ellers have taget et positivt udgangspunkt i mit påskebrev. Nemlig den fortsat positive udviking, der sker i Gødstrup. Nej det er ikke Komiske Ali, der har sat sig til tastaturet. Det er patienterne selv. Gødstrup i almindelighed og akutafdelingen i særdeleshed scorer nemlig særdeles høje karakterer i den patienttilfredshedsanalyse, som blev offentliggjort tidligere på måneden og hvor vi sammenlignes med andre danske hospitaler i og uden for Region Midtjylland.
Det må alt andet lige være en cadeau til ledelse og medarbejdere på Gødstrup som gennem måneder har arbejdet målrettet for at få tingene til at spille og fungere på akutafdelingen. Både i relation til personale og patientsikkerhed og altså også tilfredshed.

Og det var på samme tidspunkt rart at læse den klare støtteerklæring, der blev blev sendt af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på vegne af plejepersonalet.
Det beviser, at det nytter med en 7-sporet kollektiv shoulder-by-shoulder-indsats, når ledelse og medarbejdere sætter sig på samme side af bordet – selv i meget store organisationer.

Fortsæt det gode arbejde Gødstrup og tillykke med det foreløbige resultat til både personale og os beboere i optageområdet.

Topmødet
Et andet af fokusområderne på det årlige Regionstopmøde i Aarhus var selvfølgelig nedsættelsen af den nye 9 mand store Sundhedsstrukturkommision, som får et år til at levere deres bud på, hvordan den fremtidige struktur i Danmark skal være. Og herunder selvfølgelig også om vi skal have flere eller færre eller ingen regioner i Danmark, eller om vi skal fortsætte med de fem vi har.

Jeg har dyb respekt for de navne, der har fået sæde i kommissionen, mennkunne nu godt savne både en sygeplejerske og en aktiv hospitalslæge.

Et af de de mest horisontudvidende indlæg på konferencen var fra formanden for Etisk Råd Leif Vestergaard Pedersen. Han er tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse og sundhedsdirektør i Aarhus Amt og Region Midtjylland, og vel nok en af de mest indsigtsfulde inden for sundhedsområdet i Danmark over hovedet. Og han havde altså mere end svært ved at se, at hele det danske sundhedsvæsen skulle styres af et embedsværk i København uden politisk reference.

Og jeg kunne på vores konservative gruppemøde torsdag klart fornemme, at det var en bekymring, der bliver delt af størsteparten. Men de er jo også hamrende inhabile, da de jo sidder som regionsrådsmedlemmer. Det er rigtigt, men qua dette job har de også fået ikke så lidt indsigt i tingenes sammenhænge.
Dermed være ikke sagt, at der ikke er noget i det nuværende system, der skal laves om og forbedres. Det viser situationen fra AUH med al tydelighed. Men vi skal tænke os rigtig godt om, inden vi kaster en struktur, der har givet en af verdens højeste levestandarder i grams.

Jeg tror på, at det er fornuftigt af reparere og forbedre det vi har bygget op gennem årtier frem for at bygge nyt op fra bunden.

Med venlig hilsen og ønsket om god påske til alle
B. Bo Jensen

Flere nye virksomheder flytter ind på AVISEN

Et nyt erhvervsmekka for små, mellemstore og halvstore virksomheder er ved at danne sig i de bygninger på Strøget 38-40 i Ikast, som indtil sidste år og siden 1934 har været rammen om Ikast Avis, Ikast Bogtrykkeri, Happy & Co og CO3. Det er bare nye brands og nye virksomheder, der er ved at fylde de 2.400 kvadratmeter i det gamle mediehus op.

Det er de tre Sindico-selsaber WeMarket, NoMilk og PartnerTekst, der er de nye ankerlejere i komplekset. WeMarket flyttede ind i august med sine godt 40 mand. I sidste uge fulgte NoMilk med og bosatte sig med sine 7 medarbejdere i stueetagen i gavlen ud mod Strøget og i næste uge får man følgeskab af ParterTekst, som med sine 14 medarbejdere flytter ind på 1. sal.

De tre associerede firmaet var spredt på tre domiciler på Eli Christensensvej, men kommer nu under samme tag og i samme kantine i det nye erhvervspowerhouse i Ikasts midtby. Her er der blevet bygget om, renoveret og indrettet for et par millioner kroner for at skabe attraktive rammer for de nye lejere. Bl. a. er det gamle trykkeri ud mod Smallegade blevet ændret fra produktionshal til et særdeles indbydende kontormiljø i New York’erstil, og det er her WeMarket kommer til at beslaglægge de 500 kvadratmeter.

Der er også andre nye eksterne lejere, der har indgået aftale om domicil: Det drejer sig om kunstformidlingsvirksomheden Birgitte Damgaard og marketingbureauet Hey Lemons, som flyttede ind før jul i lighed med to offshorevirksomheder fra Esbjerg, som begge har etableret Ikast-filial. Og her i løbet af marts flytter Palle Hansen ind med en virksomhed, der tilbyder kognitiv terapi og telefonivirksomheden Kommbine fra Støvring, som vil lave en midtjysk filial med foreløbig to medarbejdere.

-Og så har vi i sidste uge indgået forpagtningsaftale med Charlotte Hedebo om hele husets køkken og kantine-forhold. Hun ophører sin aftale i Sportscaféen til sommer, og er er klar til at rykke ind i AVIS Caféen fra 1. august. Det er i den grad et centralt lejemål vi får på plads, da det har ligget i konceptet for AVISEN, at det skulle være et sted, hvor man fik god mad til frokost, siger Bo Jensen, der er direktør for AVISEN og initiativtager til det nye erhvervshus. -Der kommer til at dufte af hjemmebagt brød hver formiddag, og der vil kunne blive lavet sund og nærende kost helt fra bunden – det ser vi frem til. Charlotte Hedebo er en kreativ og gastronomisk kompetent person, der har udviklet Sports Caféen på en god måde, men os der skal spise her til dagligt, forbrænder jo ikke helt samme antal kalorier som professionelle fodboldspillere, så buffeten skal nok sættes lidt anderledes sammen – ellers er vi nogle stykker som får flere problemer med vægten end vi har i forvejen, siger Bo Jensen.

1. april i år vil antallet af erhvervsvirksomheder under samme tag være oppe på 19, men der er stadig plads til flere. Godt 80% af det samlede areal er lejet ud, men der er stadig ”løse skriveborde”, enkelt- og to-mandskontorer og lejemål på et par hundrede kvadratmeter, hvor der kan sidde op til en halv snes medarbejdere, som kan lejes. Hvis altså man har lyst til en erhvervsmæssig hverdag i et nyt og anderledes fællesskab, hvor der er tænkt på det hele, for at gøre tingene bekvemmelige for dem der skal arbejde.

-Og til sommer går vi i gang med indretningen af vores rooftop på 2. sal, som kan være frokostareal, når solen skinner og til sociale arrangementer uden for arbejdstiden, siger Bo Jensen, som glæder sig over at den gamle bygning har fået en total make over og fortsat har virke som mediehus – bare i en lidt anden udgave.

Efter en hektisk periode på flere fronter har jeg bevilget mig selv 10 dages efterårsferie, som er delt ligeligt med sommerhusophold og en forlænget weekend til Singapore, hvor jeg har haft fornøjelsen at besøge min ældste datter og hendes engelske mand, som hun fejrer bryllup med i Europa næste år i august. Så sig ikke, at vi ikke er blevet internationale i familien Jensen.

Det har været nogle fantastiske dage herude, og jeg glæder mig helt vildt til festlighederne, selvom der ikke bliver tale om nogen tur op af kirkegulvet. Men heldigvis har jeg jo et skud mere i bøssen, så håbet lever med den yngste, som netop har påbegyndt sit studie i Kolding på SDU.

Turen herud gik over Dubai, og på sidste hop kom jeg til at sidde ved siden af en russisk kvinde – ja hun hed Ludmilla – og hendes 10- årlige datter Tatijana. De var på vej fra Moskva til Sidney, og hun var tydeligt flov og forstemmet over sit ophav og oprindelse. Halvvejs over Indien huggede jeg hul i isen, og spurgte hende direkte om der i et land med 142 millioner mennesker dog ikke var bare een, som kunne sætte en stopper for den herre, der i øjeblikket er verdens største trussel mod menneskeheden.

Hun blev glad ved mit spørgsmål – det var som en betændt byld, der blev udløst. Men i følge hende kommer det ikke til at ske. Hun og hendes mand havde vejret morgenluft med Gorbatjov og Jeltsin (trods sidstnævntes periodiske vodkatosserier), men efter Putins overtagelse, så de ikke længere noget håb for det land hun ellers elskede så meget. Og det var årsagen til at de havde søgt og fundet lykken In the land down under for otte år siden.

Budgetforlig i Regionen
Rent regionspolitik blev september måneden hvor vi fik vedtaget budgettet for 2023. Efter regeringens forhandlinger med Danske Regioner, var der ikke meget at slå til Søren med, men det lykkedes dog vores chefforhandlere at få sat gode konservative fingeraftryk på et budgetforlig, der blev vedtaget med stemmerne 41-0. Selvom bølgerne godt kan nå højt med regionalpolitiske drøftelser i ny og næ, lykkedes det dog med sammenhold på bænken, og det er rart at se, at hestene ikke nødvendigvis behøver at bide af hinanden blot fordi krybben er lidt tom. Og det var måske en ide til efterfølgelse for vores kolleger på Christiansborg?

Jeg glæder mig specielt over, at psykiatriområdet er blevet styrket med næsten 50 mio. kroner. Det var det område, jeg have mindst indsigt i ved min indtrædelse, men snart 10 måneder tæt på vadestedet, har overbevist mig om, at det ikke er en øre for meget.

Der blev også afsat næsten 13 mio. til præhospitalet og det hårdt prøvede akutberedskab på sygehusene, og så kan vi glæde os over, at der blev fundet 6,5 mio. til nedbringelse af ventelister til bekæmpelse af høretab. Det er et enormt handicap ikke at kunne høre – uanset om man er ung, midaldrende eller gammel, så det er betryggende, at der nu tages hånd om dette, og mere er måske på vej.

Og så vil jeg ikke undlade at nævne ekstrabevillingen på 25 mio. til brug for den sidste olie til indkøringen af vores nye supersygehus i Gødstrup. Lige i starten var det 30-70 man hørte af positiv/negativ kritik af institutionen. For mig at se går det nu den rigtige vej for hospitalsdirektør Poul Michelsen og kompagni, og det er min fornemmelse, at vurderingen nu ligger på 70-30 eller måske endda 80-20 – men nu er jeg jo også født med et lyst sind.

Jeg blev så sent som i forrige uge ringet op af en god bekendt, hvis ægtefælle desværre var faldet ned fra et tag og fået blodprop i hjernen. Efter 14 dages indlæggelse og grand cru behandling, var patienten nu klar til udskrivning til videre genoptræning hos de dygtige neurologer i Hammel. Eneste klagepunkt var, at der kun var fire valgmuligheder på menukortet, og at det var det samme uge for uge.

Og en anden god kammerat, der har døjet med en drilsk nyresten, har fortalt mig, at de kommer for lidt salt i maden derude.

Så nu tror jeg, vi er ved at være der, og også får tid til at få bearbejdet de større problemstillinger som ventelister på operationer og bemanding på akutafdelingen.

Det er i hvert fald det, vi bruger broderparten af tiden på i Hospitalsudvalget, hvor vi også glæder os over, at gavlbyggeriet i Silkeborg ikke blev udsat, og at det blev plads til 38 mio. til genoprettelse af bemanding og renomme på de karkirugiske afdelinger i Viborg og på Skejby.

Det grå guld
Og så er der jo blevet talt om både Arne og Gorm og omsorgen for de ældre her i valgkampen. Min svigermor, som fejrede 90 års fødselsdag med pompt og pragt i sommer, siger, at det med ældrebyrden er noget sludder. Godt nok bliver vi ældre, men der går også tilsvarende længere tid, inden vi får brug for hjemmehjælp og skal på plejehjem.
Hun er fortsat eneregerende i egen lejlighed på Papirfabrikken i Silkeborg – hun klarer selv madlavning, tøjvalg og rengøring – også oven på skabene, selvom vi har forbudt hende det. Nej hun vil sørme hverken lægge samfundet eller sine arvinger til last. Det er jo totalt unødvendigt, når man kan klare sig selv….

Og så går hun foran som et godt eksempel i arbejdet for at få seniorerne til at give en hånd med på det hårdt prøvede arbejdsmarked. I ugen før efterårsårsferien var hun på arbejde en hel dag i Nordborg (ja nede på Als), hvor hun skulke agere fotomodel i en reklamefilm for hæve/sænke-møbler til ældreforsorgen.

Hun kom hjem fra jobbet med 5.000 på lommen. -Dem skal jeg jo betale skat af, men det gør heller ikke noget, for de går jo til et godt formål. Jeg er altså lidt vild med min svigermor, kan jeg lige så godt indrømme. Hvis alle var som hende, var der hverken krig i verden eller pres på ældreforsorg og sygehuse….

Når enden er god..
Om ikke krig så har der i hvert fald været kraftig diskussion og stor ståhej omkring det forestående Operation Facelift af Strøgcentret i Ikast.

Det er nu 4 1/2 år siden Vores Ikast og Strøgcentret bad en gruppe ildsjæle og erhvervsfolk med kærlighed og interesse for byen om at gå ind i arbejdet med at fremtidssikre vores bymidte og handelsliv.

Lige som vi efter et kæmpe græsrodsarbejde og med byrådets bevilling på 14 mio. kroner stod og skulle i gang med slagbord, betonkanon og sprøjtemalingsudstyr tog processen pludseligt en helt uventet drejning.

Nu skulle det pludseligt være noget helt andet og mindre.

Men nu ser katastrofen heldigvis ud til at være afværget, og vi i ledelsen af udviklingsselskabet Ikast Bymidte krydser fingre for, at vi nu alligevel får det, vi har drømt om, og som kommunen, de handlende og byens borgere har fortjent.

Mange har spurgt mig, hvad jeg fordriver tiden med, når den ikke står på Regionsrådsarbejde.
Hertil kan jeg kun sige, at jeg har mere end rigeligt at se til, og jeg føler faktisk, at jeg har væsentligt mere om ørene lige nu, end i de foregående to-tre år.

Jeg er som bekendt direktør for ejendomsselskabet Avisen Ikast ApS, hvor vi er ved at udvikle og færdigudleje ejendommen på Strøget 38-40, som i mange år har været medie- og kommunikationshus, og fortsat vil være det suppleret med andre erhvervsaktiviteter. Arkitekter, ingeniører og håndværkere er ved at bearbejde projektet, som i løbet af det næste kvartal vil undergå en ombygning og et facelift på et par millioner kroner.

Derfor de det glædeligt, at vi nu har aftaler på plads fem nye lejere.
De første rykker ind allerede i denne uge, og næste fredag følger bølge 1 fra vores nye ankersamarbejdspartner Sindico Group, når WeMarket rykker ind med 35 mand. Senere på efteråret og midt på vinteren følger så NoMilk og PartnerTekst, men det sker først, når håndværkerne er færdige med at ombygge den gamle trykkerihal ud mod Smallegade til et spændende kontormiljø på 295 kvm.

Konkret mangler vi at udleje ca. 600 af selskabets 2.700 kvm. og i nedenstående link præsenterer min nye kompagnon Thomas Haurum på bedste vis mulighederne og konceptet, hvis du skulle have brug for nye og anderledes omgivelser i et spændende powerhouse, som rammen om din erhvervsaktivitet.

Se video: https://youtu.be/ke_7eMuPfWM

Og så er jeg jo stadig involveret i håndbolden som næstformand i det nye Ikast Håndbold og formand for det underliggende ejendomsselskab med i alt 18 fuldt udlejede rækkehuse på Vesterhåb. At komme i bestyrelsen for en håndboldklub er nærmest sekterisk og svær at komme ud af igen. Lidt lige som et katolsk ægteskab, der for mit vedkommende startede i 1981 og kun har haft ganske få afbræk. Det er lidt vildt – 38 ud af de sidste 41 år, har jeg været involveret og er ikke kørt træt endnu.

Pigerne debuterede i går i den nye (eller gamle) blå-gule spilledragt, og man blev nærmest helt nostalgisk af at se, holdet vinde en stor og fortjent 8-målssejr over lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel i det der nu hedder IBF Arena. For pokker hvor så det flot ud. Efter svipseren i Randers er vi ”back on track”, og jeg fornemmer, at der er noget fornuftigt under kontrolleret udvikling. Både sportsligt, organisatorisk og økonomisk, så de skal ikke forvente ”peace our time” hverken i Odense eller Esbjerg…. Vi kommer skal nok komme efter dem!

Og så er jeg blevet betroet formandshvervet i UBBE Rådgivende Ingeniører i Silkeborg. En virksomhed ejet og startet af den 33-årige Kasper Ubbe med speciale i rådgivningsarbejde indenfor el, VVS, ventilation, bæredygtighed og brand. Virksomheden havde to års fødselsdag, da vi havde bestyrelsesmøde i fredags, og kommer i denne måned op på en halv snes medarbejdere. Et utroligt spændende start up-projekt, hvor jeg ud over Kasper danner bestyrelse med juristen Thomas Jakobsen, som netop har solgt sin andel af Birch Ejendomme, og nu har god tid til netop bestyrelsesarbejde.

Den hektiske aktivitet har betydet, at golfen er kommet lidt i 2. række her efter ferien, med denne for en mand ydmygende udgang, at min hustru er kommet 0,9 under mig i handicap, og nu har et slag mindre at gøre godt med, når vi teer ud på Ikast Golf Clubs bane. Der er dog -som med stillingen i Superligaen lige nu – kun tale om et øjebliksbillede, og jeg forventer det ændret, når vi om en god uge vender hjem fra Costa del Sol efter 4-dages-turneringen Marbella Open Granlund Invitational. Her dyster 42 mænd om en flot jakke, en stor pokal, lidt præmiepenge og frem for alt den helt store ære – og retten til at sidde ved tidligere tiders vinderes bord på den afsluttende festaften om søndagen. Vi skal kun sove seks gange mere inden vi skal afsted.
Efter 38 point i søndags føles topformen nu om sider på vej, men forventningens glæde har jo tidligere været den største, når det gælder netop denne turnering.

Nyd sensommeren – og den smukke september med den høje luft… Oktober kommer til at handle om valg til Folketinget, er min klare overbevisning.

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nr. 4 på liste C

Så kom vi for alvor igang efter en god sommerferie. August er fløjet afsted, og det samme er sommeren som formelt har sidste salgsdato onsdag. Men septembers himmel er jo som bekendt ofte blå, og det har vi lov at håbe på, nu hvor dronningens regentjubilæum omsider kan fejres, mens vi venter på “det rigtige valg”, som de fleste forventer afholdt inden udgangen af oktober.
I Regionsrådet startede vi med brask og bram med to fagudvalgsmøder den første mandag efter ferien. Det var en lang dag oppe på sygehuset i Randers, skal jeg hilse at sige.

Flyder ikke i mælk og honning
Og så havde vi jo budgetseminar nummer 2 medio august, og selv for et nyt medlem, er det ikke svært at se, at vi ikke lige frem flyder i mælk og honning. Hverken i 2023 eller årene lige derefter, og da vi jo ikke kan udskrive ekstra skatter, er der kun få håndtag at tage greb i. En benhård prioritering om need to have og nice to have, og det betyder, at de to hårdt tiltrængte renoveringsprojekter i Randers (1.1 mia) og etablering af helt ny psykiatri ned til Søndersø i Viborg, næppe undgår en mindre forsinkelse. Hellere det end at skære i projekterne, for begge er i den grad påkrævede. Der er absolut ikke tale om nogen storhed.
Til gengæld er der håb om, at det såkaldte gavlbygggeri i Silkeborg kan holde både plan og omfang. Det er helt andre økonomiske størrelsesordner vi taler om, og behovet er mindst lige så stort.

Møde i Danske Regioner
Og så har jeg været til mit første fysiske møde i Danske Regioners udvalg for løn og praksis, som det så fornemt hedder. Vi sidder 15 mand i udvalget med Heino Knudsen (Region Sjællands formand) i spidsen, og vi er nu ved at forberede rammer og taktik forud for forårets forhandlinger med de offentligt ansatte, der hører under regionerne. Herunder blev jeg opmærksom på, at en gennemsnitlig dansk sygeplejerske på fuld tid (ikke afdelings- og oversygeplejersker) har en gennemsnitlig årsløn på 507.000 incl. pension men eksklusiv overarbejde.
Jeg må indrømme, at det ikke var det indtryk, jeg stod tilbage med sidste sommer, da konflikten rasede. Jeg har altid haft dyb respekt for sygeplejerskers arbejde, uddannelsesniveau og ansvar.

Vi skal have talt faget op – ikke ned
Men den retorik de har spillet ud de sidste par år, er der ingen unge 3. G’ere eller HF’ere, der tør søge ind på dette fag. De har en fornemmelse af, at gageringen er langt mindre og i hvert tilfælde langt fra en halv million. Vi skal have talt faget op og ikke ned.
Når der kommer for få nye ind i systemet, og andre går på deltid, på pension eller Arne-pension, ja så skal det jo blive mere hektisk end godt er for dem, der er tilbage.

En dag i kitlen
Onsdag i forrige uge havde jeg fornøjelsen at være i praktik som akutsygeplejerske på vores nye fantastiske hospital i Gødstrup, som jo i den grad mangler netop behandlersygeplejersker – ikke kun på supersygehuset men også i akutfunktionerne i Lemvig, Holstebro og Ringkøbing, der jo hører under Gødstrup.
Det var i den grad givende backstadge at følge, hvordan der arbejdes både med visitering, i kommandocentralen, som sørger for at få patienterne videre til andre afdelinger og også inde på selve modtagelsesstuerne, hvor Falck-redderne kommer ind med patienterne.
For at aflaste har man taget både sosu’er
og medicinstuderende ind, men det er indtil nu ikke lykkedes at hente assistance fra sygehusene øst for højderyggen. Af overenskomstmæssige årsager må man ikke flytte en sygeplejerske fra Silkeborg eller Viborg til Gødstrup. Det har jeg så lært, men der står ingen steder, at man ikke må spørge dem pænt om hjælp i en akut overgangsfase. Jeg tror det er en nødvendighed på samme måde som ledelse og personale må udvise større forandringsparathed. Og ikke bare mere af det samme. Ellers tror jeg desværre, der går for lang tid, inden der genåbnes i Lemvig og tændes aftenlys i Holstebro.
Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at et enigt Regionsråd har givet ledelserne i Gødstrup og hovedkvarteret i Viborg kraftige opfordringer til at få dette bragt på plads i en vis fart.
Men det ændrer ikke ved, at dialogen med sygehusledelse, cheflæge, chefsygeplejersken og sygeplejersken i felten var givende og horisontudvidende. Og så blev jeg bekræftet i, at ideen med nye supersygehuse er den rigtige.
Man kan komme af med sin bil, tog lige til døren, alle specialer er samlet under et tag og så er det lige så let at finde rundt på Gødstrup, som det er på Manhattan med streeter og avenuer.
I Randers og Viborg har selv personalet og de ellers så imødekommende frivillige fra Røde Kors svært ved at finde rundt.

41-0 igen i år?
Jeg kan forstå at budgettet de sidste par år er blevet vedtaget med 41-0, når man er nået frem til målstregen på regionsmøderne ultimo september. Det håber jeg også kommer til at ske i år. I det hele taget er jeg imponeret over, hvor godt der samarbejdes på tværs af partiskel, når vi taler Regionsrådsarbejde.
Selvom vi er valgt på forskellighed, er det en fornøjelse at se, hvordan selv Nye Borgerlige og medlemmer af Enhedslisten kan sidde sammen og i en sober tone drøfte tingene igennem og se, hvordan enderne kan bøjes mod hinanden og i mange tilfælde nå sammen.
Sådan tror jeg i en vis udstrækning også det ee på Christiansborg, selvom det er et noget andet billede, der fremstår i medierne.

Nye fordelingsudvalg
Og så er der i august også sket ændring i fordelingsudvalgene på gymnasieområdet.
Hidtil har fire geografisk opdelte udvalg med to regionsmedlemmer i hver arbejdet med kapacitet og fordeling af stx- og HF-elever.
Fra det nye optagelsesår udvides “pensum” til også at omfatte optag på handelsskoler og tekniske skoler, så vi under paraplyen næste år også har HHX og HTX.
Fra det nye år ændres antallet af udvalg fra 4 til 2. Et udvalg for Aarhus-området, der som de øvrige universitetsbyer, har haft etnicitetsproblematikken i højsædet.
Alle øvrige gymnasier, hvor kriterierne har kørt på afstand samles nu i et stort udvalg, der dækker fra Grenå ned til Tørring, over til Tarm og op til Lemvig. I dette udvalg sidder samtlige rektorer fra alle ungdomsuddannelser i Regionen sammen med Torben Nørregaard og jeg.
Den tidligere borgmester fra Ringkøbing-Skjern bliver formand for udvalget, og det er mit håb, at han og jeg få et lige så godt samarbejde som tilfældet har været i det gamle vestudvalg. Vi mødes første gang ultimo september.

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
-Valgt som nr. 4 på liste C

Så nåede vi til Skt. Hans, og jeg skal da lige love for, at sommeren nåede at indskrive sig, inden vi igen går mod kortere dage. Det skete samtidig med, at vi i Regionsrådet blev sendt på sommerferie, som afslutning på et hektisk 1. halvår af en 4-årig valgperiode.

Det har været nyt og overvældende, men samtidig særdeles lærerigt. Og onsdagens marathon-dag var et eksempel på, hvordan demokratiet kan fungere, når det er bedst. Når embedsværk og folkevalgte kan arbejde sammen og få ting til at mødes på midten, når man virkelig er presset i en alvorlig situation.

Og her tænker jeg selvfølgelig på sagen omkring akut-problematikken i den vestlige del af Regionen. På grund af store personalemæssige udfordringer med akutsygeplejersker i specielt Gødstrup var vi kaldt til ekstraordinære møder i Hospitalsudvalg og Nære sundheds-udvalg tidligt om morgenen i onsdags forud for et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde, som også var klemt ind foran Regionsrådsmødet om eftermiddagen.

Formiddagens intense forhandlinger mundede ud i, at der blev indgået et kompromis, som 39 ud af de 40 fremmødte i Regionsrådssalen kunne tiltræde. Kun en vikar fra Nye Borgerlige stemte imod.

Beslutningen blev at ferielukke akutklinikken på Sundhedscentret i Lemvig, og det samme bliver tilfældet med nat-bemandingen i Center for Sundhed i Holstebro. Men kun fra 1. juli til 14. august.

Tiltaget er foretaget af hensyn til patientsikkerhed og arbejdsmiljøet blandt sygeplejerskerne, ved det at vagtplanen hen over sommeren nu tilføres tre ekstra medarbejdere i hele ferieperioden.

Men heldigvis er beslutningen ledsaget af en række nye tiltag, greb og værktøjer, som skal være med til at løse op på den kritiske situation i specielt Gødstrup – ikke kun på kort sigt, men også på den lidt længere bane. Og det er vigtigt – der skal tænkes ud af boksen og innovativt – ellers bliver det jo bare mere af det samme, og dette ender i en ond spiral.

Men for mig drejer dette her sig også om borgertryghed og troværdighed. Hvem husker ikke, hvad der blev givet statsgaranti af Regionsrådet med Bent Hansen i spidsen og for øvrigt også af mit eget parti i 2010, da beslutningen om placeringen af storsygehuset i Gødstrup blev fastlagt. Her skulle der være et betryggende og solidt beredskab i den nordvestlige del af Regionen, så man kunne garantere borgerne i denne landsdel ro i sind og i nattesøvn. Og heri dygtige behandlersygeplejerskerne i Lemvig, Ringkøbing og Holstebro en central bestanddel. Og så skurer det altså op og ned af ryggen, at vi går i gang med dette her kun to måneder efter, at vores chefmonark har klippet snoren på Gødstrup.

Og derfor må denne ferielukning være sidste gang, vi ser indbyggerne mod nord og vest holde for i denne sammenhæng, og det fornemmer jeg heldigvis klart, at der er en forståelse for og enighed om. Både blandt direktionen i Viborg og på sygehusene og lige så vigtigt blandt os politikkere. Ellers kommer der næppe til at stå 39-1 næste gang….

Og så er der også ved at falde lidt ro på det organisatoriske niveau, efter den triste sag omkring karkirurgien med de alt for mange amputationer gennem de sidste 10 år. Der er ansat to kompetente personer i koncerndirektionen med udspring fra h.h.v. forvaltning og øverste medicinledelse til dels at varetage Ole Thomsens opgaver fremadrettet og dels få ryddet op både organisatorisk med opbygning og polstring af nye afdelinger i Viborg og Skejby og samtidig få sagt undskyld og givet erstatning til de personer, der uretmæssigt har måtte ofre centrale legemsdele. Vi konfirmerede på onsdagens Regionsrådsmøde, en plan for hvordan vi kommer helt til bunds i sagen med uvildige undersøgelser, og hvordan vi får kvitteret over for borgerne. Det skal være så vi igen kan se os selv i spejlet, og så skal der ellers tænkes fremad på alle niveauer.

Juni blev også den måned, hvor jeg kom til at opleve mit første Folkemøde. Min hustru og jeg havde- desværre kuldsejlede – planer om en tur der over i både 18 og 19, og de to følgende år, kom coronaen som bekendt på tværs.

Men som nyvalgt parlamentariker skulle det være, og vi havde fornøjelsen sammen med 30 kolleger fra Region Midtjylland, at blive indkvarteret i Gudhjem med udsigt helt til Christiansø. Og selvfølgelig skinnede solen på Bornholm, og ikke mindst i Allinge, hvor området ved den maleriske havn i Allinge, nærmest er som håndskåret til Danmarks demokratifestival. Jeg må sige det lige ud: Folkemødet var Danmark og demokratiet, når det er bedst. Det er vores skråsatte konklusion efter tre fantastiske dage ude midt i Østersøen. Eneste hår i suppen er buslogistikken: Det er noget os her ovre i Midtjylland gerne vil komme og give et kursus i. Men så kunne vi jo i stedet tage den på stop – ikke mindre end fire gange. Min hustru blev stillet forrest, og der gik aldrig mere end fem minutter før vi blev taget op. Og stiftede nye bekendtskaber med glade og positive danskere, som også interesser sig for samfund og for politik, og med hvem man trods politisk forskellighed kan enes om, at vi bor et fantastisk sted på jordkloden.

Fortsat god sommer til alle.

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nummer 4 på liste C

Det er ikke politik det hele. Siden sommerferien sidste år, har jeg arbejdet med et nyt koncept for vores erhvervsbygning på Strøget 38-40, som jo stod til at skulle blive mere end halvtom i løbet af det kommende efterår.
Heldigvis kommer det ikke til at ske, da vi efter snart 11 måneder drøftelser er nået frem til en aftale med en store gruppe af aktive og partnere i Sindico Group’s selskaber, som ikke blot går ind og sætter sig på halvdelen af lejemålet. De køber sig også ind i selskabet med i første omgang 85 og i løbet af fire år vil der så være gennemført endeligt generationsskifte på ejendommen også, når jeg fylder 68.
Jeg er vanvittig glad ved aftalen, skal jeg ikke lægge skjul på. Dels bliver jeg holdt lidt skarp som deltidsansat direktør på “Avisen” de næste fire år, og dels beholder jeg kontor i bygningen, selvom dette nok rykker et andet sted hen, som det er gjort 5-6 gange tidligere gennem de sidste 41 år. Og jeg kommer også efter sommerferien til at beskæftige mig med Regionspolitik, bestyrelsesarbejde, kommunikationsrådgivning og nu også erhvervsudlejningsvirksomhed.

Her følger forklaringen fra den officielle pressemeddelelse, som røg ud i går. De næste fire dage vil jeg nyde i det danske demokrati højborg – nemlig Folkemødet på Bornholm.

Pr. 1. august rykker onlinemarketing-virksomheden WeMarket ind i Ikasts nye erhvervs- og iværksætterhus “Avisen” på Strøget 38-40. Det er bygningen, som i øjeblikket danner ramme om både lokalavis og marketingbureauerne Happy & Co og CO3. Det beslægtede selskab No Milk, der udvikler hjemmesider, følger i WeMarkets fodspor. Efter en grundig renovering af den gamle trykkerihal ud mod Smallegade i løbet af efteråret, vil der i alt være 50 mand beskæftiget på den nye adresse.
-Vi har længe været på udkig efter nyt firmadomicil. Vores lokaler på Eli Christensensvej har fungeret godt, men vore selskaber sidder i hvert sit husnummer. Nu får vi det hele samlet i et miljø, der er unikt og attraktivt, og den mulighed kunne vi ikke lade gå fra os, siger Thomas Haurum, der er grundlægger af den ekspanisive online-marketing-virksomhed.

Plads til flere

Med WeMarkets indtog er ca. 65 procent af erhvervskollektivet udlejet. Ud over WeMarket er der lavet aftale med endnu en ny virksomhed, lige som der er afsat løse skriveborde til en lille håndfuld af enkeltmandsvirksomheder. Og her udover forventes det, at man inden ferien lukker aftale med en kontrahent, som forpagter kantine og køkken, og således både skal stå for det kulinariske i dagligdagen og så drive cateringvirksomhed ved siden af.
-Interessen for vores nye erhvervshus har været massiv, siger direktør på Avisen, Bo Jensen. -Og vi forventer at se en slipstrømseffekt, når vi har den nye ankerlejer på plads. Det vil fortsat være et dynamisk, attraktivt og anderledes miljø med spændende virksomheder og dynamiske mennesker, og det er jeg sikker på vil trække flere til, siger Bo Jensen, som samtidig glæder sig over, at der stadig vil være kommunikationshus på matriklen, som det har været tilfældet siden 1934.

Bliver medejere

Samtidig med indgåelsen af lejemålet køber folkene bag WeMarket og Sindico Group sig ind i IB Ejendomme, som i samme forbindelse ændrer navn til Avisen Ikast ApS. Ejerandelen bliver 65 procent, mens Sindico’s beslægtede ejendomsselskab Pilea Estate, der har Daniel Høj som founder, køber 20 procent. IB Gruppen, der ejes af Bo Jensen og Steen Hebsgaard, ejer fremadrettet kun 15 procent. Hebsgaard træder ind i den nye bestyrelse, mens Bo Jensen fortsætter som direktør. Den øvrige bestyrelse udgøres af ejendomsdirektør i Pilea Estate, Morten Fagerlund og partner Jannick Troelsen fra WeMarket, som beklæder formandsposten.
-Det har været meget afgørende for os, at Steen og Bo fortsætter. Deres lokalkendskab er unikt, og vi har strategisk besluttet os for at drive en stærk virksomhed med rod og forankring i Ikast, siger Thomas Haurum. –Ikast har været en fremragende katalysator for vores virksomhed, hvorfor vi nu slår endnu dybere rødder, siger Thomas Haurum, der også ser lokationen som et stærkt træk til rekruttering af endnu flere nye medarbejdere. – Vi ligger centralt – ikke kun i Ikast og i Midtjylland, men også i forhold til offentlig infrastruktur, siger Thomas Haurum.

Mere indhold

Efter at aftalen med WeMarket er på plads, er opgaven nu at skabe det sidste indhold på Avisen. Dels med de fysiske rammer som får en opfriskning, dels med aktiviteter, og dels med at få lejet de sidste lokaler og skriveborde ud.
-Vi har gang i noget, som ikke findes andre steder. Unikke erhvervslejemål til både gården og til gågaden, med god synlighed, nære parkeringspladser og let adgang. Og tilmed faciliteter som fredagsbar, foredragsrækker, rooftop og sågar husmassør- Og så kan vi tilbyde omgang og en dagligdag med positive mennesker, der kan lide at gå på arbejde, slutter Bo Jensen.

Nu er vi på tærsklen til sommeren, når der på onsdag står juni i almanakken.

Og vi er på vej ud af min femte og indtil nu med afstand mest hektiske måned som regionsrådsparlamentatiker. Afskedigelsen af vores sundhedskoncerndirektør i mere end 10 år, Ole Thomsen, har selvfølgelig fyldt meget, og har været ubehagelig for alle – både embedsfolk i forvaltningen og os politikere. Men den er selvsagt også forfærdelig for de flere hundrede (og deres pårørende), der unødvendigt har fået et ben sat af. Og en skandale af den størrelse uanset om det var 92 eller 47 pr. år skal ansvarsplaceres – det er en nødvendighed på dette niveau, og det tror jeg også Ole Thomsen forstår. Han er en begavet mand, som jeg har siddet tæt sammen med i Hospitalsudvalget, og hans viden, indsigt og historik bliver svær at remplacere. Hvorfor vi på den lukkede del af onsdagens Regionsrådsmøde vedtog at konstituere både en lægefaglig direktør og en sundhedsfaglig underdirektør til at forestå hans opgaver her i vadestedet på kort bane.

Og så er det vores forpligtelse som regionsrådspolitikere og arbejdsgivere at give både de to nye og de to øvrige tilbageværende i direktionen opbakning og arbejdsro til at få tingene til at fungere igen, så vi atter har grund til at være stolte af en velfungerende maskine i Region Midtjylland. Og på en måde, hvor vores personale på sygehusene igen kan føle tryghed, stolthed og glæde i jobbet.

Nu håber jeg alle kommer videre. Både hr. Thomsen og vores hospitaler i Viborg og Skejby, så vi igen kan have dygtige karkiruger begge steder, som det har været tilfældet tidligere. Uanset om det er en topatlet eller en ældre borger, der ikke har levet som en udpræget sundhedsapostel, har man krav på vejledning og helbredelse og skal ikke have noget at frygte uanset hvilket hospital, hvilken ugedag og hvilket tidspunkt på døgnet man bliver tilset eller behandlet.

Og så har der jo været meget ståhej om gymnasierne – både lokalt, regionalt og på landsplan.

Alle vidste, da jeg sagde ja til opstilling, at min holdning til lige præcis udkants- og indvandrergymnasier adskiller sig fra mit partis holdning på området.

Men derfor skal der ikke herske tvivl om, at jeg er en både social og demokratisk konservativ helt ind til det inderste. Og jeg er så naiv at tro, at dette var en af årsagerne til mit overraskende flotte valg.

Der har IKKE været frit gymnasievalg i Danmark de sidste 40 år, som det af visse kampagner fejlagtigt er fremstået. Via kapacitetsstyring kan man holde hånden under de mindre gymnasier i udkantsområder som Lemvig, Struer, Ringkøbing og Tarm – men også i mindre centrale bysamfund som Bjerringbro, der i år med kun 39 optagne elever på STX må have hejst det gule flag.

I Fordelingsudvalget Vest, hvor vi sidder 11 personer – ni rektorer og to politikere – har der været stor hektik, idet alle ikke fik deres første prioritet opfyldt, som i det konkrete tilfælde var Herning Gymnasium. Det betød at vi i udvalget i tirsdags måtte behandle 49 klagesager. De 7 vedrørte elever, der havde søgt for sent. Af de 42 tilbageværende blev der givet dispensation til 7 elever, hvor det af forskellige gode grunde gav langt mest mening, at gå på gymnasium i Herning.

Herudover viste det sig, at der alligevel var plads til yderligere 10, og det betød bl.a. at elever fra Kibæk-området med 16 km til Herning og 33 til Tarm formentlig kommer til Herning, hvilket også må betegnes som sund fornuft.

Og så kommer vi til ansøgere fra bl. a. Sdr. Felding, Aulum og Haderup, hvor der jo som bekendt er kortere afstand til hhv. Tarm og Holstebro/Struer. Og det samme med Brande- og Videbæk-ansøgere som er blevet henvist til Ikast og Ringkøbing.

Jeg er sikker på, at disse elever nok skal få et godt gymnasieforløb både fagligt og socialt. Samtidig betyder det, at man får mellem 5 og 10 elever ekstra på gymnasierne i Ringkøbing, Tarm og Struer.

Det betyder mellem en kvart og en halv million i forbedret drift på den enkelte skole og det gælder hvert år i tre år. Det kan man lave meget god skole for – måske et ekstra hold, og den solidariske ordning er med til at sikre et STX-udbud i disse byer – også om 3 og 5 år, hvor årgangene desværre fortsat er små, inden det heldigvis vender med udgangen af dette årti.

Hvis først et gymnasium lukker, vil det netop betyde, at de unge ikke har noget reelt valg af ungdomsuddannelse. Medmindre man som 15-16 årig er klar til at flytte permanent hjemme fra til et kostgymnssium. Og det vil betyde en markant lavere gymnasiefrekvens i vores område, og der skulle vi jo nødig hen igen.

I universitetsbyerne er det problemet med forebyggelsen af indvandregymnasierne, der optager debatten.

Der er i dag ca. 12 procent børn og unge af anden etnisk herkomst. I min optik fremmes integration og mellemfolkelighed, hvis man i samtlige gymnasieklasser i Danmark blev beriget med 4-6 elever med indvandrerbaggrund. Lidt afhængigt af, hvor i landet man befinder sig.

Det vil ingen dansk gymnasieelev – heller ikke dem fra Hellerup, Hunderup, Højbjerg eller Hasseris få varige men af. Tvært imod: Man vil kunne lære og horisontudvide af det, og det vil i min optik være godt for ikke mindst muslimske piger.

Desværre må man af hensyn til international lov ikke fordele efter etnicitet. Derfor har man valgt forældreindtægt for at få elevdiversitet. Måske med en lige rigelig stor geografisk spredning – lad os håbe, der kommer styr på det, når forslaget i starten af juni skal 2. og 3. behandles i Folketinget.

Det er ubehageligt at have særstandpunkt på dette ene men for mig særdeles vigtige område – ikke mindst når man som jeg er ny mand i rådet. Jeg bliver helt sikkert ikke undervisningsminister i en kommende Søren Pape-regering, men hvis min indsats kan være med til at sikre, at der også i fremtiden er STX-gymnasier i yderområderne, er dette også langt mere vigtigt for Danmarks fremtidige balance og sammenhængskraft…..

Jeg er taget på en lang weekend med familien i Marbella og håber, at Himmelfartsferien vil bidrage til hygge og afslapning og så en pokaltitel i fodbold og et sæt bronzemedaljer i håndbold til FCM og HIH.

God himmelfartsferie til alle
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nr. 4 på liste C

Alle var der. Hendes majestæt Dronningen, som klippede snoren. Sundhedsminister Magnus Heuneche. Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, 6 midt- og vestjyske borgmestre med deres kommunaldirektører. 21 af 41 Regionsrådsmedlemmer med formand Anders Kühnau i spidsen. Flere tidligere regionsrådsmedlemmer, der var med til at træffe beslutningen om Gødstrupplaceringen. Heriblandt den tidligere Regionsrådsformand Bent Hansen, Ulla Diderichsen, Viggo Nielsen fra Skjern samt mine partikammerater Ove Nørholm og Paul Muller. Og min santen også vores tidligere amtsborgmester Knud Munk Nielsen. Og så selvfølgelig Hernings tidligere borgmester Lars Krarup, som i den grad gik i brechen for den storbynære placering i Gødstrup, da slaget blev slået i slutningen af 0’erne.

Og så var der jo hele toppen fra regionsforvaltningen i Viborg, så godt som alle direktionsmedlemmer af regionens fem andre hospitaler og så som selvskrevet Gødstrup-triumviratet – hospitalsdirektør Poul Michaelsen, lægefaglig direktør Jens Friis Bak og sygeplejerskefaglig direktør Ida Gøtke, som kompetent bestred jobbet som konferencier ved åbningen af det nye Regionshospital Gødstrup.

Direktionen har stået last og bram under hele opførelsesprocessen, og deres glæde og stolthed strålede forståeligt om kap med Anders Kühnaus og aprilvejret, som til lejligheden viste sig fra sin aller venligste side.

Og så var der selvfølgelig alle hospitalets øvrige ledere – overlæger, oversygeplejersker og administrative, som sammen med det øvrige personale, nu får til opgave at drive godt sygehusvæsen for den vestligste tredjedel af Region Midtjylland. Og de virkede i den grad opsatte på at fylde de flotte rammer ud til patienternes og dermed borgernes tilfredshed.
Og jeg fornemmer, at man på den brede bane er kommet godt igang, selvom der selvfølgelig er indkøringsudfordringer, når man er med til en 100-års hændelse i vores landsdel: Nemlig ibrugtagningen af et supersygehus til den nette sum af 3.150.000.000. Tremilliarderethundredeoghalvtresmillioner! Og det er altså til somatikken alene. Hertil kommer så psykiatrien og sågar en smuk hospitalskirke, som i parentes bemærket er finansieret af folkekirken.

Nu kræver det lidt pionerånd, og den ser ud til at være til stede både hos både patienter, pårørende og ansatte. Lad os så håbe, at de fysiske rammer kan bidrage til at skabe mere effektivitet og frem for alt mere arbejdsglæde og tilfredshed hos vore medarbejdere, selvom de ydre rammer jo ikke kan gøre det alene.
Hospitalsledelsen og det øvrige embedsværk skal roses for at have holdt sig inden for budgetrammen, selvom byggeriet har overskredet den oprindelige tidsplan som blev afstukket tilbage i 2009. Men en Tolstrup-ost tager som bekendt den tid en Tolstrup-ost skal have. Det gør et godt sygehus åbenbart også.
Nu ligger det der – side om side med forskningscentret NIDO, som i øvrigt har stået klar i et år. Det var en stor ære og glæde som nyvalgt Regionsrådsmedlem og medlem af Hospitalsudvalget at deltage i åbningsfestlighederne i fredags. Også selv om hele budgettet var udnyttet så komplet, at der hverken var til vådt eller tørt til de fremmødte…

Men det var en god dag, og vi midt- og vestjyder er jo vant til nøjsomhed. Og så er vi glade, stolte og taknemmelige over de fyrtårne, vi får til vores område.

Og tænk så hvis næste milestone i den midt- og vestjyske sundhedssektors historie kunne være, når Gødstrup ændrer status fra supersygehus eller regionssygehus til universitetshospital. Så vil vi nemlig være på somgangshøjde med resten af Danmark!

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
– valgt som nr. 4 på liste C

Mange har spurgt til, hvad jeg laver ud over regionen efter jeg har solgt mine virksomheder.

Jeg kan berolige med, at jeg ikke ligger på den lade side eller er på vej mod fordærv og skørlevned.

Som bekendt er jeg formand for Ikast-Brande Gymnasium, hvor jeg har sagt ja til min fjerde periode. Herudover er jeg formand for udviklingsselskabet Ikast Bymidte, som er et anpartsselskab, hvor 9 mand af uegennyttig interesse knokler for at skabe aktivitet og udvikling i Ikasts forretningscentrum.

Og så jeg jo næstformand i håndboldklubben, hvor vores piger i lørdags sikrede sig adgang til den europæiske Final4 for andet år i træk. Nu gælder det om at kvalificere os til DM-semifinalerne i det slutspil, som netop er gået igang.
Og så er jeg i øvrigt formand for det jubilæumsudvalg som den 11. juni holder 50 års jubilæumsfest for håndbolden under IFS.

Vel rimeligt at man tager en tørn her, når man har siddet i bestyrelsen siden 1981 kun afbrudt af sammenlagt 3,5 år.
Der er tilmeldt over 200 til festen, og vi forventer tæt på 300 deltagere og nostalgi i tonsvis. Hvis du vil deltage, kan du læse nærmere på ifshaandbold50.dk og så ellers betale 350 kr. på MobilePay.

Og så driver jeg jo fortsat en lille en-mandskommunikationsvirksomhed, hvor jeg hjælper folk med behov for kommunikationsrådgivning, tekstforfatning og grafisk produktionsformidling.

Jeg er på mit gode gamle kontor næsten hver dag, når jeg ikke er i Regionen, og her er min største arbejdsopgave lige nu “Projekt Avisen”, som er udlejning af erhvervslokaler i et anderledes erhvervsfællesskab. Vores to største lejere Happy og CO3 forlader som bekendt bygningen på Strøget 40 i løbet af 2022. Og i denne uge kom det frem, at også Ikast Avis/Herning Folkeblad forlader tomten, hvor der ellers har været drevet ugeavis siden 1934. Det sker pr. 30 september, hvor de har købt et butikslokale midt i Strøgcentret.

Det er vi selvfølgelig kede af – vi har ellers gjort, hvad vi kunne for at tilbyde alle muligheder i vores 2.400 kvm store bygning, men da man jo som bekendt ikke både kan sælge og fortsat bestemme, tager vi selvfølgelig Herning Folkeblads beslutning til efterretning. Også selvom det jo ikke er den form for virksomhed vi i Ikast Bymidte, i Strøgcentret og i Vores Ikasts øverste ledelse ønsker at få ind på vores forretningsstrøg. Men det er en helt anden sag.

Heldigvis kan vi glæde os over stor interesse for vores projekt “Avisen”, hvor mere end en halv snes virksomheder har forhørt sig om mulighederne eller været på besigtigelse. Der er alt lige fra iværksættere, der vil leje et løst skrivebord for at være en del af noget større, over 5- og 7-mandsvirksomheder til store etablerede firmaer, som har brug for mellem 500 og 750 kvm.

Er du interesseret i at høre mere om udviklingen af det gamle mediehus, så gå på avisen.info og læs mere eller kontakt Steen Hebsgaard eller mig direkte.

Det kunne også være, at du skulle være vores nye køkken- og kantineforpagter, hvor du ud over at lave god frokost til husets beboere også vil kunne drive egen lille catering-virksomhed og samtidig have adgang til selskabslokaler.

Så nåede vi næste milestone i min karriere som parlamentariker – nemlig det første hele kvartal som Regionsrådsmedlem.
Siden sidst har jeg deltaget i fem fagudvalgsmøder, to hele temadage og to todages-workshops med overnatning, en række adhoc-møder og så yderligere to Regionsrådsmøder i den store runde sal i Viborg, hvor det sidste var i onsdags.
Her fik jeg i en voksen alder “taget min dyd” ved mikrofonen, som er salens svar på Folketingets talerstol. Jeg fik dog ikke mønter af mine rådskolleger, som det er kutyme på Christiansborg, men når der nu er 3.975 vælgere, der har givet mig deres stemme, er der jo også vigtigt, at man ytrer sig, når man har noget centralt på sinde.

Og det havde jeg i to sager. Dels omkring bevarelse af burruterne i de tyndere befolkede områder, så vi er sikre på, at vi kan få borgerne til og fra arbejde og skole og sikkert hjem om natten. Passagererne skal nok vende tilbage, når coronadønningerne har lagt sig, og benzinen koster over 16 kr. pr. liter. Og vi i Det konservative Folkeparti vil gerne understrege, at vi er et grønt parti – ikke kun af partifarve og navn – men også af gavn.
Og så kunne jeg ikke undlade at udtrykke min forbløffelse over, at vi skulle behandle bevilling af penge til en udvidelse af fødeafdeling i Gødstrup, næsten inden den første pressevé havde nået at melde sig. Når vi taler et byggeri til 3,15 mia. skal man altså have det lange lys på, så der ikke skal bygges knopskydninger på, inden Dronning Margrethe når at indvie Storsygehuset den 22. april.

Gødstrup har det lidt lige som den grimme ælling. Den har gået utroligt meget igennem, inden den rent faktisk er blevet til en smuk svane. Og nu skal det ikke blive en grim knopsvane med usammenhængende gevækster, som man desværre har set det i Randers. Her var vi på temadag i mandags, og jeg siger jer: Det er i den grad gammelt og nedslidt. At se 4-sengs stuer på hjertemedicinsk afdeling deroppe, er ikke noget der giver associationer i retning af et velfærdssamfund. Og spørgsmålet er, om man ikke i midten af 0’erne i Folketinget skulle have haft det lange lys på, og gjort det samme som med Herning og Holstebro? Men det er for sent nu. De investeringer, der foretages i Randers Sygehus nu, er absolut ikke nogen storhed. Det er et must.

Vores nye storesygehus I Gødstrup er kommet godt i gang, og jeg glæder mig til at skulle til fagudvalgsmøde derude på mandag og se det i funktion. Heldigvis får det fortrinsvis positive vibrationer med på vejen fra både ansatte, indlagte, pårørende og pressen – selv Ekstra Bladet – skriver pænt og flot om dette epokegørende projekt.
I forrige uge var der generalforsamling i Danske Regioner. Det foregik på Comwell og Maskinværkstedet i Aarhus, hvor Anders Kühnau afløste de sidste fire års formand Staphanie Lohse på posten som formand for landets fem regioner.
Vi konservative gik fra 1 til 3 medlemmer af den 17 mand store bestyrelse, og i Regions Midt bliver vi repræsenteret af min gode kollega Martin Jakobsen fra Silkeborg. Martin er en tung dreng i det parlamentariske system – nu med sin 3. periode i spidsen for de konservative i Silkeborg Byråd, hvor han også er udvalgsformand. Jeg fik en post i fagudvalget for Løn og praksis, som står for overenskomstforhandlingerne. Nogen mente jeg var håndskåret til dette, når jeg i mit arbejdsliv har prøvet at forhandle løn med typografer….. Dette udvalg skal mødes 6 gange årligt samt ad hoc – specielt når vi nærmer os overenskomstforhandlingerne, og udvalget har fået Heino Knudsen, der er Regionsrådsformand i Region Sjælland, som formand.

Vi mødes første gang i udvalget den 10. maj hos Danske Regioner, der har hovedkontor på Østerbro i København.
Bortset fra påsken bliver april også en hektisk måned. Jeg har jo sæde i fordelingsudvalget vest ifm ungdomsuddannelser, og her har vi møde den 20. april.

Desværre er der fortsat vigende tilgang til stx og HF – og flere af de mindre gymnasier har her, hvor de små årgange for alvor slår igennem, problemer at opnå en størrelse, der kan give kritisk masse. Så det skal vi have set på. Heldigvis fik vores gymnasium i Ikast, hvor jeg jo selv er formand, for mange år siden oprettet først Team Danmark-ordning og siden IB-uddannelsen, og det betyder, at vi er mellemstort gymnasium med robusthed, men det kan man desværre ikke bryste sig med alle steder.

Så der bliver nok at få tiden til at gå med – også i april. Så foreløbig god weekend. Jeg skal læse dagsordener til hele to udvalgsmøder mandag.

”Avisen” med lokation på Strøget 38-40 tilbyder spændende kontorfællesskaber eller egne lokaler fra 10 til 1.100 kvadratmeter – og alt fra fredagsbar til fælles reception og foredragsrækker

IKAST Det første iværksætter- og erhvervshus af sin art i Ikast med kontorfællesskab eller egne lokaler ser nu dagens lys.

Det er IB Gruppen, der nu under navnet og brandet ”AVISEN – plads til vækst” kan offentliggøre nyheden om et ambitiøst erhvervsprojekt, som henvender sig til potentielle iværksættere, erhvervsfolk og erhvervsvirksomheder, der har brug for lidt eller meget plads til vækst og udvikling.

“Avisen” har lokation i downtown Ikast på Strøget 38-40 – lige uden for Strøgcentret vis-a-vis Bakkehuset. Den velholdte og charmerende bygning er på knap 2.400 kvadratmeter fordelt på fire etager og har været domicilejendom for Ikast Avis siden 1934 og er det stadig.

Officinet danner i øjeblikket ramme om 12 erhvervslejemål, hvoraf to ankerlejere CO3 og Happy & Co. fraflytter henholdsvis 31. juli og 31. december 2022.

-Herefter vil der blive først 500 og siden yderligere 600 kvadratmeter ledige til nye formål.
Og her byder vi enkeltpersoner og virksomheder velkommen som beboere eller lejere i et nyt og anderledes erhvervsfællesskab, siger direktør i IB Gruppen, Bo Jensen.

Hele bygningskomplekset ejes af IB Ejendomme, som er 100 procent ejet af IB Gruppen, der har drevet multigrafisk kommunikationshus i Ikast siden 1925 og på adressen Strøget 40 siden 1934.

Selskabet er velkonsolideret og ejes af Steen Hebsgaard, Per Haulrik og Bo Jensen. Sidstnævnte er hovedaktionær og direktør for såvel IB Gruppen som IB Ejendomme.

-Bygningen er i rigtig god stand og vedligeholdt. Den fik et kraftigt face-lift i 1994 og en senere udvidelse i 2000. Og den har gennem årene – ud over avis, trykkeri og reklamebureau – været rugekasse for en række succesfulde knopskydninger, siger Bo Jensen.
-Vi har erfaret, at der er venteliste i Innovatorium i Birk af både iværksættere og etablerede, og i Soho, der har til huse i den gamle Kødby på Vesterbro i København, er der mere end 400 CVR-numre under samme tag i et meget attraktivt og kreativt miljø. Der er nærmest opstået en erhvervsmæssig subkultur på Vesterbro, og det har vi altså ladet os inspirere lidt af, siger Bo Jensen.

Tilfredse lejere

-For IB Ejendomme er det et mantra at have tilfredse lejere, som tåler forkælelse, og som ny beboer/lejer på Avisen lover vi, at man ikke bliver skuffet – men derimod positivt overrasket.
Konceptet er unikt, og er Ikasts første iværksætter- og erhvervshus med så mange indbyggede services og faciliteter.

På Avisen kan man få alt lige fra et “løst” skrivebord, til et fast skrivebord i et kontorfællesskab eller helt egne lokaler fra 10 til 1.100 kvadratmeter.

Erhvervshuset er centralt beliggende i Ikast med facade- og skiltningsmulighed til både Strøget, Smallegade og Villavej og dermed med stor synlighed i bybilledet.

Der er tale om – gør Bo Jensen opmærksom på – et gennemrenoveret hus med aircondition, superhurtig fiberforbindelse, printerfacilititer, god kunst på væggene, hvis man ønsker dette, 45 nære p-pladser, attraktiv kantine med god mad … og klaver, morgenbuffet og frokost, frisk kaffe, AV-faciliteter, mødelokaler, rooftop, gårdhave, fast tilknyttet husmassør, fælles reception, vareindleveringssluse med læsserampe og pedelfunktion.

Fredagsbar og foredrag

-Vi tilbyder forkælelse i et uformelt fællesskab, hvor man både kan være sig selv og en del af noget større. Selvstændighedstrangen har altid været stor i vores del af landet. Men selv om det er rart at have sit eget, er det også rart at være en del af noget større, som giver nogle muligheder. Vores køkkenchef og pedel er klar til at både at hygge om og forkæle lejerne. Mindst en gang om måneden vil der være fredagsbar – enten i kantinen, gårdhaven eller på rooftoppen – afhængig af årstid og vejrlune. Og derudover kører vi med faste kvartalsevents – enten for ledere eller for samtlige lejeres medarbejdere. Afhængigt af indhold. Og så arrangeres der selvfølgelig også en årlig julefrokost i oasen, som kantinen mellem Strøget 38-40 og baghuset må siges at være, siger Bo Jensen.

På Avisen vil man fra starten få følgende “lejekammerater”: Ikast Avis, Herning Folkeblads Ikast-Branderedaktion, Global Tags, Midtjysk Forsikringsagentur, Vores Ikast, Ikast Bymidte ApS, Hebsgaard tekst & Kommunikation, BBJ Holding ApS, IB Gruppen ApS og IB Ejendomme A/S.

Vil man vide mere, kan der rettes henvendelse til Bo Jensen eller statsaut. ejendomsmægler Torben Clausen fra Torben Clausen Erhverv i Gjellerup.

Nu er der gået godt en måned siden jeg formelt trådte ind i Regionsrådet, og jeg kan roligt sige det lige ud:
Det har været mega spændende, men også særdeles overvældende. Ikke mindst hvad der kræves af tid.

De første uger har lært mig, at jeg aldrig som i aldrig vil melde mig i koret, der mener at folkevalgte politikeret får for meget i løn.
Jeg havde en forestilling om, at et regionsrådsjob kunne bestrides med en dags ugentligt arbejde. Dette kan jeg allerede nu konstatere ikke kommer til at holde stik.

På den korte bane kommer det til at blive et halvtids job med al den introduktion, der nødvendigvis følger med, og derefter tror jeg det lander på noget det ligner 1/3 af et normalt job, og det er jeg selvfølgelig også indstillet på at lægge i det. Det meste at stofområdet er nyt for mig, når vi taler sundhed og psykiatri, og da jeg i modsætning til de fleste af mine rådskolleger kommer ind uden parlamentarisk erfaring, er en ekstra indsats altså nødvendig.

I de første 5 uger har jeg deltaget i 4 ordinære møder i stående udvalg, 1 ekstraordinært møde i Sundhedsudvalget, 1 regionsrådsmøde, 1 temadag på Skejby, 2 gruppemøder og 2 introduktionsseminarer begge over to dage, hvoraf det ene var hos danske Regioner i København. Og herudover en lille håndfuld møder med Regionens embedsfolk vedr. lavpraktik i det hele taget. Og inden man møder op til møderne, er der altså temmelig meget “læsestof”, som skal læses eller kigges igennem: Det gælder både de udvalg jeg selv sidder i, samtidig med at det er en nødvendighed, at følge med i hvad der rører sig i de øvrige udvalg.

Jeg har i den første periode fundet ud af, at de sidste fire års budgetter er vedtaget med stemmerne 41-0. Det meste foregår faktisk i en pæn, fordragelig og samarbejdende tone – både i råd og i udvalg, og billedet adskiller sig markant fra det parlamentariske galehus man ser ovre i England, hvor demokratiets vugge ellers siges at skulle have stået.

Det der har givet mest debat og ståhej her i januar og endog krævet et ekstraordinært udvalgsmøde i både Hospitalsudvalg, Udvalget for Nære sundhed og FU, var beslutningen om en midlertidig nedlukning af akut-sygeplejeklinikken i Ringkøbing frem til senest 1. april. I en situation med markant mangel på akutsygeplejersker, som har medført et straks-påbud fra Arbejdstilsynet samtidig med, at der skal sammenføres to sygehuskulturer fra Holstebro og Herning til Gødstrup, har altså nødvendiggjort, at vi samler alle gode kræfter på et sted. Det er to 100-årshændelser (corona og indvielse af et nyt supersygehus), der falder sammen med en 10-årshændelse (sygeplejerskestrejken), som nødvendiggør denne beslutning om en midlertidig lukning. Alle må lide afsavn i en sådan ekstraordinær situation, og der har ikke på noget tidspunkt været hverken planer eller intentioner om, at lukke akutklinikken i Ringkøbing permanent. Der er altså ingen – heller ikke i Kloster og Hvide Sande, der får varige men af en gang eller to her i første kvartal at skulle tage bilen eller en Flex Taxa til Herning eller Holstebro. Og når turistsæsonen for alvor sætter ind på Holmsland til påske, er der åbent igen – med opdateret og nyuddannet personale, som i et vist omfang bliver rekrutteret i andre faggrupper. Jeg er selv normalt vagthund for, at holde hånden under det yderste områder af Danmark, men denne her sag, har i min optik fået noget mere opmærksomhed – også i medierne – end den kan tåle.

Som tidligere nævnt er jeg kommet i to stående udvalg. Nemlig Hospitalsudvalget og Udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg, og vi taler i begge tilfælde om store budgetter. Jeg har igennem mit civile virke været vant til at arbejde med mange millioner – her taler vi altså milliarder, men som min nye og erfarne kollega Torben Nørregaard, der har været borgmester i både Videbæk og Ringkøbing-Skjern siger: Det skal du ikke blive nervøs over – der er bare et 0 mere på…

I forbindelse med en konstituering er der også en række udpegninger til en dødehavsrulle af råd, nævn, bestyrelser og repræsentantskaber. Jeg har fået sæde i fordelingsudvalg vest i forbindelse med dimensionering af ungdomsuddannelser. Herudover en spændende plads i repræsentantskabet for TV Midt Vest, som i den grad er et centralt medie for halvdelen af Regionens borgere – også når det gælder dækning af Regionens anliggender. Og så har medier generelt jo været noget jeg har beskæftiget mig med hele mit arbejdsliv.

Endelig har jeg sagt ja til posten i samarbejdsudvalget for fodterapi, hvilket er tre årlige møder.

Herudover er der arbejdet i Danske Regioner. Her har Konservative på Regionsplan indstillet mig til en plads i forhandlingsudvalget, der har at gøre med løn- og arbejdsvilkår for de 135.000, der har de fem danske regioner som deres daglige arbejdsplads. Her taler vi om seks årlige møder – fortrinsvis i København.

Jeg er ny dreng i klassen, og skal selvfølgelig finde min plads i hierarkiet . Mit fromme håb er imidlertid, at vi med godt arbejdet både i Hospitalshusudvalget og Regionsrådet – både blandt folkevalgte og kompetente embedsmænd, kan bruge det første år af valgperioden på at afdække de personalemæssige problemer, så vi kan få taget fat om nældens rod, få stoppet blødningen og fastholde den resterende del af medarbejderne. Og så skal vi bruge de næste to år på at få planen til at virke, så det kan fornemmes og mærkes af både ansatte og patienter. Hvis ikke vi lykkes med det, tror jeg, at der bliver stor udskiftning i Regionsrådet, når der om godt 3,5 år skal stemmes næste gang…

Jeg er fuldstændig enig med statsminister Mette Frederiksen, når hun trygler den voksne del af befolkningen om at blive vaccineret mod corona hurtigst muligt. Både dem, der endnu ikke har fået vaccinen, og dem der skal revaccineres med det tredje boosterstik. Og ligeledes vores børn i alderen 5 til 11 år.

Hvis vi skal tilbage til en bare nogen lunde normal hverdag, nytter det altså ikke, at nogle spiller frelste idealister. Jeg er enig i, at vi i et dansk uafhængigt demokratisk samfund ikke skal skride til tvangsvaccination, som vi ser det i visse lande. Men vi kan adfærdsregulere og gøre livet så dyrt og besværligt for minoritetsgruppen, at fornuften vil sejre til sidst. Vaccinepasset er genindført, og det er helt rimeligt, at kræve en maksimalt 72 timer gammel PCR-test, hvis man vil bevæge sig rundt i samfundet. Men ingen har sagt, at denne testservice nødvendigvis behøver at være gratis, hvis man som nogle vælger, at stå uden for vaccinationsholdet.

Hvis det kostede et tre-cifret beløb fra folks konto to-tre gange om ugen, og man samtidig kun var i stand til at gå i dagligvarebutikker og på apoteket, og så ellers arbejde hjemme fra eller modtage fjernundervisning, så tror jeg hurtigt, vi kunne få vaccinationsprocenten til at stige de ca. 10%, der formentlig skal til for at opnå flokimmunitet. Det er ubehageligt og udansk, men ved en 100 års-hændelse har det desværre vist sig som en nødvendighed i en situation, hvor også hele brancher har måttet lade livet.

Jeg læste i JP Aarhus mandag morgen, at et antal curling-forældre til børn mellem 5 og 11 år under navnet ”Mødres Brøl”, havde benyttet den sidste adventsweekend på at demonstrere imod vaccination af børn. Hvis mødrenes brøl gjaldt bekymringen for, at børns manglende vaccination skulle risikere at koste deres bedsteforældre livet, eller deres bekymringer for, om fremtidige generationer kan bevare vores høje velfærdsniveau, når regningen fra alle de betalte nødvendige hjælpepakker skal betales, så kan jeg forstå det. Ellers lyder brølet umanerligt hult.

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen
Smallegade 9, Ikast
Regionsrådsmedlem 2022-2025
Valgt som nummer 4 på liste C

Denne smukke julesang blev indledningen på det nye Regionsråds første møde, der blev afholdt i Viborg torsdag eftermiddag.

Rådets nestor Connie Jensen fra Herning åbnede mødet og 41 kvinder og mænd sanktionerede enstemmigt de konstitueringsaftaler, der var indgået i dagene lige efter valget.

Anders Kühnau fortsætter som Regionsrådsformand og personligt får jeg sæde i Hospitalsudvalget og det nye udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg. Og herudover blev det som noget nyt fastlagt, at jeg sammen med tidligere borgmester fra Videbæk og Ringkøbing-Skjern Torben Nørgaard kommer i vest-gruppen af fordelingsudvalget, når vi taler dimensionering af ungdomsuddannelserne inden for stx, HF, HHX og HtX. Et område som qua mit formandskab på Ikast-Brande Gymnasium ligger mig meget på sinde.

Cirka halvdelen af rådsmedlemmerne er nye, og der kunne trods højtideligheden spores en stor villighed til samarbejde – også på tværs af partierne – for at få tingene til at lykkes. For der er jo næppe nogen tvivl om, at det tidspunkt vi tager fat på nu, er det mest kritiske i det dansk sundhedsvæsens nyere historie. Vi skal have patienterne fra Herning og Holstebro flyttet til Gødstrup, hvor vi skal have det nye storsygehus til at fungere allerede i løbet af Q1. Parallelt med alle de udfordringer og problemer, der skal tages op og knuses. Men så er der jo heldigvis godt, at man tidligere har været med til at ophæve tyngdelov i forskellige andre sammenhænge, og den erfaring håber jeg kan komme Regionen og dermed også patienterne til gavn og glæde. Samtidig med at vi skal have pustet noget lys i øjnene på vore sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale. Et honninghjerte gør det jo lige som ikke alene, selvom det jo er jul og hjerternes tid.

Vores C-Gruppe har jo sammen med de ikke valgte kandidater leveret en jordskredssejr, hvor vi er gået fra 1 til 6 mandater. Der er en gejst og et sammenhold i gruppen uden lige, og vi er så heldige, at vi komplementerer hinanden forbilledligt både på køn, erhverv, alder og geografi. Nu har vi fået fordelt poster og opgaver og jeg fornemmer, at alle er klar til at tage fat for alvor, når der startes lige på og hårdt med udvalgsmøder allerede mandag den 3. januar.

Med venlig hilsen

Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nummer 4 på liste C

Torsdag var den markant udvidede konservative gruppe samlet til konstituerende møde i Regionshovedkvarteret i Viborg. De sidste fire års politiske enmandshær Nicolaj Bang er blevet omdannet til en sekstet med spidskandidat og stemmemagnet Stine Damborg i spidsen.

Og det var en helt igennem positiv oplevelse. Der var ikke tale om en afdanket samling af politiske returbukke. Nej gamle mig på 63 var i selskab en en gruppe af meget yngre ambitiøse politikere, der er beredt til at give det nye Regionsråd et kraftigt skud af C-vitaminer.

Og så fik jeg mit største ønske opfyldt – nemlig en plads i det vigtige sygehusudvalg, som jo forvalter mere end ca. 75 procent af Regions samlede budget. Her skal jeg bl. a. sidde i udvalg med vores nye politiske stjernefrø Purnima Erichsen, der skal beklæde den formandspost, vi har fået i udvalget under konstitueringen på valgnatten.

Endvidere skal jeg prøve kræfter i lidt mere uprøvet farvand i udvalget for “bæredygtighed, teknologi og anlæg”. Jeg forsøgte ellers at nævne, at jeg kun fik 6 i fysik – efter den gamle skala til studentereksamen, og at jeg med afstand var dårligste elev i i sløjd i 7. klasse – men der var ingen kære mor for bordenden, og den tager jeg så for holdet. Og jeg er klar til at gå i voksenlære.

Og så glæder jeg mig ellers til at træde til for alvor. Det tyder på, at det nye råd samles i Regionsrådssalen allerede den 2. december, men efter at have skålet i champagne vovede den nye C-gruppe sig ind i salen til en lille fotosession, for lige som at mærke duften af savsmuld i manegen.

Ved siden af mig til venstre på billedet, er det Martin Jakobsen fra Silkeborg, der kommer i forretningsudvalget sammen med Stine, der også bliver Regionsrådets 2. næstformand.

Nicolaj får sæde i det ligeledes vigtige psykiatriudvalg, mens Mette Guldberg fra Herning til venstre træder ind i udvalget for nære sundhedstilbud.

Og så skal jeg ikke glemme at sige tak for de mange lykønskninger i forbindelse med mit valg. De sidste dage har været ultra hektiske, men jeg skal nok respondere, så snart muligheden byder sig.

God weekend til alle.

B. Bo Jensen

Nr. 7 på liste C kommer i Regionsrådet

Her i nat – mens vi lå og sov – blev det ganske vist. Med 3.972 personlige krydser er det en kendsgerning, at jeg til januar og fire år frem indtager en af de seks konservative pladser i det 41 mand store Regionsråd i Viborg.

Min gode mentor Ove Nørholm havde fra starten sagt, at der skulle 3.000 stemmer til, men for at være på den sikre side, er jeg fra gået stålsat efter 3.500 og så lander vi altså på lige knap 4.000. Det er jo helt vildt – det er næsten lige så mange mennesker, som der bor i Vildbjerg, og det er da en halv stor by i min optik.

Som førstegangsopstillet er det lykkedes mig, at “sprænge listen“ med tre pladser og opnå en 4. plads – det er jeg ganske enkelt mega stolt og beæret over.

Jeg vil gerne takke samtlige vælgere, mine ikke færre end 1.036 anbefalere, mine kampagnestøtter, den lokale vælgerforening og alle mulige andre, der har støttet mig og vist interesse for noget så fjernt liggende som et Regionsråd. Også en stor tak til Søren Pape Poulsen & Co. på Christiansborg, som gennem syv år har lavet meget få fejl og truffet mange rigtige beslutninger, som har gjort det markant lettere at være kandidat end set tidligere og i andre partier. Og sidst men ikke mindst tak til Birgit, som har givet mig totalt frit løbepas de sidste 3 måneder, og båret over med mit reducerede nærvær og manglede evne til at sætte fokus på det derhjemme, som det hedder i hendes sprogterminologi. Det har hun så heldigvis gjort, og jeg kunne her til morgen se, at der var kommet nye skabe i entréen…

I eftermiddag er der konstituering i gruppen, og i morgen tidlig rejser vi på 12 dages ferie på Seychellerne – med et pitstop, hvor vi lige når at opleve de to finaledage i årets udgave af Europa Tour’en.

Vi er hjemme igen til december med akkumulerede batterier, og så er jeg klar til at kvittere for vælgernes tillid med en stor arbejdsindsats. For det kræver det, når man er ny som parlamentariker. Jeg kan derfor ikke love, at jeg vil være ydmyg hele vejen igennem. Jeg går til den med krum hals og vil komme til at begå fejl – specielt i starten, og dem har jeg tænkt mig at lære af.

Jeg håber at kunne komme til at gøre en forskel – både for den del af regionen, jeg udspringer fra, og for de interesseområder jeg repræsenterer inden for erhverv og kultur.

Glædelig jul og godt nytår til alle.

B. Bo Jensen
Valgt som nr. 4 på liste C
Regionsrådsmedlem 2022-25

Kære venner

Så er det i dag det går løs med valghandlingen i Danmark.
Hvis du med din stemme hjælper mig ind på ”Regionens hold”, lover jeg til gengæld at levere en indsats de næste fire år.
Og endnu engang tak til mine mange anbefalere. Jeg nåede op på hele 1.036. Claus Hommelhoff fra Aarhus blev sidste mand på positivlisten i går til midnat.

Med venlig hilsen

B. Bo Jensen
Kandidat nr. 7
på liste C
Regionsrådsvalget

håber jeg at have mindst 4 år som medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland, hvor jeg har medvirket til et godt og velfungerende sundhedsvæsen med gode sygehuse, forbedret psykiatri og oprettelse af et medicinstudie på Aarhus Universitet afdeling i Herning. Så bliver det nemlig trygt at blive gammel i vores landsdel.

Jeg håber på dit kryds i morgen!

Stor hilsen
B. Bo Jensen
Nr. 7 på liste C
Regionsrådsvalget

Min strategi med at føre alternativ valgkamp ifm Regionsrådsvalget har åbenbart vækket de elektroniske mediers interesse. Først indslaget om ingen valgplakater overhovedet, som var på TV MidtVest for 14 dage siden. Og nu i aften kl. 21 bringer selveste TV Avisen på DR1 efter planen et fire minutters indslag, hvor jeg sammen med to byrådskandidater fra Viborg og Svendborg får lov at redegøre for alternative kampagnestrategier. Her er de faldet over min lange liste af anbefalere, som jo i mandags rundede de 1.000. Alle navnene var gengivet i en annonce i Focus Ikast-Brande i onsdags, og samme annonce kommer incl. de sidste optagne navne i Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Skive Folkeblad i dag. Her sætter de tre koncernforbundne dagblade nemlig fokus på det nogle kalder “det hemmelige valg”. Og i den forbindelse er der også en redaktionel artikel om bagruden for mit kandidatur til Regionsrådet, hvor godt 1 mio. vælgere de midterste bælte af Jylland på tirsdag kan sætte kryds.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Mandag morgen rundede antallet af vælgere i Region Midtjylland, der anbefaler at stemme personligt på mig til regionsrådsvalget den 16. november de magiske 1.000.

Det er mere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, da jeg indledte jagten på anbefalere i starten af efteråret. Her var målet 250, så blev det hævet til 500, og inden jeg nåede at sætte nye mål, runder vi de 1.000, og i skrivende stund er det steget yderligere til nu 1012, som har været så flinke at rejse sig op for mig, og anbefale deres familie og netværk at stemme på mig. Dels ved at stå på min hjemmeside og på sociale medier og dels i nogle lokale avisannoncer.

Personligt har jeg haft fornøjelsen at have dialog med ca. 850. De 100 kender jeg personligt, og de er kommet på listen via fælles netværk, mens jeg ved hvem de sidste 50 støtter er.
Og så er det jo vildt glædeligt, at der er støtter og proselytter i hele den store region, selvom de fleste selvfølgelig kommer fra Herning, Ikast og Silkeborg.

Anbefaler nummer 1.000 var den 39-årige Vicki Schack fra Tjørring.
Hun kom til Midtjylland fra Esbjerg som 15-årig for at spille håndbold.
I gymnasietiden var hun piccoline i min virksomhed, hvor hun senere blev uddannet som grafiker.

I dag er hun godt gift og mor til to sønner og arbejder som inhouse art director hos Kabooki.
Listen har endvidere stor spændvidde både erhvervs- og aldersmæssigt. Yngste mand er William Poulsen fra Tulstrup på 18, og ældste anbefaler er Esther Søgaard, som har rundet de 97.

Jeg forsætter jagten af anbefalere helt frem til selve valgdagen, og jeg er holdt op med både at sætte mål og gætte på, hvor langt jeg kan nå op. Til gengæld er det en meget positiv oplevelse at kommunikere med folk i mit netværk – enten det er pr. SMS, mail, telefon eller ved det personlige møde, som heldigvis aldrig går af mode – den digitale udvikling til trods.

Men foreløbig stor tak for opbakningen – der er dog stadig plads til flere – bare kontakt mig på den ene anden eller tredje måde – så kommer du prompte med på listen.
Du kan se listen på min hjemmeside bo-jensen.dk

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Man skal høre meget inden ørene falder af. Der går næsten ikke en uge, uden der kommer nye udspil fra vores socialdemokratiske mindretalsregering.

Noget af det har været godt nok. Men i forrige uge kom udspillet fra undervisningsministeren med, at der skulle være ungdomsuddannelser i alle byer fra 10.000 indbyggere og opefter. Med det resultat, at de velfungerende ungdomsuddannelsestilbud, der er i de mellemstore byer udhules og dermed forringes.

Men toppen af poppen kom imidlertid i tirsdag, da vores ellers udmærkede og seriøst arbejdende sundhedsminister Magnus Heunicke i ramme alvor har fremlagt et forslag om at etablere 20 såkaldte nærhospitaler, hvoraf der var tale om en genåbning af de 17.

I starten troede jeg det var 1. april. Det er nu snart 20 år siden, at man vedtog den nu næsten indførte langsigtede sygehusstruktur. Det var ikke en nem – men til gengæld rigtig beslutning. Og så her lige før vi er i mål, og velfærdssamfundet skal til at høste frugterne, så begynder man at ryste på hånden og ændre kurs. Det er da, hvad man kan kalde slingrenosseri af værste skuffe. Det et fejlskud af rang, at bruge 4 mia. kroner, hvortil kommer driftsudgifter – herunder lønninger. Sagt lige ud: Det er spild af skatteydernes penge.

Er det ikke at bilde borgerne en falsk tryghed i sigte? Der er ingen sengepladser og heller ikke døgnbemanding, og det vil uundgåeligt i et eller andet omfang gå ud over både Gødstrup og Skejby og også de tilbageværende små og mellemstore sygehuse som Silkeborg og Viborg.

Jeg tvivler på om forslaget fører nye driftspenge med sig – de skal formentlig trækkes fra de “ rigtige sygehuse”, og det koster at sprede opgaverne.

Nu har vi fået etableret nogle akutsygehuse med stærke specialer, og derfor er det vigtigt, at de personalemæssige ressourcer – både læger og sygeplejersker – samles her – de er jo i forvejen en eftertragtet mangelvare.

Som jeg har forstået det, er det røntgen- og blodprøver, der skal lægges ud på de små nærhospitaler. Blodprøverne kunne jo flyttes tilbage til de praktiserende læger, som er tæt på borgeren, og som borgerne var godt tilfredse med.

Hvis det alene er røntgen og ikke MR og CT-scanninger, hvad gavner det så lokalsamfundet? Røntgen er jo kun en mindre del af disse undersøgelser.

Nej – dette her er en ommer, og valgflæsksforslaget får næppe heller parlamentarisk gang på jord.

Som vores tidligere regionsrådsmedlem Ove Nørholm en gang sagde: “Man kan dø af komme på det forkerte sygehus” – Det håber jeg absolut ikke skal blive aktuelt igen.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

I morgen lørdag kl. 12.00 starter det helt store plakatophængningsrace i hele Danmark, som en varsling af valgene til kommunalbestyrelser og regionsråd den 16. november. Men jeg kan lige så godt sige det nu: I kommer til at spejde forgæves efter mit koryfæ. Jeg har nemlig fra starten lavet at aktivt fravalg af valgplakater som medie. Og det skyldes hverken højdeskræk eller dovenskab. Jeg lider ganske vist lidt af det første, men når jeg har valgt plakater fra skyldes det flere forhold.

Først og fremmest miljømæssige hensyn. Alene til Regionsrådet er der over 300 kandidater i et område, der spænder fra Udbyhøj ved indsejlingen til Randers Fjord, til Bjørnknude ved Juelsminde og så ned til Nymindegab og op til Thyborøn. Det er et mega stort territorium, som vil kræve meget brændstof til mange hundrede kilometre og rigtig mange timer at dække af. Og så i øvrigt det samme, når de skal ned igen i ugen efter valget, hvis de da ikke er blæst væk af sig selv i en efterårsstorm, som jo har det med at rase i oktober og november.

De mange regionsrådskandidater kombineret med de lokale byrådskandidater vil foranledige, at der rejser sig en hidtil uset skilteskov i morgen. Til fare for trafiksikkerheden både på landet og først og fremmest i byerne.
Jeg har ikke noget imod, at der op til demokratiske valg hænger partiplakater og billeder af partiernes statsminister- og borgmester-kandidater.
Det er med til at fokusere på valghandlingen og hæve valgdeltagelsen. Men det kødmarked, som har vist sig ved de seneste lokalvalg, er simpelt blevet for meget – både for miljøet, for trafiksikkerheden og for min smag i det hele taget. Mit håb er, at jeg er en af de første (om ikke den første) parlamentariker, der bliver valgt ind i et demokratisk organ uden at have haft en eneste plakat hængende i lygtepæle og på vej- og jernbanebroer.

Du kan hjælpe med at gøre dette til virkelighed ved at stemme på
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Problemet med patient-udredning og behandlingsret er en tikkende bombe under det danske sundhedssystem – også her hos os i Region Midtjylland. Mere end seks kvartaler med en 100-årshændelse som corona og så toppet op med en i starten lovlig sygeplejerske-konflikt har været mere end selv det bedste set up har kunnet klare.

Jeg er enig i, at de danske sygeplejersker skal have vilkår og en honorering, som lever op til deres relativt lange uddannelsesforløb, deres store ansvar og ikke mindst skæve rullende arbejdstider. Og der kan selvfølgelig også stilles spørgsmålstegn ved om lige netop tidspunktet for konflikt på toppen af coronaen, ville have været valgt, hvis det havde været i tiden da Florence Nightingale huserede på jord. Men lad nu det ligge. Sygeplejerskerne har – bortset fra de efterfølgende ulovlige punktstrejker – kun udnyttet deres grundlovssikrede ret, og nu står vi så her. Med en udsigt til, at vi skal langt ind i 2023 inden tilstandene normaliseres med hensyn til tider og frister for udredning og behandling af lidende patienter. Og det kan vi altså ikke leve med, hvis vi fortsat vil kalde os et velfærdssamfund. Derfor er Regionerne nødt til her og nu at lave såkaldte “klumpudbud” af relevante operationer og behandlinger hos den private sektor. Al ledig kapacitet skal simpelt hen udnyttes uanset om den er offentlig eller privat. Af hensyn til patienterne. Smerter fra f. eks. knæ og hofter, der trænger til udskiftning, kan være så store, at de gør det umuligt at passe sit arbejde, og det kan lige som andre truende sygdomme påvirke folks mentale tilstand, så det også lægger yderligere tryk på vores i forvejen hårdt belastede psykiatri-beredskab.

Det handler om livskvalitet for den enkelte borger, og for at fremme dette, kan man også i relevante sammenhænge få løst mindre opgaver hos privatpraktiserende speciallæger. Efter coronaen er vi i en situation, hvor alle sten skal vendes, der skal tænkes ud af boksen, og hele sundhedssystemet er nødt til at løbe den ekstra meter, selvom der ellers er blevet løbet meget i forvejen – ikke mindst siden marts 2020. Men det er en nødvendighed, at vi holder ud lidt endnu, indtil vi er på den anden side og igen har normale tilstande. Forhåbentlig tidligere end 2023.

Men det ændrer ikke ved, at vi heldigvis bliver ældre. Det vil gøre, at behovet for flere læger i fremtiden fremdeles er til stede, og det må man meget gerne tage med i den fremtidige normering af studiepladser. Og en understregning af det fornuftige i at påbegynde et medicinstudie i Herning, som en underafdeling af Aarhus Universitet. Som en sikring af, at vi også i fremtiden vil kunne have dygtige læger – både på det nye supersygehus i Gødstrup og i de privatpraktiserende lægehuse i den vestlige del af vores region.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Da jeg som en start på valgkampen for en måned siden påbegyndte projektet med at skaffe anbefalere for mit kandidatur til Regionsrådsvalget, var mit fromme håb, at jeg inden valgdagen den 16. november kunne nå op på 250 gode ambassadører. Denne ambition er klart blevet både indfriet og overhalet med flere længder. Jeg kunne nemlig her i dag byde velkommen til anbefaler nummer 500, som tilfældigvis var min gode grandfætter fra Bording, Mikael Larsen – som nu slår sine folder som den ene af to efterskoleledere på ISI, og er bosat i Ikast med sin kone og to søde døtre, hvoraf den ene oven i købet har navn efter min mor Rita.

Størsteparten kommer selvfølgelig fra Ikast, men der er heldigvis repræsentanter fra alle byer og næsten alle sogne i Ikast-Brande Kommune. Og så er der h.h.v. 90 og 80 fra Herning og fra Silkeborg-Ry-Skanderborg, og derudover godt 60 fra de øvrige kommuner spændende fra Grenå i øst, over Viborg og Skive i midt og så til Struer og Ringkøbing-Skjern i vest.
Og det er en opbakning af nogenlunde sådan et forhold og spredning, der bliver nødvendig, hvis jeg skal opnå de 3-4.000 stemmer, som nok er en nødvendighed, hvis en af de 41 pladser i Regionsrådssalen skal blive min.

Det er det, jeg arbejder på, og jagten går nu ind på om ikke de næste 500 så i hvert tilfælde 250 yderligere anbefalere. Jeg tror på, at en anbefaler er bedre end bare et kryds, selvom en god ven har spøgt med, at det ender med, at jeg har flere anbefalere end stemmer, når “boet er gjort op” dagen efter valget. Sådan håber og tror jeg nu ikke det går.

Kunne du også tænke dig at blive anbefaler, så send en mail eller SMS eller giv mig et ring. Det er ganske gratis og du kommer til af stå på min hjemmeside bo-jensen.dk, lige som dit navn sammen med mange andre kommer til at fremstå i den lokale annoncering, som er en del af min valgkamp.

Jeg har også haft fornøjelsen, at læse korrektur på vores del af selve stemmesedlen, der har længde som en smørrebrødsseddel fra Ida Daviden med flere hundrede navne. Af disse er de 33 konservative og mit navn fremgår på 7. pladsen i første spalte på liste C – så det skulle være let og lige til at gå til.

Men endnu en gang tak til de 500 som har støttet mig og de mange der derudover har tilkendegivet, at de giver mig deres stemme på valgdagen.

Håber i synes, at valgkampen er lige så spændende som jeg selv.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Jeg havde i sidste uge fornøjelsen at rejse med fly fra Karup for første gang i snart to år. Og man kunne glædes over en halv fyldt maskine over tirsdag midt på formiddagen, og et på nær tre sæder fyldt fly hjem onsdag kl. 17.45.Det hele var næsten, som det var i gamle dage, og jeg nåede frem til håndboldkampen i IBF Arena onsdag aften næsten til kampstart. Med en sejr på 12 mål blev det en perfekt afslutning på 1,5 intenst døgn, hvor jeg nåede fire møder og arrangementer, og så en hyggelig aften med min datter ind imellem.

Hvor er vi dog priviligerede, at have sådan en velfungerede lufthavn i en afstand af kun 15 minutters kørsel fra Ikast. Specielt når der ikke længere er indenrigsflyvninger fra Billund til København og næppe heller kommer det.

Derfor var det også glædeligt, at Ikast-Brande Byråd vedtog at betale sin fulde underskudsandel for 2022 på 650.000, som svarer til vores ejerandel på 9 procent. I de sidste to år har der kun kunnet opnås enighed om ”børnebillet” på 400.000. At der skal være sådan et cirkus hvert år, når tilskuddet til Midtjyllands Lufthavn skal til debat, kan kun betragtes som symbolpolitik.

Vi taler om noget, der ligner 15 kroner og 85 øre pr. indbygger i kommunen. Det er prisen for at erhvervslivet, turismen og kulturlivet kan være basalt serviceret infrastrukturelt. Større kommuner som Herning, Silkeborg, Viborg, Holstebro betaler samme og større beløb og specielt de to sidstnævnte kommuner er sammen med Skive og Struer totalt afhængige af at have en velfungerende lokal lufthavn, når man skal til København og videre ud i verden.

Det er nødvendigt, at vi her i Midt- og Vestjylland viser solidaritet, sammenhold og samfundssind, og så bakker op om vores lufthavn i stedet for konstant at revse den.

Selvfølgelig skal bestyrelsen og den daglige ledelse arbejde på optimering af driften og mere aktivitet, men at drive lufthavn i dag er altså lidt lige som at få vand til at løbe op ad. Det er ikke ledelsens skyld, at der findes terrorister i verden, som nødvendiggør store pålagte udgifter til sikkerhedspersonale eller politiarbejde om man vil. Og så kommer der lige en coronapanemi oven i, som reducerer rejseaktiviteten yderligere og besværliggør rentabilitet.

Vi er i den heldige situation, at driften af Karup er billig al den stund, at det er en lufthavn der deles med flyvevåbnet. Var det et stand alone foretagende, ville økonomien blive meget mere brydsom. Nu har vi en fin lufthavn her ovre på grænsen til udkants-Danmark. Den skal vi værne om, vogte over og passe på. Lukkes der først én gang for indenrigstrafikken til Karup, kommer den aldrig igen, og så er problemet for befolkningen, erhvervslivet og kommunerne altså noget større end 16 kroner pr. indbygger i vores kommune.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

Fredag i sidste uge var en glædens dag. Et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune kunne efter tre dages budgetkonference på Skarrildhus melde ud, at vision Facelift af Strøgcentret ikke blot ender som et filantropisk tankespind. Nej – det bliver en realitet, efter at et enigt byråd over de næste to år har afsat 14 mio. kroner til projektet.

Det kan blive en kampafgørende beslutning i det udskilningsløb, der foregår i Danmark i kampen for at overleve som handelsby. Fakta er i hvert tilfælde, at vi siden lanceringen af de ambitiøse planer i foråret har oplevet en optimisme og opvind uden lige. Både blandt kunder, butiksindehavere og potentielle drivere af nye butikker. Konkret er der gået gang i den første store butiksindflytning på Strøget, og inden det bliver vinter kommer endnu to gode nyheder, så borgerne vil komme til at opleve udvikling frem for afvikling.

Det er en fornøjelse at være borger og skatteyder i en by med et visionært byråd, der med sin enighed viser, at man er i stand til at tænke udviklingsstrategisk uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold. Der er respektaftvingende, og viser at der er sammenhængskraft i vores kommune!

Men byrådsbeslutningen gør det langt fra alene. Nu skal vi først for alvor i arbejdstøjet og frem for alt holde momentum i processen. Både i den enkelte forretning og i vores respektive interesseorganisationer. Det er vigtigt, at vi ikke slår op i banen og føler den hellige grav velforvaret. Og så skal vi sammen med kommunens forvaltning forsøge, at arbejdet kommer til at køre så gnidningsfrit og hurtigt som muligt, så byggegenerne bliver minimeret. Med beslutningen har byrådet i Ikast-Brande Kommune givet mulighederne og skabt rammerne. Det vil vi gerne sige tak for. Nu er det vores opgave sammen med kunderne at skabe dynamikken og indholdet. Og det er en opgave, vi i den grad ser frem til.

Med venlig hilsen

Vores Ikast
Viggo Mulvad, formand

Strøgcentret Ikast
Rene Jørgensen, formand

Ikast Bymidte ApS
Bo Jensen, formand

Det har været en fornøjelse dagligt at kunne følge stigningen i antallet af vaccinerede danskere siden starten 2.juledag sidste år.

Men den opmærksomme har nok konstateret, at vækstkurven på førstegangsvaccinerede danskere er fladet ud og at springet fra fra 75 til 76 procent tager uger. Da børn under 12 år pt ikke skal vaccineres, så vi når aldrig 100 procent, men det bekymrende er, at der stadig er en restgruppe på ca. 230.000, som af den ene eller anden grund ikke har ladet sig vaccinere. Og det er et problem, idet 80 procent af de nysmittede, som har genrejst antallet af smittede, kommer fra den ikke vaccinerede restgruppe.

Det vil være totalt udansk at tvangsvaccinere, men der kan adfærdsreguleres effektivt via lovgivning.

Vi skal for alt i verden undgå en tredje corona-bølge med nye nedlukninger af samfundet til følge. Derfor vil min opfordring være at “ryge” skeptikerne til at lade sig stikke. Der skal kræves coronapas alle steder, vi mødes i samfundet. På restauranter, barer, svømmehaller, idrætsbegivenheder, koncerter, biografer og sågar uddannelsessteder, og er man ikke vaccineret, skal man kunne fremvise en maximalt tre dage gammel PCR-test, som ikke længere skal være samfundsbetalt. Der er ikke grund til at bruge skattekroner til dette mere. Staten har haft mere end rigeligt med udgifter til corona, og man frygter stadig den langsigtede effekt heraf.

Det er nu, der skal tages fat for ikke at få den samme genopblusning, som vi så sidste efterår, og jeg tror lige så godt man kan tage tyren ved hornene og få igangsat logistik til det tredje stik af familien Danmark. Omkostningerne hertil er små i forhold til, hvad en ny nedlukning vil koste samfundet.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Som repræsentant for erhvervslivet i Midt- og Vestjylland kan man ikke undlade at blive bekymret over den fortsatte centralistiske udvikling i den finansielle sektor.

Først har vi set, hvordan de de to største banker har centraliseret deres tilstedeværelse på erhvervsområdet og flyttet management og kompetence til Aarhus, således at man dårligt nok kender erhvervsrådgivere med beslutningskompetence på det lokale niveau – også når vi taler store købstæder som Herning, Silkeborg og Holstebro. Man oplever det næsten som om, at den gamle DR-radioudsendelse ”Spørg Aarhus” er blevet genoptaget. Og det er altså svært at forene sig med her i den vestlige del af regionen, hvor vi skal være glade ved, at selvstændighedstrangen har været så stor og fortsat gerne skal være det.

Seneste kedelige og tankevækkende udvikling er det, man ser på realkreditområdet. Vest- og Sydjyllands tidligere flagskib med hovedsæde i Ringkøbing blev fusioneret ind til først Jyllands Kreditforening og senere Nykredit med stor erhvervsmæssig kompetance og lokal tilstedeværelse i både Viborg, Ringkøbing og Herning. Sågar med et direktionsmedlem siddende i Ringkøbing. Betjeningen af større erhvervskunder er nu flyttet helt til Aalborg, og det er altså ikke befordrende, hvis man skal bevare dynamikken i samarbejdet med det midt- og vestjyske erhvervsliv.

For Nykredits øverstes ledelse betegnes Jylland som et stort hele, og dette er ikke sundt, hvis vi fortsat skal have tingene til at ske på trods – her på vores midtjyske længdegrader. Der er væsentlig færre udbydere på realkreditmarkedet end ved traditionelle pengeinstitutter, hvorfor det er svært med lokalt forankrede alternativer. Derfor skal de også vide, at den der har evnen også har pligten til, at erhvervslivet her på egnen, skal føle sig nært, lokalt og kompetent serviceret.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Jeg har med stor interesse læst Regeringens og det meste af Folketingets netop fremlagte investeringsplan for nye trafikale tiltag for hele 113 mia. til realisering frem mod 2030. Heraf de 61,2 mia. til udbyggelse af vejnettet.

Et prisværdigt element er prioriteringen af motorvejsanlæg omkring Viborg, der jo er den største by i Danmark uden kontakt med det eksisterende motorvejsnet. Og derfor er det en god tanke, at påbegynde anlæggelsen af Hærvejsmotorvejen fra Kolding Syd til Himmerland netop omkring Viborg. I første omgang fra Løvel 10 km nord for Viborg til Klode Mølle nordøst for Bording. En strækning på ca. 45 km.
Men lige præcis her er det, at kæden hopper af.
Når først proppen er taget af flasken, er det som bekendt med at holde sig til, og det er mit håb, at alle gode kræfter i Herning, Ikast og ikke mindst i Silkeborg og Viborg samler sig om at få overbevist folketingspolitikerne om, at den nye motorvejsstrækning selvfølgelig fra start skal have direkte forbindelse med Herning-motorvejen øst eller vest for Paarup. Ellers kommer vi til at stå med flaskehalse, som vi ser det nord og vest for Herning med uforståelige huller i ledningen. En forlængelse fra Klode Mølle til Paarup drejer sig kun om godt 5 kilometer, og det kan altså ikke være afgørende i så stort et milliardprojektet. Og bliver fejlen ikke rettet fra starten, siger erfaringen at fejl af denne type tager minimum ti år at rette op. Det så vi jo tydeligt med motorvejsføringen udenom Brande.

Ud over almindelig sund fornuft og forøgelse af trafiksikkerheden vil “Hængslet” samtidig kunne bidrage til lettelse af den store daglige pendlertrafik mellem Viborg og Silkeborg, hvor der er trafikkaos flere steder – specielt i Skægkær. Langt de fleste bilister vil i så fald med fordel kunne benytte motorvejen via Paarup. Den vil nok være ti km længere men ti minutter hurtigere og samtidig meget mere trafiksikker.
Lad os håbe, at alle gode kræfter både til højre og venstre kan samles om dette, så vi ikke laver samme trafikale selvmål, som den gang Danmark blev tilplastret med motortrafikveje – bl. a. på Djursland.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Efter at have arbejdet i mere end to år på fastholdelse af butikker i Ikast midtbyen, som er lykkedes over al forventning, har Ikast Bymidte ligeledes arbejdet med muligheden for et nødvendigt face-lift af selve Strøgcenteret. Vi har samtidig set vores nabobyer oprusteved med kommunale midler at have skabt nogle ambitiøse bymidter med politisk mellemkomst. I Ikast har det altid været private kræfter (læs udvikling af gågaden i 1979 og etablering af Strøgcentret Ikast i 1992), der har været den primære ressource i dette arbejde. Med naturlig hjælp af kommunen naturligvis. Men her må vi nu se os overhalet af andre kommuners villighed til handelsby-udvikling. Prioriteringen har ganske enkelt været overbevisende i kommunerne omkring os, og konklusionen fra Ikast Bymidte er , at der skal større muskler til end de mange frivillige timer, der indtil nu er lagt i vores projekt omkring bymidten.

Derfor kan vi jo som interesseorganisation, ejerforening og udviklingsselskab håbe på, at det lykkes at realisere vores store drøm om vision Facelift af Strøgcentret Ikast. Vi har fået en særdeles positiv modtagelse alle vegne lige gyldigt, hvor vi har præsenteret den flotte 3D-animation, som vil give Ikast by den opgradering, som fik så stor betydning med den overdækkede gågade i 1992. I øvrigt samme år, som sidst vi blev Europamestre, men det er som bekendt længe siden.
Nu står vi der igen. Det er vigtigt for byen og for kommunen ikke mindst, at den by hvor ca. 42% af borgerne bor, fremtræder repræsentativ, attraktiv og dynamisk – både for at fastholde borgere, men i lige så høj grad for at tiltrække turister og nye borgere. Dette giver gode skattekroner i kommunekassen, og så kan det bidrage til at fylde alle de lejligheder op i Ikast midtby som er under opførelse og projektering i øjeblikket – både privat og med kommunal støtte via almene boligselskaber. Det er med en fart, så man må nappe sig i armen. Drømmer jeg eller er jeg vågen. Bymidten er under kraftigere omvæltning end set nogen sinde før i byens snart 150 årige historie, og derfor er det også vigtigt, at vi får ansigtet – nemlig byens forretningsstrøg med. På samme måde som kommunen har faceliftet den nordlige del af Strøget ned mod banen bare for at tage èt godt eksempel. Og på samme måde, som der er ofret hhv 69, 68 og 32 mio. kommunale kroner på bymidterne i Herning, Viborg og Silkeborg. Hos os taler vi som bekendt kun 15 mio., hvoraf de 14 mio. jo reelt er afsat for de næste par år. Det er vores inderste håb, at byrådet viser handling, mod og løsningsorienterethed i de budgetdrøftelser og forhandlinger, der finder sted netop nu. Vi oplever heldigvis en opbakning og en vilje blandt byrådets partier, og hvor der er vilje er der som bekendt også en vej.
Vi er nok også nået til det punkt, hvor de frivillige ressourcer er udnyttet til et maksimum og kalder på et kommunalt commitment som den drivende kraft.

Med håb om en god sommer, Danmark som Europamester, væk med corona og et Strøgcenter vi kan være bekendt til glæde for alle kommunens borgere

Viggo Mulvad Rene Jørgensen Bo Jensen
Fmd. Vores Ikast Fmd. for Strøgcentret Fmd. Ikast Bymidte Aps

Jeg ved ikke lige, hvad det er, der sker. Først overrasker regeringen positivt med udflytning af 24 nye videregående uddannelser til områder uden for universitetsbyerne, og i sidste uge kom så betænkningen på området for ungdomsuddannelser, hvor man af hensyn til gymnasierne i de tyndest befolkede områder vil begrænse kapaciteten på de store købstadsgymnaier.

Som formand for Ikast-Brande Gymnasium må jeg i den grad anprise initiativet. Det nytter ikke, at vi lader de store gymnaiser støvsuge yderområderne for elever, med det resultat, at ungdomsuddannelserne på disse kanter enten må lukke eller se på, at det tilbud man kan give sine kerneelever og lærere bliver forringet. I Region Midtjylland har vi en række små gymnaiser som f. eks. Vestjysk Gymnasium i Tarm, Ringkøbing, Lemvig, Struer, Tørring og Bjerringbro, som alle kæmper for at bevare deres udbud af gymnasielle uddannelser. Det er utroligt vigtigt for disse byer, at have en sådan uddannelsesinstitution. Det giver aktivitet og arbejdspladser, og så betyder det også, at det giver unge mennesker mulighed for at tage en ungdomsuddannelse uden at de skal bruge lang transporttid hver dag eller søge til et kostgymnasium. I dette spil er de store gymnasier nød til at udvise solidaritet, så vi kan bevare den store udbredelse af de for samfundet så vigtige gymnaisielle uddannelser – også når de små årgange ruller ind over os i de næste fem til syv år. Skal man drive god skole – og det gælder også på et mellemstort gymnasium som Ikast-Brande- med et bredspektret udbud til eleverne, er det altså nødvendigt med en kritisk masse af en vis størrelsesorden. Den mister vi, hvis de unge uhindret kan søge ind til de store byer med caféliv og andre fristelser uden hensyntagen til transporttid og miljøbelastning i det hele taget.

Og så må jeg også sige, at initiativet for at undgå ghettodannelser på vore gymnasier fortjener ros. Det kan jo ikke være rigtigt, at forstadsgymnasier i universitetsbyerne skal have mere end 50% af sit elevunderlag med anden etnisk herkomst end dansk. I Danmark er godt 10% af befolkningen af anden etnisitet, og det bør også smitte af på elevspejlet på alle landets gymnasier. Vi har i Aarhus set, hvordan udviklingen er gået mod brune og hvide gymnasier. Det var sådan noget man så i Sydafrika i gamle dage. At man så måske nok i højere grad burde have brugt karaktergennemsnit frem for forældre-indkomst til at sikre diversitet er en helt anden snak.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Efterhånden som smittetallene stiger på den københavnske vestegn, bliver jeg mere og mere harm over det, der skete på Brøndby Stadion 2. pinsedag. Ikke over at spillerne på banen faktisk fortjent hentede det danske mesterskab, men over den opførsel de ellers normalt så fantastiske fans på og uden for stadion leverede.
Mens alle andre sportsklubber og tilskuere har efterlevet corinarestriktionerne så nogen lunde, fik ca. 10.000 “demonstrerende” Brøndby-fans efter kampen lov til at begå selvtægt og tvinge sig adgang til stadion.
Politiet og stadionvagter frygtede, at presset fra masserne kunne betyde nedbrud af hegn og katastrofer i lighed med hvad man har set på Roskilde- og i Bruxelles.

Om der reelt var en fare, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan gøre mig klog på at bebrejde DBU og Brøndby, at de lod medalje- og pokaloverrækkelse foregå på banen. Den skulle ganske enkelt være flyttet inden for i en lounge, så de demonstrerende fans ulovlige gerninger ikke var blevet belønnet.

Mit håb er, at coronaen er dæmmet så meget ind, at der ikke kan opstå gentagelser, når turneringen starter igen. Hvis ikke må man håbe, at der er voksne til stede, som forstår at straffe både fans og klub – det er den eneste måde, at komme selvtægt til livs på.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Regeringens nye udspil med 25 videregående uddannelser uden for universitetsbyerne er i min optik, et skridt i den rigtige retning. Det er med til at imødegå en skævvridning af Danmark, og jeg har gennem de sidste tre-fire år gået med et fromt håb om, at det kunne lykkes at etablere et decideret medicinstudie i Herning. Altså et skridt videre end det regeringen i første omgang lægger op til. Min bekymring går nemlig på, hvor vidt det på sigt af 10,15 20 år vil være muligt at skaffe kvalificerede praktiserende læger til de yderste og tyndest befolkede områder i vores landsdel. Familielægen har en høj prioritet i de konservatives sundhedspolitiske partiprogram, og skal vi i fremtiden lykkes med at have velfungerende lægehuse i Hvide Sande, Spjald og Thyborøn tror jeg ikke det nytter meget, kun at uddanne læger i Århus, Odense og København. Da Helge Sander var forskningsminister og i øvrigt valgt i Aalborg-kredsen, lykkedes han rent faktisk trods stor modvillighed ikke mindst fra medicinerne selv, at få et medicinstudie etableret på Aalborg Universitetscenter. Og hvert år udklækkes der nu 75 unge læger. Dette er en stor del af forklaringen på, at man ikke længere skal frygte for at blive syg, hvis man bor eller besøger byer Hune, Sindal eller gør sig som turist i Skagen.

Over 40 år er det lykkedes med en velfungerende videregående uddannelse i Herning – oven i købet med tre kandidatstudieretninger, som h.h.v. ingeniør, cand. merc. og en IT uddannelse som en afdeling under Aarhus Universitet – i daglig tale kaldet AU Herning. Her har 1.500 studerende deres gang – heraf de ca. 1.000 som fuldtids studerende.

Min politiske ambition er, at vi kunne få et medicinstudie administreret af den dygtige stab i Birk med bistand fra kompetente lægekræfter fra Aarhus, og så et årligt optag af samme størrelse som i Aalborg. Der vil ikke blive problemer med at skaffe kvalificerede ansøgere, idet Århus Universitet hvert år afviser flere end de 350 studerende, som de optager. Men det vil ud over etableringen af forskningscentret NIDO og nogle ekstra fysiske rammer deromkring kræve, at Gødstrups status ændres fra storsygehus til universitetshospital. Det vil kræve vilje – først og fremmeste politisk vilje helt fra Christiansborg – men hvor der er vilje, der er der også en vej. Ellers skal vi forsøge at bane den, og det er det jeg vil arbejde for. Jeg var selv med i fundraisinggruppen bag forskningscentret og har fulgt det tæt, og ved hvilket stort potentiale af muligheder, der ligger her.

Det er et faktum, at unge studenter, der flytter fra Tarm, Ringkøbing, Holstebro, Lemvig, Skive og sågar Herning-Ikast er svære at flage hjem igen. Når først de er flyttet til en universitetsby bliver op mod 85% af dem hængende. Med det resultat at fremtidens lægehuse i Vest- og Nordvestjylland vil blive besat af unge tvangsudskrevne demotiverede læger på turnus eller af udlændinge som taler meget dårligt dansk – alle uden patient- og lokal- kendskab. Det er derfor, det er af afgørende betydning, at få et lægestudie til Vest-Danmark.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen, Ikast
Regionsrådskandidat
Region Midtjylland
Nr. 7 på liste C

Jeg vågnede lidt tidligt søndag morgen. Der er noget, der i den grad bekymrer mig i det corona-ramte Danmark. Efter den store vaccinationsdag sidste mandag er antallet, der får første og andet stik faldet markant hen over ugen. Der er i skrivende stund kun førstegangsvaccineret lige knap 1,1 mio. danskere svarende til ca. 18 procent af befolkningen til trods for, at vi startede denne mastodontproces 3. juledag.

Vi blev stillet i udsigt, at vi alle ville være færdigvaccinerede til Sankt Hans og blev beroliget med, at ketchupeffekten af vaccinationsprogrammet ville komme til udløsning i foråret. Foråret er over os netop nu, og for os der higer efter at få samfundet bragt tilbage til normalen, så vi kan påbegynde med at genindtjene noget af den flere hundrede milliarder store omkostningsudskrivelse til hjælpepakker, test- og vaccinationsprogrammer er det dybt frustrerende at se, at antallet af førstegangs- og færdigvaccinerede ikke stiger hurtigere på grund af mangel på vacciner. På samme måde som børn og unge higer efter at komme tilbage på skolebænken inden de sendes på sommerferie. Og den danske befolkning skriger efter en normal hverdag både arbejdsmæssigt og socialt.

Problemet med vaccinerne er jo usikkerheden om anvendelse af de to vacciner fra først AstraZeneca og dernæst Johnson & Johnson på grund af meget begrænsede risici for blodpropper og andre bivirkninger.
Og det er netop disse to fabrikanter Sundhedsstyrelsen har købt ind af i meget stor målestok. Henholdsvis 1,8 og 8 mio. vacciner, som jeg har opfattet det til 5,8 mio. mennesker, som man nu måske ikke tør tage i anvendelse. Hvis alle danskere, der ønsker vaccine skal vente på, at der kommer Moderna og PfizerBiontech frem på vaccinationscentrene er det måske muligt, at det kan nås til Sankt Hans, men min frygt er at det bliver Sankt Hans 2022 eller 2023. Så må vi jo se, hvor mange der når at blive smittede af corona og dø af det inden da. Mit lægmandsudsagn vil være, at det bliver væsentlig færre, der vil dø af blodpropper af de to på islagte præparater, som benyttes i stort omfang i lande som England, Israel og USA. I disse lande er nu mere end halvdelen af befolkningen vaccineret, man nærmer sig flokimmunitet og et samfund i næsten normal dagligdag. Ingen danskere skal tvinges til at tage en vaccine, de ikke ønsker. Men den del af befolkningen, som er villig til at løbe en statistisk minimal risiko og “tage en for holdet Danmark” de burde altså have muligheden for at blive vaccineret omgående – som vi så det med Angela Merkel i Tyskland. Hun viste samfundssind og mod og gik foran som et godt eksempel.

Da de allierede den 6. juni 1944 landsatte 156.000 soldater i Normandiet vidste man også, at det ville kræve ofre. Men langt færre end hvis man ikke var gået i land, samtidig med at det var med til at give hele menneskeheden en væsentlig bedre dagligdag end under nazismens hærgen gennem mere end et årti.
Vi efterkommere er de tapre folk fra den gang en stor tak skyldig for, at vi lever i en fri vestlig verden. Og det skal med at risikoen for at gå i land på Omaha Beach var væsentlig større end risikoen for at lade sig stikke med AstraZeneca. Nu er vi nogle stykker – ikke så få endda – som gerne vil tage et stik af AstraZeneca eller Johnson & Johnson for at vi kan få det danske samfund tilbage til normalen hurtigst muligt. Det kræver bare at vi har en statsminister, en sundhedsminister og et Folketing, der vil give ansvarlige danskere ret til selv at bestemme over sin egen og samfundets fremtid.

B. Bo Jensen
Kandidat til Regionsrådsvalget
Nr. 7 på liste C

– som desværre er så gammel at han kan huske, da Knud Heinesen var finansminister – det var den gang, vi stod på den økonomiske afgrunds rand…..

Alle var der. Hendes majestæt Dronningen, som klippede snoren. Sundhedsminister Magnus Heuneche. Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, 6 midt- og vestjyske borgmestre med deres kommunaldirektører. 21 af 41 Regionsrådsmedlemmer med formand Anders Kühnau i spidsen. Flere tidligere regionsrådsmedlemmer, der var med til at træffe beslutningen om Gødstrupplaceringen. Heriblandt den tidligere Regionsrådsformand Bent Hansen, Ulla Diderichsen, Viggo Nielsen fra Skjern samt mine partikammerater Ove Nørholm og Paul Muller. Og min santen også vores tidligere amtsborgmester Knud Munk Nielsen. Og så selvfølgelig Hernings tidligere borgmester Lars Krarup, som i den grad gik i brechen for den storbynære placering i Gødstrup, da slaget blev slået i slutningen af 0’erne.
Og så var der jo hele toppen fra regionsforvaltningen i Viborg, så godt som alle direktionsmedlemmer af regionens fem andre hospitaler og så som selvskrevet Gødstrup-triumviratet – hospitalsdirektør Poul Michaelsen, lægefaglig direktør Jens Friis Bak og sygeplejerskefaglig direktør Ida Gøtke, som kompetent bestred jobbet som konferencier ved åbningen af det nye Regionshospital Gødstrup.
Direktionen har stået last og bram under hele opførelsesprocessen, og deres glæde og stolthed strålede forståeligt om kap med Anders Kühnaus og aprilvejret, som til lejligheden viste sig fra sin aller venligste side.
Og så var der selvfølgelig alle hospitalets øvrige ledere – overlæger, oversygeplejersker og administrative, som sammen med det øvrige personale, nu får til opgave at drive godt sygehusvæsen for den vestligste tredjedel af Region Midtjylland. Og de virkede i den grad opsatte på at fylde de flotte rammer ud til patienternes og dermed borgernes tilfredshed.
Og jeg fornemmer, at man på den brede bane er kommet godt igang, selvom der selvfølgelig er indkøringsudfordringer, når man er med til en 100-års hændelse i vores landsdel: Nemlig ibrugtagningen af et supersygehus til den nette sum af 3.150.000.000. Tremilliarderethundredeoghalvtresmillioner! Og det er altså til somatikken alene. Hertil kommer så psykiatrien og sågar en smuk hospitalskirke, som i parentes bemærket er finansieret af folkekirken.
Nu kræver det lidt pionerånd, og den ser ud til at være til stede både hos både patienter, pårørende og ansatte. Lad os så håbe, at de fysiske rammer kan bidrage til at skabe mere effektivitet og frem for alt mere arbejdsglæde og tilfredshed hos vore medarbejdere, selvom de ydre rammer jo ikke kan gøre det alene.
Hospitalsledelsen og det øvrige embedsværk skal roses for at have holdt sig inden for budgetrammen, selvom byggeriet har overskredet den oprindelige tidsplan som blev afstukket tilbage i 2009. Men en Tolstrup-ost tager som bekendt den tid en Tolstrup-ost skal have. Det gør et godt sygehus åbenbart også.
Nu ligger det der – side om side med forskningscentret NIDO, som i øvrigt har stået klar i et år. Det var en stor ære og glæde som nyvalgt Regionsrådsmedlem og medlem af Hospitalsudvalget at deltage i åbningsfestlighederne i fredags. Også selv om hele budgettet var udnyttet så komplet, at der hverken var til vådt eller tørt til de fremmødte…
Men det var en god dag, og vi midt- og vestjyder er jo vant til nøjsomhed. Og så er vi glade, stolte og taknemmelige over de fyrtårne, vi får til vores område.
Og tænk så hvis næste milestone i den midt- og vestjyske sundhedssektors historie kunne være, når Gødstrup ændrer status fra supersygehus eller regionssygehus til universitetshospital. Så vil vi nemlig være på somgangshøjde med resten af Danmark!
Med venlig hilsen
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
– valgt som nr. 4 på liste C